Men jeg har tabt styretøjet. Jeg er startet i praktik, det er et rigtig dejligt sted, og det er nogle søde mennesker der er der. Det er en vuggestue, og det er dejligt. Min vejleder er rigtig sød, og jeg kan virkelig mærke at hun gerne vil mig.
Problemet er bare at jeg har fået meldingen "Du består ikke din praktik hvis du ikke får mere selvtillid og nysgerrighed for faget" BANG! Hej, det er virkeligheden igen. INTERESSE FOR FAGET er grundstenen i at TAGE en uddannelse. Og så den fantastiske mangel på selvtillid.
"Kan man tage en uddannelse som con-gænger?" Jeg tvivler stærk på at man kan leve af det. Det er ikke fordi jeg ikke vil børnene, jeg vil dem utrolig gerne. Jeg går i stå når jeg kommer til "hvad kunne man gøre for at hjælpe udviklingen?" og så når jeg skal hænge mine udtaleser op på noget teori.
Jeg nævner selv at jeg måske bare skulle tage uddannelsen til pædagogmedhjælper, fordi jeg kan tilsyneladende ikke finde ud af at tage pædagoguddannelsen. Min vejleder siger at det måske kan være en hjælp, så jeg ikke banker mig selv i hovedet hele tiden med at jeg ikke er god nok, og at det måske kan tage noget af det pres jeg føler der hviler på en uddannet pædagog.
Min nye klasse er ellers så sød, fordi folk er ældre og mange af dem har børn, så føler jeg mig velkommen på en helt anden måde. Og jeg har ellers fundet en gruppe at arbejde sammen med, men det kan være at jeg skal på listen over "Folk under 25 de har "skræmt" væk" xD
Så, lige nu er det hele lidt noget rod igen, jeg kan ikke helt finde ud af det, og derfor vælger jeg at ligge det hele væk og ikke tænke på det.. Måske ikke verdens bedste taktik, men jeg kan ikke helt overskue at være trist hele tiden..
mandag den 4. april 2011
fredag den 11. februar 2011
Moar!
Efter snart at have passet hus i en hel uge. Jeg har været tidligt oppe, smurt madpakke og kørt min lillebror i skole. Jeg har lavet med, vasket op og ordnet i køkkenet. Jeg har vasket tøj, vandet blomster, og skal støvsuge hus og bil lørdag. Jeg har købt ind, hentet lillebror fra SFO og diverse aktiviteter. Jeg har passet min nye praktik, forsøgt at lave læringsmål og forsøgt at være frisk og veloplagt. Jeg har haft brug for ro i hovedet, men har også skulle underholde min lillebror.
Damn jeg er bombet i mit hoved! Og så skal jeg på skiferie i næste uge @.@
Der kommer hermed til at gå endnu længere før jeg overvejer at flytte hjemmefra!
Kære mor og far - I er savnet!
________________________________________________________
Og nu er lillebror syg med feber, så jeg måtte tage en fridag.
"Hej, min lillebror har fået feber, så jeg kan ikke komme i dag"
"Hej. Kan du lige vente et øjeblik?"
...
"Hej, jeg fik besked på at du gerne ville have fri i dag?"
"Ja, min lillebror er syg."
"Din lillebror?"
"Ja, mine forældre er på ferie, og jeg passer ham"
"Jamen, så må vi jo finde ud af noget. Du kan nok ikke få barns sygedag, men jeg siger det videre."
"Mange tak."
Jeg skal ind på seminaret til møde, og så må lillebror blive hos mormor. Jeg håber at min hovedpine går væk, og at lillebror bliver rask så vi kan komme på skiferie.
"Hej, min lillebror har fået feber, så jeg kan ikke komme i dag"
"Hej. Kan du lige vente et øjeblik?"
...
"Hej, jeg fik besked på at du gerne ville have fri i dag?"
"Ja, min lillebror er syg."
"Din lillebror?"
"Ja, mine forældre er på ferie, og jeg passer ham"
"Jamen, så må vi jo finde ud af noget. Du kan nok ikke få barns sygedag, men jeg siger det videre."
"Mange tak."
Jeg skal ind på seminaret til møde, og så må lillebror blive hos mormor. Jeg håber at min hovedpine går væk, og at lillebror bliver rask så vi kan komme på skiferie.
tirsdag den 1. februar 2011
En lille update..
Som det er nu er der sket en hel masse. Jeg bestod ikke min praktik, og jeg skal derfor tage stilling til hvad jeg vil.
1. Fortsætte på seminariet, i klassen der er startet i praktik i dag.
2. Tage et års orlov og finde ud af hvad jeg vil.
3. Stoppe helt, og finde et arbejde.
4. Starte på et helt andet studie.
5. Rejse til udlandet og arbejde.
6. Flytte hjemmefra og stille sygne hen i slump xD
Jeg havde meget svært ved at se mig selv komme tilbage. Jeg følte ikke at jeg kunne overskue at starte i en ny klasse, jeg havde ikke helt let ved at føle mig 100% hjemme i min klasse før. Og jeg vil føle "Jeg er ikke god nok" "Du har fejlet" "Hahaha!" inde i mit hovede når jeg så mine gamle klassekammerarter. Ikke at jeg ved de vil tænke det, men lur mig om ikke nok min hjerne skulle sørge for at jeg fik det fortalt.
