This is all a mess

Did we reach a point where we can no longer talk about nothing and anything together? There were so many times during our trip that I wanted to hold you, kiss you and just ask you about how I could make you feel better. But I was too scared that you'd reject me and I would fuck up the rest of the trip. Touching you used to some so naturally to me, I would touch and kiss you, and while I always knew that I initiated most of it you didn't reject me. It was this weird middle ground were we weren't dating but just was affectionate towards each other. And somehow I think we both needed it. But I feel like I might have ended up hurting you, because I became way too dependent of you. And I still am, I try so hard to match your expectations, and whenever I decide to maybe try to show a bit of myself your reactions makes me retreat into myself and back to following you. And I know that I should just stand by what I think, and argue why I like it. But I feel like you're superior to me, and that's where this friendship is off. Because you're supposed to be equal in a friendship, it's not a stupid competition about who's the best. I know that you're busy with school and that a lot came crashing down these past months. I know that you love and care about your family, and while I envy your ability to love something so wholesome it also bothers me that I can't support you trough this. I want so bad to be by your side and get you trough this, like so many times before. And a part of me starts wondering if I ever helped you out, or if I just annoyed you. Did I become one of those people too blind to see that you would rather leave me behind? Did I finally become too mush of a mindless drone, too caught up in my fears and jealousy to realize? Am I the one you laugh at with someone else, a better friend that doesn't mind speaking up. That matches you more, that enjoys the same tings and you and can understand you better. Did I try too hard to match you, you helped me becoming why I am today, but is that even me or just the person I felt like you wanted me to be? I don't even wanna go there, I keep turning the music up louder and louder, please just go away!!! I was so happy that you came into my life and decided to stay. Even if I forgot about you, you stayed. Even if I rarely reached out to you, you stayed. You helped me to become more confident in myself, I learned to relax and embrace myself, and I finally found my voice. And I want you to be happy, I truly want to do everything I can to make you smile. I prepared a lot of different things for your birthday, and some of it is still in the making. I want to gift you something unique that shows off your love, but at the same time I'm just so afraid that you would get mad at me, because who am I to mess with things I don't even care about. You told me that I said something that hurt you, and I didn't even notice. And I'm so so sorry that I can't even remember, because it was probably one of those stupid things I didn't even think about. I never intended to hurt you, and while I can understad why you love it so much, it's just not my style. I can still enjoy it, but it seems like you don't want to share your love with me anymore. And since I hurt you it makes sense, but I have no idea how to make it up to you. And I want you back, passionately speaking about whatever holds your interest right now, because I love the passion and love flowing from you when you speak. Sorry that I prefer to listen, talking with me must get boring pretty fast. That's probably why I can't keep a decent conversation going with anyone, neither at work nor at home.

Tears and feelings incoming

Don't say you weren't told.
So for a little over a week I haven't been feeling completely on top of my game. I wanted a quiet day to myself where I could ugly cry at sad stuff just because I needed to. Not necessarily because of a specific event, more like a few small bits slowly building up. And no, none of them are major problems, but they are meaningful to me. First off I discovered that I can't enter a church without crying. For an entire baptizing I sat on the bench next to my in-laws and tried not to bawl my eyes out. My boyfriend was so proud and scared about holdning our nephew, and worrying if he would say the name wrong. I couldn't pay much attention to him or the ceremony because I was busy thinking of the two grandmothers I lost within a year. And again, trying not to cry to avoid having to explain myself. Then there is work, in my class I have a kid that really needs special attention, and we can't offer it to him. It won't be fair to the other 7 kids nor to the kid himself. Because he would loose that attention as soon as we are missing a person, and that would not do him any good. So for now my heart is bleeding for the poor boy who finally developed in interest in the other kids, but doesn't understand how to communicate. And I really hope that the psychologist test will show that he needs to be in a special institution. Simply to avoid that his attempt to search out other people will die because he has to be guided away from his every attempt because the other kids are scared of him. The other day I dropped a tray filled with dirty cutlery and water all over the floor and myself. And I didn't know if I wanted to laugh or cry, but I squatted down on the floor with a slightly hysterical laughter. Luckily the kids just laughed as well and I proceeded to clean up the mess, happy that I was alone at the time. The day before a co-worker said that I didn't feel like myself, and I almost broke down in tears. I told her that I was just tired and feeling the pressure of loosing an extra person connected to the class. I finally told my boyfriend that I kinda just wanted a cry-day but had no way of telling him without worrying him. I don't think he completely understood the urge to cry just for the hell of it, but he accepted it and have been giving me plenty of space.
My biggest problem is love, because as always loving two people is never easy. I love my boyfriend, and I wanna grow old with him and share our life together. But a small part of me is afraid that I only cling on to him because he's safe. How do you know if love is real, how do you know you aren't just friends hanging out and having sex? There is no doubt that loosing him would crush me, but so would the loss of my best friend. Is it even possible to love two people? Because I love my best friend as well, and a small part of me always wished for more than friendship. But I know it won't work out, it would only destroy everything we have. And I'm not sure I would be able to bear it.I get so affected by everything she does, and I get madly jealous and sad when she's with other people. That's the bad part about facebook, otherwise I would just live in blissfully ignorance. And I know that our friendship is strong, I know that we've been trough a lot. But I still feel like I'm not enough, that I can't invest myself enough in her life to be a true part of it. And I fear for every mistake I might make or doing things that upsets her. I know that my pleasing gene is way too much and out of control, but I can't stop it. Because will she even wanna be with me after all these years if I change my personality? It isn't healthy and it isn't fair, but I love her so so much and she is the only person I can spend hours with without getting tired mentally. Also the only friend I talk to regularly and kinda the only person I truly consider a friend. She's even a part of our future, we often talk about buying a big country house once she's done with her education, then she and I will create a kid together for her, I could get pregnant with my boyfriend and our kids will live happily in our strange, modern family. Also we need dogs for breeding and possibly birds. But there is never a boyfriend for her part, or any kind of lover. And I worry that she'll never find true love, because she deserve somebody to love and respect her. But at the same time that'll take her away from me, and I'll hate that. I just don't want to stop her from being happy. But I get so jealous of her being with friends, imagine a lover.
I really need a drink, not that it solves any problems but I haven't been propler drunk in forever and it will probably just remind me of her anyways. But the urge to chuck down a bottle of shots is strong. Mostly because I have nobody to talk with about all this. I shared a few bits with my two co-workers at the local pub, and one of them saw my love shine trough right away. She even asked me why I didn't try to make myself happy. Hopefully they both where too drunk to remember much of the conversation, because sharing with actual people is scary as hell.

Thank you dead blog for listening to me~

How to make a con nice, for all of us

So, I often tend to complain about cosplayers and con-goers, and how messy they are. Beginning at school made me realize, messy people are everywhere. And they tend to strike a nerve, because we all need to be here. My room is messy, but I'm the only one there. But conventions, schools, train stations, every public place we go, there are bound to be other people. And sure, many people in one place will produce waste, and things will get dirty. But if everybody uses the same, easy reminders, the place will appear more appealing to the eye. And trust me, most of it won't even take a minute ;)

- Take your trash to the trashcan and the dishes to the assigned spot
You carried your food all the way to the table, lawn, corner etc. And since food provides the body with energy, no saying "it's too hard to throw it out". And if the trashcan is full, try finding another, and report the problem at the information, then they'll find someone to deal with it.
And the dishes often have an assigned spot, or you can place it at the counter. You saved the waiter a few steps, and made the table ready for the next guests.

- Put the bottle in the recycle spot, or place it next to the trashcan
This is most relevant to Denmark and other countries with a deposit system. If you aren't near a recycle spot, and don't feel like carrying around empty bottles, then place them next to the trashcan. That way other people can benefit from them, homeless, students and others who could use a little extra money.

- If you drop it, pick it up
It's not that hard, really, but it's a skill many people seem to be missing. Did you drop paper/waste/whatever in the toilet/hall/dining area/whatever, pick it up. A toilet is much more appealing when it's tidy, rather than having paper and empty toilet paper rolls all over the floor.
Did you hit something when walking past it, a book, stuff from the shelf and etc. then pick it back up. Accidents happen, and you can save thing from being stepped on, and possibly broken.

- Make a mess, clean it up
Did you leave make-up in the sink, paint on the walls, pee on the toilet seat, or spill half your drink on the table? Clean it up, as much as possible. Most problems can be helped with a quick paper swipe, or tools within range. You don't have to make it shining clean, just make sure the next person can use it.