Egentlig bunder det vel i at jeg er skide usikker, og jeg selv føler at jeg har fejlet. Jeg har valgt at tage det alt for roligt, og BANG! så kom der en konsekvens der ikke kun var sløve karakterer. Jeg har fejlet, og det er til dels min egen skyld. Der har også været noget i min praktik, og jeg føler ikke at jeg kunne med min vejleder så længe hun havde rollen som vejleder. Hun er en sød person, og morsom, men jeg ved ikke.. Det fungerede bare ikke.
Jeg har været en sløv padde, og det har ramt mig lige der hvor det gjorde ondt. "Hallo! Det er virkeligheden der kalder! Der er en grund til at det hedder "at tage en uddannelse" fordi den kommer ikke gående af sig selv! Du skal faktisk *gisp* LETTE RØVEN OG KOMME I SVING!!" Jeg vidste godt at jeg bestemt ikke har været en optimal studerende, men tanken om "at det nok skal gå, gem nu de dystre tanker væk, der er nok ingen der ligger mærke til det" er lige pludselig blevet det udsagn der bliver brugt som bevis imod mig. "Så du ved godt at du gjorde et dårligt job, og alligevel valgte du at drive den af?! Det er ungdomssløvsind, svindel af værste skuffe!" Jamen hvor vover jeg at bruge andre folks tid, ressourcer og penge på ikke at gøre det godt? Jeg har ellers tit dyrket mit pleaser-gen, hvis alle har det godt så ser de ikke alle mine småfejl. Og lysten til at hjælpe andre, gøre noget fantastisk, men ikke helt vide hvordan jeg skulle få tiden eller overskudet til det. Jeg har så mange planer der skal gøre livet lettere for folk, men jeg vil ikke erkende mine egne grænser, jeg kan alt og tænker ikke på mig selv. Når jeg så slår et alt for stort brød op, så plager det mig, og folks kommentarer bliver hængende i en evighed. Jeg har rigtig mange minder fra de gange jeg har gjort noget pinligt, forkert eller pralet for meget. Og det er dem der holder mig lidt fast, dem der kommer op engang i mellem og lige prikker til usikkerheden. Det er knap så fedt ikke at kunne se skoven før man er gået igennem den. Det at jeg bagefter indser "Hold kæft hvor var det dog dumt og ikke spor gennemtænkt!" Burde man ikke lære af den slags, i stedet for at gøre der igen og igen?
... Det lader til at jeg blev distraheret. *kører op og ser hvor jeg kom til*
Oh ja, mine mange muligheder. Jeg har fået mange råd til hvad folk mener jeg skal gøre. Og jeg kan faktisk ikke bruge så mange af dem. Jeg aner ikke hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke skulle være pædagog, og det er ikke just fordi det at få et job er det letteste i verden. Jeg har pludselig skulle tænke meget stærkt, men har alligevel haft en form for ro i kroppen. Måske fordi jeg endelig fik 100% bekræftet at jeg ikke bestod, jeg behøvede ikke længere skubbe folks skrøbelige håb og opmuntringer væk som en hjerteløs møgunge. Som om jeg naturligvis vidste bedre, og alle andre bare var en folk naive tåber.
Men det er som om det alligevel har hjulpet lidt at snakke om det, som om jeg er kommet lidt op imod lyset igen. Jeg har i hvert fald fundet nogenlunde ud af hvad jeg vil.
Jeg tager ud i praktik igen, hvis jeg kan finde et sted sammen med Katrine, min studievejleder. Og når det er overstået vil jeg prøve hvordan det bliver at se min gamle klasse i øjnene igen. Forhåbentlig kan jeg finde nogle i min klasse som jeg kan svinge med. Jeg ved det er for meget forlangt at bede om en lige så tosset ven som mig selv, men hvor kunne det være en luksus at have en der også havde interesse i manga/anime eller noget i den retning. Ihh jeg ville elske det!
Jeg ved ikke helt hvad jeg gør hvis der ikke er nogle jeg svinger med, det er svært at komme ind som ny i en klasse, især når de har kendt hinanden i noget tid. Hvis det slet ikke går, så håber jeg at jeg kan bruge tid sammen med mine gamle venner i pauserne, og så ellers kun være sammen med de andre når vi laver opgaver. Jeg ved ikke om jeg kan overskue at fortælle dem alle om min interesse for dukker og Japan, det må komme lidt hen af vejen.
Jeg snakkede med min mor om hvad jeg kunne snakke med folk om, fordi det er stort set kun dukker, manga/anime, spil og bøger der fylder i min hobby-verden. Jeg ser sjældent tv, jeg gider ikke gå i byen og drikke mig fuld, jeg hører ikke så meget popmusik, jeg holder mig meget for mig selv og får ind i mellem et trip med nordisk mytologi. Jeg er lidt geek på den ufede måde ö
...
Og nu til noget helt andet xD Jeg har præsteret at gøre mine to værelser beboelige. Det skyldes at jeg blev smidt ud et par dage fordi min moster skulle overnatte. Så nu kan man se at jeg har trægulv, der er blevet støvsuget og skiftet lagen! Selv vindueskarmen har fået en overhaling, og jeg fik fyldt en hel sæk med affald. Ikke at jeg er helt sikker på hvor det kom fra, men pyt xD
...