- Report it
If you stumble upon a problem,or something that is out of order, then report it. The information can contact the right people to fix it, so nobody else have to end up with the same problem. A very well-known problem is the lack of toilet paper, and you are stuck with the choices to shake it, knock on the next stall, or call a friend on the phone. And while the staff probably don't have access to more paper, they can contact the people in charge and tell them.

- Make space for others
Is your bag having it's own seat, or are 5 of your friends waiting in line with you, or maybe you are hanging out in the hall? Then please mind other people, and try to make space for them. Try to be aware of your surroundings, and avoid sudden stops in crowded areas. Hanging with friends is fun, but often groups tend to grow in number, and all of a sudden, traffic jam. And if your cosplay have parts that touches the floor, then please pick it up, mostly for your own sake, when walking in crowded areas, where not everyone has a chance to see it.

See, it isn't really that hard to make it nice for all of us! Feel free to post your own ideas or suggestions, and spread the word :D

Jeg er her stadig

Seriøst, skal venskaber føles sådan? Skal man gå og være bange for om man nu bliver erstattet, eller om man måske laver noget der sårer den anden?
Jeg savner dengang hvor vi havde faste onsdagsdates, og jeg savner at vi altid kan finde tid til hinanden, mødes og grine over fjollede ting, serier vi havde set og dumme videoer. Og jeg ved godt at man udvikler sig hele livet, og at skolen naturligvis fylder og tager tid. Men det er som om jeg ikke kan finde ud af det mere, som om vores forsøg ikke helt lykkeds. Jeg glæder mig til sommer, jeg glæder mig til vi skal ud og rejse, for jeg tror at det bliver det fedeste, og at vi kan finde tilbage til hinanden igen. Og det er sjovt, for når jeg endelig er sammen med dig, så går det egentlig fint nok. Men jeg savner dig i mit liv, selvfølgelig er folk i min klasse søde, og dejlige at være sammen med, men ingen af dem kan erstatte dig, ingen! Du er min bro, en stor del af mit liv og du har en kæmpe plads i mit hjerte. Jeg elsker dig, elsker at fjolle med dig, at putte og at lave mad med dig. Jeg vil ikke være den samme uden dig, du har givet mig mod til at være mig selv, vist mig nye sider jeg havde svært ved at se, og lært mig at jeg er god nok som jeg er.
Jeg håber at du også savner mig lidt, og at du ved at jeg altid vil være her, uanset hvad der sker. Hvad enten du skal til fest, eller trænger til et kram, hvis du spørger skal jeg nok være der. Og selv om vi måske ikke snakker så meget til hverdag som vi plejer, så ved jeg at du stadig er vigtig i mit liv, ved at tiden ikke kan dæmpe min kærlighed.
Når vi putter, og jeg nusser dig, så bliver jeg helt rolig og afslappet, det er en fantastisk følelse. Det er virkelig bromance, der er ikke noget det kan sammenlignes med. Jeg elsker dig, nu og for altid<3

En ny start

Wow, der er sket meget siden sidst. Jeg kom på kontakthjælp, og røg i aktivering ude i børnehaven, og det var fantastisk. Så fik jeg penge tilbage i skat, og pludselig kunne jeg ikke få kontakthjælp mere. Men så blev jeg da bare fivillig, for jeg havde stadig tid jeg skulle slå ihjel før jeg begyndte på skole. Ja skole, det der med pædagogisk assisten-uddannelse blev faktisk til noget!
Jeg er rigtig glad for det, folk i min klasse er flinke, og jeg føler jeg kan ytre mig frit. Hvilket vil sige udsagn som "Hvis ungen stikker i et hyl, og forventer jeg vil bære det derover, vil min reaktion nok bare være 'ja hvis du vil derhen må du hellere lette røven og lære at gå selv, tudefjæs'" det spredte lige store dele rædsel og morskab. Åbenbart er min humor "meget overdrevet" og "du' så syg" men jeg tror nu egentlig at det er meget godt med nogle, om end voldsomme, eksempler på hvordan man kan gøre ting. Og jeg skal være ærlig, jeg kan godt føle det sådan nogle gange. Men på den anden side, så holder jeg jo rigtig meget af børn, og kunne ikke finde på at sige det i ond mening. Børn må bare have humor nok til at klare lidt tough love~