Lidt kikset, halvbuttet pige på 21, hjemmeboende, søger en ven til sjov og spas på Pædagogseminariet i Roskilde. Jeg kan lide ting fra Japan, bl.a. manga, anime, ABJD, og et hint af lolita-stilen. Jeg går til conventions så ofte jeg kan komme til det, og jeg nyder at have en hel weekend omgivet af gode venner og at være i omgivelser hvor jeg føler mig tryg og fri. Hvis det har interesse, så kontakt mig endelig!
Hilsen Marie
...
I did not just do that xD
1. Fortsætte på seminariet, i klassen der er startet i praktik i dag.
2. Tage et års orlov og finde ud af hvad jeg vil.
3. Stoppe helt, og finde et arbejde.
4. Starte på et helt andet studie.
5. Rejse til udlandet og arbejde.
6. Flytte hjemmefra og stille sygne hen i slump xD
Jeg havde meget svært ved at se mig selv komme tilbage. Jeg følte ikke at jeg kunne overskue at starte i en ny klasse, jeg havde ikke helt let ved at føle mig 100% hjemme i min klasse før. Og jeg vil føle "Jeg er ikke god nok" "Du har fejlet" "Hahaha!" inde i mit hovede når jeg så mine gamle klassekammerarter. Ikke at jeg ved de vil tænke det, men lur mig om ikke nok min hjerne skulle sørge for at jeg fik det fortalt.
Egentlig bunder det vel i at jeg er skide usikker, og jeg selv føler at jeg har fejlet. Jeg har valgt at tage det alt for roligt, og BANG! så kom der en konsekvens der ikke kun var sløve karakterer. Jeg har fejlet, og det er til dels min egen skyld. Der har også været noget i min praktik, og jeg føler ikke at jeg kunne med min vejleder så længe hun havde rollen som vejleder. Hun er en sød person, og morsom, men jeg ved ikke.. Det fungerede bare ikke.
Jeg har været en sløv padde, og det har ramt mig lige der hvor det gjorde ondt. "Hallo! Det er virkeligheden der kalder! Der er en grund til at det hedder "at tage en uddannelse" fordi den kommer ikke gående af sig selv! Du skal faktisk *gisp* LETTE RØVEN OG KOMME I SVING!!" Jeg vidste godt at jeg bestemt ikke har været en optimal studerende, men tanken om "at det nok skal gå, gem nu de dystre tanker væk, der er nok ingen der ligger mærke til det" er lige pludselig blevet det udsagn der bliver brugt som bevis imod mig. "Så du ved godt at du gjorde et dårligt job, og alligevel valgte du at drive den af?! Det er ungdomssløvsind, svindel af værste skuffe!" Jamen hvor vover jeg at bruge andre folks tid, ressourcer og penge på ikke at gøre det godt? Jeg har ellers tit dyrket mit pleaser-gen, hvis alle har det godt så ser de ikke alle mine småfejl. Og lysten til at hjælpe andre, gøre noget fantastisk, men ikke helt vide hvordan jeg skulle få tiden eller overskudet til det. Jeg har så mange planer der skal gøre livet lettere for folk, men jeg vil ikke erkende mine egne grænser, jeg kan alt og tænker ikke på mig selv. Når jeg så slår et alt for stort brød op, så plager det mig, og folks kommentarer bliver hængende i en evighed. Jeg har rigtig mange minder fra de gange jeg har gjort noget pinligt, forkert eller pralet for meget. Og det er dem der holder mig lidt fast, dem der kommer op engang i mellem og lige prikker til usikkerheden. Det er knap så fedt ikke at kunne se skoven før man er gået igennem den. Det at jeg bagefter indser "Hold kæft hvor var det dog dumt og ikke spor gennemtænkt!" Burde man ikke lære af den slags, i stedet for at gøre der igen og igen?
... Det lader til at jeg blev distraheret. *kører op og ser hvor jeg kom til*
Oh ja, mine mange muligheder. Jeg har fået mange råd til hvad folk mener jeg skal gøre. Og jeg kan faktisk ikke bruge så mange af dem. Jeg aner ikke hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke skulle være pædagog, og det er ikke just fordi det at få et job er det letteste i verden. Jeg har pludselig skulle tænke meget stærkt, men har alligevel haft en form for ro i kroppen. Måske fordi jeg endelig fik 100% bekræftet at jeg ikke bestod, jeg behøvede ikke længere skubbe folks skrøbelige håb og opmuntringer væk som en hjerteløs møgunge. Som om jeg naturligvis vidste bedre, og alle andre bare var en folk naive tåber.
Men det er som om det alligevel har hjulpet lidt at snakke om det, som om jeg er kommet lidt op imod lyset igen. Jeg har i hvert fald fundet nogenlunde ud af hvad jeg vil.
Jeg tager ud i praktik igen, hvis jeg kan finde et sted sammen med Katrine, min studievejleder. Og når det er overstået vil jeg prøve hvordan det bliver at se min gamle klasse i øjnene igen. Forhåbentlig kan jeg finde nogle i min klasse som jeg kan svinge med. Jeg ved det er for meget forlangt at bede om en lige så tosset ven som mig selv, men hvor kunne det være en luksus at have en der også havde interesse i manga/anime eller noget i den retning. Ihh jeg ville elske det!
Jeg ved ikke helt hvad jeg gør hvis der ikke er nogle jeg svinger med, det er svært at komme ind som ny i en klasse, især når de har kendt hinanden i noget tid. Hvis det slet ikke går, så håber jeg at jeg kan bruge tid sammen med mine gamle venner i pauserne, og så ellers kun være sammen med de andre når vi laver opgaver. Jeg ved ikke om jeg kan overskue at fortælle dem alle om min interesse for dukker og Japan, det må komme lidt hen af vejen.