Jeg er kommet ud på mit praktiksted, hvor jeg skal være 14 dage, og kommer igen efter jul/nytår. Jeg har været der en uge, og de virker flinke nok, og børnene er søde. Men jeg savner nu mine unger ude i børnehaven, de vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Og jeg kan godt mærke at jeg ikke er vildt hyped over at skulle derud igen. Mest fordi jeg ved at jeg skal lave mål, og jeg er så bange for at fejle. Jeg har snakket med min lærer, og hun siger at alt det jeg gør i timen er at omsætte teori til praksis. Så hun mener ikke at jeg vil have noget problem, men jeg kan stadig mærke at jeg er pisse nervøs. Og på en eller anden måde venter jeg bare på at karma kommer og bider mig i røven, fordi jeg syntes at det vi har lavet i skolen so far er forholdsvis nemt. Og jeg venter bare på at vi når et punkt hvor jeg ikke kan være med, og alle andre bare lunter forbi mig, og jeg bliver tabt, efterladt og ryger ud. Ellers må jeg prøve at narre mig igennem, jeg har åbenbart en evne til at sige ingenting, men få det til at lyde helt vildt klogt. Ja ja, så siger vi det xD

Bange - et uddannelseseventyr

Som nogle af jer ved, så har mine oplevelser med uddannelser ikke været så voldsomt fascinerende eller vellykkede  Faktisk er det mest gået ned af bakke.
Jeg begyndte på pædagogseminariet helt tilbage i sommeren '09, det er egentlig langt tid siden. Jeg gik i klasse med en masse søde mennesker, og det virkede virkelig som om jeg var kommet til det rigtige sted. Men det var ikke kun liv og glade dage. Jeg havde svært ved at fokusere på undervisningen, og turde ikke altid sige noget. Min lærer sagde flere gange til mig at jeg havde nogle interessante spørgsmål, og at det var en skam at jeg først kom med dem i pausen eller når timen var forbi. Men frygten for at sige noget forkert var der konstant, og den hæmmede mig. Jeg ved ikke præcis hvornår den begyndte at komme, men jeg ved at den var der allerede omkring 5.-6. klasse. Og har været der lige siden, selv om den ikke har lige så stor indflydelse mere.
Nå, men tilbage til skolen. En del af tiden går med praktik, som er noget jeg både elsker og hader. Jeg elsker at være et sted i praktik, fordi jeg føler at jeg lærer så meget mere når jeg gør ting frem for bare at sidde og lytte til en lærer. Misforstå mig ikke, mange af vores lærer var gode til at give og tid til at diskutere i grupper, og arbejde med hinanden. Men ja, praktikken var det jeg så frem til. Det eneste jeg ikke så frem til ved praktikken var læringsmål. De her mål du stille op for dig selv, der skulle opfylde nogle bestemte krav. Måske er det fordi jeg er dårlig til at overholde de mål jeg stiller for mig selv, uanset om det er uddannelse eller derhjemme. Og det havde så sine konsekvenser, jeg blev dumpet. Og dumpet igen, med samme besked "du er virkelig dygtig i praksis, du skaber hurtigt en god kontakt, og du er god til at engagere dig og lege med. Men din teori er ikke-eksisterende." En anden ting jeg slet ikke har noget opfattelse af er teori. Jeg kan godt læse det, men jeg har virkelig svært ved at omsætte det til praksis. Fordi der så sjældent bliver givet eksempler "da den samme teori jo ikke nødvendigvis passer ind i alle ens situationer." Og i hverdagen er teorien så godt som usynlig for mig. Man siger jo ikke "nu bruger jeg Deweys learing by doing." Og hvordan skal jeg kunne vide om du vælger at tegne fordi en teoretiker har sagt at det udvikler finmotorik, eller om det bare er fordi væggene virker lidt tomme? Gør teorien synlig i hverdagen, tak!
Måske man kunne aftale på et møde at man læser en bestemt teori, og så prøver at bruge den i en uge. Giv plads til at man kan notere hvornår man oplever at ens kollegaer benytter teorien, og forklar hvordan man kunne se det. Måske gør man det ubevidst? Gør teorien håndgribelig, i stedet for at folk bare kan sidde og slynge navne af, uden nogle kan se om der er hold i det. Hej, jeg prøver at lære noget, jeg kan det ikke udenad og perfekt. Så lad lige være med at se på mig som om det er synd for mig hvis jeg spørger om du kan uddybe teorien. Du skal heller ikke blive sur, fordi jeg prøver ikke på at udstille din usikkerhed jeg prøver bare at blive klogere. Men hvis du kritiserer mig fordi jeg ikke har styr på teorien, og du kun kan sige den smule jeg ved, så bliver jeg sur. Fordi så handler det pludselig om at du ikke respektere mig, og ikke en skid om teori og undervisning.

Det var lidt af et sidespor. Men ja, jeg blev dumpet af pædagogseminaret, og smidt ud. Og jeg var på bar bund med hvad jeg nu skulle finde på at lave. Jeg faldt over hotelreceptionist, og da det er et job hvor man er i kontakt med mennesker og yder en service, så passede det mig godt. Jeg startede på 5,5 uges grundforløb februar '11 og bestod med glans. At det så var fordi al undervisning var på F-niveau taler vi ikke om, jeg nød at jeg rent faktisk var god til noget, og at forløbet havde været så kort at det blev ved med at være spændende. Men det var ikke til at få praktikplads, uanset hvor i landet jeg søgte. Til sidst virkede det ikke så spænderne mere, og jeg opgav at søge praktikpladser. Hvilket skabte et mindre ramaskrig hjemme, fordi "så måtte jeg jo finde et arbejde, og uddannelse er jo vigtigt." Og ja, det er det. Men det er også trist at føle man for en gangs skyld har klaret noget godt, og så er der ingen der vil have en. Og alt skolen kunne tilbyde var "Du kunne jo blive tjener? Eller måske læse videre til serviceøkonom?" Men det var jo ikke det jeg ville. Jeg har dårlig hofte, så tjener er nok ikke så oplagt, og serviceøkonom er bare langt fra hele arbejde-med-mennesker delen. Igen var jeg på bar bund, men blev reddet af CISV der gav mig noget at lave, og en gruppe dejlige unger. Det blev til en fantastisk børneby på amager, og jeg kunne mærke hvor fedt det var bare at bruge tid sammen med en masse børn, på lege og opgaver. Og i forhold til før, hvor folk ele tiden åndede mig i nakken med teori, fik jeg nu ros for alt mit praktiske arbejde, og fik fortalt hvor glade børnene var for mig og nød mit selskab. Hallo selvtillid hvor har jeg savnet dig!
Da det hele var slut, blev jeg tilbudt nogle faste vikartimer i en lokal daginstistuion hvor jeg har været før. Og det var fantastisk, og jeg kunne mærke hvordan jeg havde længdes efter at være sammen med børn, selv om jeg kun havde været væk fra dem i kort tid. Og jeg besluttede mig for at følge det råd jeg havde fået, og læse til pædagogisk assistent. Jeg har fået fortalt at der skulle være mindre fokus på teori, og det kunne jo være at jeg kun blotlægge min svaghed fra starten, sige jeg stinker til teori og på den måde åbne for muligheden for at arbejde med hele tiden at holde den i fokus.

Men jeg er bange for at starte på et studie igen. Bange for at jeg fejler endnu en gang, og igen må bide skammen i mig over ikke at kunne tage en uddannelse. Bange for at svigte min familie og mine venner, bange for at jeg altid vil være fanget mellem HF og videregående uddannelse, falde fra i systemet og må leve med dårligt betalt arbejde. Ikke fordi jeg regner med at tjene kassen som pædagogisk assistent, for det er langt fra et vellønnet job. Men jeg vil gerne kunne flytte hjemmefra uden konstant at være bange for om jeg ny falder igennem, og må flygte hjem igen. Hvad nu hvis det hele bare går galt? Jeg vil gerne vise at jeg kan tage en uddannelse, at jeg ikke bare er spild af penge og rent faktisk duer til noget.
Bare en lille smule succes? Be' om?

Eventyret om rejsekort

Jeg vil gerne have lov til at dele fortællingen om min oplevelse med rejsekort. Det her er ikke ren brok eller bagtale, det er heller ikke skamros. Det er fortællingen om tank-op, rykkere og medarbejdere.