Jeg snakkede med min mor om hvad jeg kunne snakke med folk om, fordi det er stort set kun dukker, manga/anime, spil og bøger der fylder i min hobby-verden. Jeg ser sjældent tv, jeg gider ikke gå i byen og drikke mig fuld, jeg hører ikke så meget popmusik, jeg holder mig meget for mig selv og får ind i mellem et trip med nordisk mytologi. Jeg er lidt geek på den ufede måde ö
...
Og nu til noget helt andet xD Jeg har præsteret at gøre mine to værelser beboelige. Det skyldes at jeg blev smidt ud et par dage fordi min moster skulle overnatte. Så nu kan man se at jeg har trægulv, der er blevet støvsuget og skiftet lagen! Selv vindueskarmen har fået en overhaling, og jeg fik fyldt en hel sæk med affald. Ikke at jeg er helt sikker på hvor det kom fra, men pyt xD
...
Lidt kikset, halvbuttet pige på 21, hjemmeboende, søger en ven til sjov og spas på Pædagogseminariet i Roskilde. Jeg kan lide ting fra Japan, bl.a. manga, anime, ABJD, og et hint af lolita-stilen. Jeg går til conventions så ofte jeg kan komme til det, og jeg nyder at have en hel weekend omgivet af gode venner og at være i omgivelser hvor jeg føler mig tryg og fri. Hvis det har interesse, så kontakt mig endelig!
Hilsen Marie
...
I did not just do that xD
søndag den 16. januar 2011
Så kom samtalen..
På onsdag skal jeg ind og forsvare mig selv, og fortælle hvorfor jeg mener jeg skal bestå min praktik og fortsætte på seminariet. Og jeg glæder mig på ingen måde. Det bliver ikke let, og jeg skal pakke lille frøn kold i røven væk, sammen med mine følelser. Ikke at det giver nogen mening. Men jeg skal ikke sidde og tude, jeg må ikke blive usikker, jeg skal kunne argumentere for alt jeg har skrevet og virkelig sælge varen. Samtidig skal jeg være ærlig og kunne erkende mine egne fejl. Hvis jeg er heldig, så slipper jeg med at skulle skrive mit reflektionspapir om. Og uanset hvor meget jeg hader det, så gør jeg det gerne hvis det betyder at jeg kan blive på seminariet og i min klasse.
Jeg tror ikke jeg fortsætter hvis jeg ikke består. Jeg kan slet ikke overskue at skulle sætte mig ind i en ny klasse, samtidig med at mine venner fortsætter som før. Fordi jeg ved at jeg vil sidde tilbage med en følelse af ikke et være god nok, ikke at kunne klare det. Og mine venner vil minde mig om det, når jeg ser dem på gangene, også selv om det slet ikke er noget de siger. Jeg vil hakke på mig selv hver dag.
Jeg har læst i Woman, tror jeg, at man skal lytte til hvordan ens indre stemme lyder når den hakker på en. Og så finde på alt muligt der gør den fjollet og ikke spor skræmmende/stærk. Og finde et mantra man kan gentage hvis stemmen våger sig frem. Men det er jo mig selv jeg hører, hver gang. Og hvis jeg gør nar af mig selv, så bliver det en dum cirkel der kun gør ting værre. Så jeg aner ikke hvordan jeg kan holde op med at hakke på mig selv, for det bliver værre og værre.
Måske jeg bare skulle tage en chill-pill og lade være med at whine så meget. Jeg er 21, stor og mandig og scorer damer på stribe.. Nej vent.. Jeg er 21, sexet og feminin og scorer damer på stribe.. Nej, det lyder stadig ikke rigtigt.. Jeg er 21, ja det er rigtigt, jeg er lidt over gennemstitsvægten og burde nok tabe de kilo så jeg kan føle mig sexet. Jeg kan være både maskulin og feminin, og jeg scorer ikke noget som helst fordi jeg har min dejlige kæreste. Så.. Jeg er 21, og ganske normal xD
Er jeg den eneste der går rundt og har det lidt varmt? Jeg føler lidt at jeg allerede er i overgangsalderen når jeg sidder på arbejdet og koger kun iført t-shirt imens alle sidder med deres trøjer og skutter sig o.O
Jeg tror ikke jeg fortsætter hvis jeg ikke består. Jeg kan slet ikke overskue at skulle sætte mig ind i en ny klasse, samtidig med at mine venner fortsætter som før. Fordi jeg ved at jeg vil sidde tilbage med en følelse af ikke et være god nok, ikke at kunne klare det. Og mine venner vil minde mig om det, når jeg ser dem på gangene, også selv om det slet ikke er noget de siger. Jeg vil hakke på mig selv hver dag.
Jeg har læst i Woman, tror jeg, at man skal lytte til hvordan ens indre stemme lyder når den hakker på en. Og så finde på alt muligt der gør den fjollet og ikke spor skræmmende/stærk. Og finde et mantra man kan gentage hvis stemmen våger sig frem. Men det er jo mig selv jeg hører, hver gang. Og hvis jeg gør nar af mig selv, så bliver det en dum cirkel der kun gør ting værre. Så jeg aner ikke hvordan jeg kan holde op med at hakke på mig selv, for det bliver værre og værre.
Måske jeg bare skulle tage en chill-pill og lade være med at whine så meget. Jeg er 21, stor og mandig og scorer damer på stribe.. Nej vent.. Jeg er 21, sexet og feminin og scorer damer på stribe.. Nej, det lyder stadig ikke rigtigt.. Jeg er 21, ja det er rigtigt, jeg er lidt over gennemstitsvægten og burde nok tabe de kilo så jeg kan føle mig sexet. Jeg kan være både maskulin og feminin, og jeg scorer ikke noget som helst fordi jeg har min dejlige kæreste. Så.. Jeg er 21, og ganske normal xD
Er jeg den eneste der går rundt og har det lidt varmt? Jeg føler lidt at jeg allerede er i overgangsalderen når jeg sidder på arbejdet og koger kun iført t-shirt imens alle sidder med deres trøjer og skutter sig o.O
torsdag den 2. december 2010
Kæmpe det vil jeg!
Jeg blev indkaldt til samtale med min chef fredag, og fik af vide at jeg ikke bliver indstillet til at bestå min praktik. Onsdag havde jeg haft en meget lang samtale med min vejleder og den anden vejleder i huset om hvor langt jeg var kommet med læringsmål, og om jeg overhovedet gad være pædagog. En ikke særlig munter samtale, hvor jeg følte at der kom flere og flere småting der gjorde at jeg fik det enormt dårligt. Men fandme nej om jeg vil lade mine tårer få frit løb foran dem! Det er heldigvis fordelen ved at være lidt sløv i optrækket, man har nemmere ved at gemme sig for sandheden. Jeg sad bare og prøvede at lade som ingenting, som om jeg var totalt kold og ligeglad. Nok ikke det bedste at gøre når du gerne ville overbevise folk om at det her vil du rigtig gerne.
Tilbage til fredag, en dag hvor jeg ikke rigtig havde fået tid til at snakke med mine forældre inden. Min vejleder fra seminaret var kommet, og vi skulle have midtvejsevaluering. endnu en gang snakkede vi om alle de ting jeg ikke havde fået gjort, og det faktum at jeg nok ikke kunne bestå min praktik, og i stedet burde tage ud og rejse for at leve mit liv, eller tage på gøglerskole. Endnu engang lille frøken kold i røven, og nej, stadig ikke smart. Jeg blev spurgt flere gange undervejs, "er du okay?" NEJ GU' FANDEN ER JEG OKAY! I SIDDER OG SIGER JEG HAR GJORT ALLE MULIGE SMÅFEJL, DER BESTEMT IKKE HAR VÆRET MED VILJE, OG GØR MEGET MERE UD AF NOGET END DET EGENTLIG ER!! Da du tilbød at køre mig på biblioteket troede jeg bare det var for at være flink. Jeg søgte selv efter bogen, og du fandt den tilfældigvis bare før mig. Jeg kiggede efter andre spændende bøger på computeren, og du fandt en anden bog under samme emne der virkede god. Det blev så til at du tog mig i hånden, kørte mig på biblioteket, fandt bogen til mig og bad mig læse den. Jeg skulle selv ned i byen senere, så jeg kunne godt klare det selv. Lad være med at lyde så hellig, havde jeg vidst at du tænkte sådan havde jeg ordnet det selv..
Lortedag, lorteuge..
Det var rigtig svært at komme hjem og skulle sige til sin mor "Øh hør, jeg består ikke min praktik, men kan prøve igen om et halvt år... Undskyld.." Hvorefter man får forklaret stolpe op og stolpe ned med hvor svært det er at finde arbejde, og hvor mange arbejdsløse unge der er lige nu. Og så kunne jeg tude. For jeg havde sviget mine forældre, mig selv, Katrine og alle mine venner fra seminaret. Og også lidt min vejleder, men det var ikke så vigtigt lige i det tilfælde. Og min mor gav mig da noget papir, og snakkede ikke mere om det. Da jeg snakkede med min far blev vi enige om at jeg skulle sparke røv, og lagde en plan for hvordan det skulle gøres. Nu må vi se hvad der sker, men jeg vil hellere vide at jeg har kæmpet og fejlet, end at give op undervejs. Jeg har bare ikke så meget kampgejst tilbage...
Tilbage til fredag, en dag hvor jeg ikke rigtig havde fået tid til at snakke med mine forældre inden. Min vejleder fra seminaret var kommet, og vi skulle have midtvejsevaluering. endnu en gang snakkede vi om alle de ting jeg ikke havde fået gjort, og det faktum at jeg nok ikke kunne bestå min praktik, og i stedet burde tage ud og rejse for at leve mit liv, eller tage på gøglerskole. Endnu engang lille frøken kold i røven, og nej, stadig ikke smart. Jeg blev spurgt flere gange undervejs, "er du okay?" NEJ GU' FANDEN ER JEG OKAY! I SIDDER OG SIGER JEG HAR GJORT ALLE MULIGE SMÅFEJL, DER BESTEMT IKKE HAR VÆRET MED VILJE, OG GØR MEGET MERE UD AF NOGET END DET EGENTLIG ER!! Da du tilbød at køre mig på biblioteket troede jeg bare det var for at være flink. Jeg søgte selv efter bogen, og du fandt den tilfældigvis bare før mig. Jeg kiggede efter andre spændende bøger på computeren, og du fandt en anden bog under samme emne der virkede god. Det blev så til at du tog mig i hånden, kørte mig på biblioteket, fandt bogen til mig og bad mig læse den. Jeg skulle selv ned i byen senere, så jeg kunne godt klare det selv. Lad være med at lyde så hellig, havde jeg vidst at du tænkte sådan havde jeg ordnet det selv..