Jeg fik mit rejsekort personlig forholdsvis tidligt, inden de begyndte det med at skulle have billede på. Og jeg var glad for mit rejsekort, fordi jeg ikke længere skulle stå og bøvle med at købe billet, når jeg i forevejen var stresset over at mit tog var forsinket, og jeg måske ikke ville nå det. Dog var det noget bøvl det med at det hele tiden skulle tankes op, især fordi jeg ikke bor i en by med den der fancy maskine. Så jeg oprettede glad en tank-op aftale på mit visa/dankort, for så skulle jeg da ikke tænke på det.
Skæbnen ville at mit kort udløb og jeg fik et nyt, og uden problemer fik jeg flyttet min aftale til det nye kort. Jeg fik den også sat ned på 100,- da det begyndte at blive lidt småt med pengene. Faktisk blev det så småt, at min bank besluttede at jeg skulle have et mastercard i stedet, dog uden at fortælle mig hvad det indebar. Men det er en anden historie, og ikke så vigtigt lige nu. Det vigtige er at man ikke kan have en tank-op aftale når man har mastercard. Og her begynder den rigtige historie.

Jeg skulle have slettet min tank-op aftale, da den jo ikke længere kunne bruges. Så, jeg gik i 7eleven på Holbæk station, og ytrede mit ønske. Den søde mand bag kassen spurgte om jeg havde ringet ind til rejsekort, hvilket jeg sagde nej til. Han fortalte så at han ikke kunne slette den uden aftale, men at han kunne deaktivere aftalen. Hvilket passede mig fint, så jeg takkede for hjælpen, og rejste hjem.
Til dem af jer der ikke er bekendt med rejsekort, så laver de en lyd hvis man tjekker ud, og der ikke længere er minimumbeløbet på. Så min plan var at rejse, og så tanke kortet op når det bad om det. Det skete bare ikke.
Det der skete var jeg jeg modtog en rykker med posten, på 100,- Fordi mit rejsekort havde tanket op på et kort der ikke var gyldig forbindelse på. Jeg begyndte at undres, for jeg havde jo fået deaktiveret min aftale. Jeg ringer ind til rejsekort, for at høre hvad der er sket. Jeg får besked på at den deaktivering skulle have været efterfulgt af et opkald til dem, så de kunne slette min aftale. Jeg fortalte hende at det var jeg ikke blevet fortalt, og hun beklagede. Hun tilbød dog at slette min aftale for mig, og sagde at det kunne man godt gøre inde fra deres kontor nu. Jeg takkede ja, og nød ikke at skulle tænke på det mere. Og betalte min rykker nogle dage senere da jeg havde fået løn.
Der gik tid, og jeg troede egentlig at alting var okay, jeg havde tanket op selv en enkelt gang, og rejste uden problemer. Så var jeg i København med min mor, og da automaten drillede tankede hun op for mig. Samme dag tankede den sjovt nok 100,- via min tank-op aftale, og det gjorde den en gang mere, så jeg fik 2 rykkere på 100,-
Jeg ringede igen ind, og fik aftalen slettet. Kiggede på rejsekortet selvbetjening, og jo, aftalen var slettet. Men allerede kort tid efter kom den igen.
Nu er det vel forståeligt at jeg blev sur, det kunne simpelthen ikke passe. Men jo, jeg kunne selv se det på selvbetjening. Og jeg ringede igen ind til rejsekort, blot for at få fat i en der ikke kunne sige hvorfor det var sådan, hun havde aldrig hørt om det før og var alene på aftenvagt.
Frustreret ringede jeg rundt næste dag, og fik endelig fat i en der enten var ordenlig uddannet eller ordenligt betalt, i hvert fald kunne hun forklare mig hvad mit problem var. Man kan nemlig ikke slette en tank-op aftale når der stadig er gæld. Så hun sagde at hun deaktiverede min aftale, og bad mig ringe igen når jeg havde betalt de sidste 100,- og anbefalede mig ikke at rejse i mellemtiden. Det virkede, jeg ringede igen og nu er min tank-op aftale endelig slettet helt. Lad os håbe det forbliver sådan.


Og så lige lidt tilfældig brok, hvorfor kan jeg ikke få lov til at tanke under 100,- op på et betjent billetsalg?! Jeg havde 20,- i mønter, og var ikke sikker på om der stod nok på kortet til at jeg kunne komme hjem. Jeg er, mildt sagt, på røven økonomisk, og har ikke 100,- Heldigvis var der lige nok til at jeg kunne komme hjem, og min søde bor satte lidt penge ind på mit kort. Men jeg undres stadig...