Lortedag, lorteuge..
Det var rigtig svært at komme hjem og skulle sige til sin mor "Øh hør, jeg består ikke min praktik, men kan prøve igen om et halvt år... Undskyld.." Hvorefter man får forklaret stolpe op og stolpe ned med hvor svært det er at finde arbejde, og hvor mange arbejdsløse unge der er lige nu. Og så kunne jeg tude. For jeg havde sviget mine forældre, mig selv, Katrine og alle mine venner fra seminaret. Og også lidt min vejleder, men det var ikke så vigtigt lige i det tilfælde. Og min mor gav mig da noget papir, og snakkede ikke mere om det. Da jeg snakkede med min far blev vi enige om at jeg skulle sparke røv, og lagde en plan for hvordan det skulle gøres. Nu må vi se hvad der sker, men jeg vil hellere vide at jeg har kæmpet og fejlet, end at give op undervejs. Jeg har bare ikke så meget kampgejst tilbage...
torsdag den 11. november 2010
Måske er det ikke mig alligevel, måske er jeg bare for ung
Jeg havde en seriøs snak med min vejleder på mit praktiksted i går. Jeg forklarede hende hvor svært jeg syntes det er, og at jeg overvejer at droppe min uddannelse, fordi jeg ikke har lyst til at skrive reflektionspapir. Jeg hader det papir, dybt og inderligt! Jeg fortalte at jeg havde haft det på samme måde sidste gang, og at reflektionspapiret dengang kun lige var blevet godkendt, efter jeg lavede det om.
Min vejleder sagde så at hun er bekymret for om jeg er for ung til at tage uddannelsen. For i modsætning til HF er der ingen rigtige svar, og der er ingen der siger læs fra side 12 til side 35 til på mandag, og det er det. Man skal forholde sig til læsestoffet, man skal kunne debattere, og man skal kunne stille sig op foran en masse mennesker og sige "Her er det jeg! mener, på baggrund af xx teori." og påtage sig en masse ansvar. Jeg kan jo ikke engang tage ansvar for mig selv, så hvordan skulle jeg kunne tage vare på et andet menneskes trivsel og udvikling? Jeg kan ikke engang finde ud af hvad der motiverer mig, eller følge med i timerne, så hvordan skulle jeg kunne motivere en flok børn eller en bruger til en aktivitet?
Jeg skal på et seriøst kursus i selvdiciplin og selvtillid. Fordi det er ikke min hjerne den er galt med. Jeg tog Mensas intelligenstest, fordi min mor tog den. Score: 128. Så tog jeg Illustreret Videnskabs, fordi jeg fik den anbefalet. Score: 121. Så dum er jeg altså ikke.. men hvorfor kan jeg så ikke finde ud af at tage en uddannelse? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af hvad det er mine lærere forlanger af mig? Jeg har flere gange oplevet at mine lærer siger "Jamen, du kan jo godt! Svaret var jo lige der, tro lidt mere på dig selv." Men jeg kan ikke tolke om det er det du gerne vil høre! Og jeg har oplevet flere gange at blive hakket ned på fordi "jeg ikke kunne finde ud af at svare på noget så simpelt" En lærer.. Det er en person, der har hakket på mig, kun en.. Men min selvkritik er så hård, at jeg konstant skælder ud på mig selv. Og når man siden man var lille har skældt ud på sig selv for at være dum, anderledes og i vejen, så er det svært at lave om på. Jeg følte mig ikke god nok på Stestrup, jeg var en drengepige der gerne ville tumle med drengene, og jeg blev dybt skuffet da det pludselig var nogle af pigerne der var mere interessante end mig, fordi de ville kysse. På Merløse var der rigtig mange problemer med klassen. Jeg brugte stadig tid med folk fra min gamle klasse, vi hyggede og drak te sammen. Det gjorde vi også før, så jeg har ikke kun været drengepige. Det var nok mest i skolen. Jeg følte mig også anderledes da jeg tog på efterskole. Jeg kom ind i en mere emo-like fase, og begyndte hurtigt at hoppe fra pop til en mere sort stil. Jeg havde egentlig en dejlig gruppe venner begge år, men jeg havde svært ved at finde ud af mig selv og hvad jeg ville med mit liv. Jeg var også skoletræt, en skoletræthed der havde spirret allerede på Merløse. Nok fordi det er svært at se hvad man skal lytte efter får når man alligevel bare er dum. Jeg har godt nok skabt besvær for andre i den tid. Jeg kom hjem fra efterskole og startede på HF i Roskilde. Stadig ikke helt vild med skolen, og jeg skulle til at forholde mig til en helt ny type mennesker.. Unge mennesker. Jeg har aldrig drukket eller været til vilde fester da jeg var på efterskole, så der var langt fra det hyggelige Jylland til Roskildes vilde ungdom der tog i byen og festede hele den første uge igennem. Allerede der røg en mulighed for at binde med folk, og da jeg heller ikke ryger røg endnu en mulighed. Jeg følte mig udenfor i HF, fordi jeg hellere ville sidde derhjemme og passe mig selv, ved den computer der havde forbandet mig allerede på efterskolen, og har fulgt mig tæt lige siden.
*bliver distraheret og vender tilbage 10 min senere*
Well, en kort opsummering kunne lyde på at jeg er skoletræt, hakker på mig selv, og nok burde tage et år eller to hvor jeg lærere at tro på mig selv, og lade være med at være så selvkritisk. Jeg skal have snakket med mine forældre.. Jeg har bare ikke lyst til at have spildt næsten to år af mit liv. Og jeg har ikke lyst til at sige farvel til mine kammerater D:
Opdaterer måske, hvis jeg føler for det..
Min vejleder sagde så at hun er bekymret for om jeg er for ung til at tage uddannelsen. For i modsætning til HF er der ingen rigtige svar, og der er ingen der siger læs fra side 12 til side 35 til på mandag, og det er det. Man skal forholde sig til læsestoffet, man skal kunne debattere, og man skal kunne stille sig op foran en masse mennesker og sige "Her er det jeg! mener, på baggrund af xx teori." og påtage sig en masse ansvar. Jeg kan jo ikke engang tage ansvar for mig selv, så hvordan skulle jeg kunne tage vare på et andet menneskes trivsel og udvikling? Jeg kan ikke engang finde ud af hvad der motiverer mig, eller følge med i timerne, så hvordan skulle jeg kunne motivere en flok børn eller en bruger til en aktivitet?
Jeg skal på et seriøst kursus i selvdiciplin og selvtillid. Fordi det er ikke min hjerne den er galt med. Jeg tog Mensas intelligenstest, fordi min mor tog den. Score: 128. Så tog jeg Illustreret Videnskabs, fordi jeg fik den anbefalet. Score: 121. Så dum er jeg altså ikke.. men hvorfor kan jeg så ikke finde ud af at tage en uddannelse? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af hvad det er mine lærere forlanger af mig? Jeg har flere gange oplevet at mine lærer siger "Jamen, du kan jo godt! Svaret var jo lige der, tro lidt mere på dig selv." Men jeg kan ikke tolke om det er det du gerne vil høre! Og jeg har oplevet flere gange at blive hakket ned på fordi "jeg ikke kunne finde ud af at svare på noget så simpelt" En lærer.. Det er en person, der har hakket på mig, kun en.. Men min selvkritik er så hård, at jeg konstant skælder ud på mig selv. Og når man siden man var lille har skældt ud på sig selv for at være dum, anderledes og i vejen, så er det svært at lave om på. Jeg følte mig ikke god nok på Stestrup, jeg var en drengepige der gerne ville tumle med drengene, og jeg blev dybt skuffet da det pludselig var nogle af pigerne der var mere interessante end mig, fordi de ville kysse. På Merløse var der rigtig mange problemer med klassen. Jeg brugte stadig tid med folk fra min gamle klasse, vi hyggede og drak te sammen. Det gjorde vi også før, så jeg har ikke kun været drengepige. Det var nok mest i skolen. Jeg følte mig også anderledes da jeg tog på efterskole. Jeg kom ind i en mere emo-like fase, og begyndte hurtigt at hoppe fra pop til en mere sort stil. Jeg havde egentlig en dejlig gruppe venner begge år, men jeg havde svært ved at finde ud af mig selv og hvad jeg ville med mit liv. Jeg var også skoletræt, en skoletræthed der havde spirret allerede på Merløse. Nok fordi det er svært at se hvad man skal lytte efter får når man alligevel bare er dum. Jeg har godt nok skabt besvær for andre i den tid. Jeg kom hjem fra efterskole og startede på HF i Roskilde. Stadig ikke helt vild med skolen, og jeg skulle til at forholde mig til en helt ny type mennesker.. Unge mennesker. Jeg har aldrig drukket eller været til vilde fester da jeg var på efterskole, så der var langt fra det hyggelige Jylland til Roskildes vilde ungdom der tog i byen og festede hele den første uge igennem. Allerede der røg en mulighed for at binde med folk, og da jeg heller ikke ryger røg endnu en mulighed. Jeg følte mig udenfor i HF, fordi jeg hellere ville sidde derhjemme og passe mig selv, ved den computer der havde forbandet mig allerede på efterskolen, og har fulgt mig tæt lige siden.
*bliver distraheret og vender tilbage 10 min senere*
Well, en kort opsummering kunne lyde på at jeg er skoletræt, hakker på mig selv, og nok burde tage et år eller to hvor jeg lærere at tro på mig selv, og lade være med at være så selvkritisk. Jeg skal have snakket med mine forældre.. Jeg har bare ikke lyst til at have spildt næsten to år af mit liv. Og jeg har ikke lyst til at sige farvel til mine kammerater D:
Opdaterer måske, hvis jeg føler for det..
tirsdag den 9. november 2010
Når råd fra dengang du var lille, gives videre
Jeg havde min lillebror med på arbejde for lidt siden, en ganske hyggelig oplevelse, og det var dejligt at have lidt selskab så man ikke bare går helt alene.
Da vi skal sætte stole ud til bordene tager jeg de øverste 3 af stakken, så han ikke risikerer at få 12 stole væltet ned over sig. Vi går og hygger lidt, og jeg skuer ud af min øjenkrog at han tager 2 stole af gangen. Uden at tænke nærmere over det siger jeg til ham at han skal passe på sig selv, og selv om det er hurtigere at tage 2 af gangen, og selv om det er lidt sejt at være stærk, så skal han passe på sig selv. Jeg nævner at jeg selv har fået dårlig ryg og hofte af at slæbe for mange tunge ting, fordi det er altså lidt sejere når man kan bære et helt bord selv, eller tage 4 stole af gangen. Jeg gør det stadigvæk, så jeg er egentlig et dårligt eksempel..
Men lige der slår det mig, at jeg som barn fik af vide af min venindes mor at jeg skulle passe på min ryg, da hun selv havde dårlig ryg og nedsat arbejdstid. Og jeg har nok bare svaret noget i stil med "ja ja, det skal jeg nok" og så glemt alt om det igen.
Så kom jeg til at tænke på om den slags gode råd er mere effektive hvis de kommer fra en ung person, end fra en gammel? Er det nemmere at lytte til hvad en storebror siger, og gøre det, end hvis det er en mor på 40? Eller er det komplet lige meget, fordi det stadig appellerer lidt til ens maskuline side, når man sagtens kan løfte den tunge vogn op af rampen selv, eller bære to plader i stedet for en. Jeg lider under hvor dum jeg har været, men jeg stopper ikke.. Fordi, jeg kan godt lide "Wow, kan du virkelig bære alt det selv?"-kommentaren.. Jeg kan godt lide at få komplimenter, men efter jeg tænker over det, begynder jeg også at overveje om folk i virkeligheden tænker "Du er da lidt for dum når du løfter det hele selv, når alle andre godt kan finde ud af at bede om en hånd." Er jeg så pludselig bare en opmærksomhedeskrævende person, på linje med de pumpede fyre der råber kommentarer efter alt og alle D:
Fair nok dem der finder det fedt, jeg kan bare godt lide at jeg kan vente på mit tog, uden at en fyr jeg ikke kender mener at jeg enten er "satanist!", "uhh, der er nok en der spiller smart!" eller bare mener at jeg kun er der fordi de er de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt.
Og nu hvor vi snakker om at vente på toget, kender I så det når man står i sin egen verden, og pludselig er der en der begynder at tale til en. Det kan sågar ske selv om du har hovedtelefoner på. Eller står på den modsatte perron. Jeg tiltrækker den slags mennesker, der bare begynder at snakke. Nogle af dem vil vide hvilket spor toget går fra, andre hvad klokken er. Nogle snakker jeg lidt med, andre får bare et svar, og så forsvinder jeg igen. En mand begyndte at forklare at Olsen banden på sporet vist nok var optaget derude hvor metroen nu kører, ellers var det en anden. Og man står og ved ikke helt hvad man skal svare, fordi man vil jo nødig virke kold og ligeglad, eller være uhøflig. Heldigvis blev jeg reddet af toget.. Hvor folk er lige så glade for at fortælle om alt muligt. En hus forbi sælger begyndte at fortælle hvordan vaccinen mod svineinfluenza var en ren pengemaskine, fordi USA har lavet svineinfluenza, fordi normalt vil de 3 forskellige atomopbygninger ikke gå sammen, eller noget i den stil. Og snakkede om vaccinen mod livmoderhalskræft, der også var noget galt med. Og da jeg, som testdeltager i et vaccineforsøg med netop den vaccine gjorde det mig ikke just glad at høre. Jeg er også blevet tilbudt slik af en meget beskidt dametaske, skudt ned med en kapsel af en soldat, dog ikke med vilje, og generelt mødt en masse flinke mennesker. Mest når jeg har siddet i midtergangen, det er som om folk er mere frie derude, de snakker mere.
Og tænk nu hvis det er nogle af de eneste samtaler de får med andre mennesker, fordi de fleste undgår dem, og der ikke lige er en familie der kigger forbi hver søndag til kaffe og kage. Tænk hvis du kan ofre lidt af dit liv på at give en anden person rigtig meget glæde i livet. Jeg ved godt det er svært, fordi hvad skal man egentlig sige? Måske trænger man mest af alt bare til fred, men hvis du kan finde overskuddet, så gør et andet menneske glad. Tænk at blive accepteret bare lidt, at folk ikke skifter fortorv når man kommer gående, at der er en der tør fortsætte ligeud, selv om man måske ikke er den reneste eller mest ædru i verden. Særlinge er lidt nogle farlige nogle, sæt nu man opdagede at de også bare er mennesker, og bestemt ikke smitter en med en dødelig sygdom.
Tidligere har jeg nævnt at man skal smile til fremmede man passerer på gaden. Jeg har en på arbejdet der mener at det er dybt mærkeligt. Så måske er jeg den næste særling du ser, lige før du skifter fortorv :)
Da vi skal sætte stole ud til bordene tager jeg de øverste 3 af stakken, så han ikke risikerer at få 12 stole væltet ned over sig. Vi går og hygger lidt, og jeg skuer ud af min øjenkrog at han tager 2 stole af gangen. Uden at tænke nærmere over det siger jeg til ham at han skal passe på sig selv, og selv om det er hurtigere at tage 2 af gangen, og selv om det er lidt sejt at være stærk, så skal han passe på sig selv. Jeg nævner at jeg selv har fået dårlig ryg og hofte af at slæbe for mange tunge ting, fordi det er altså lidt sejere når man kan bære et helt bord selv, eller tage 4 stole af gangen. Jeg gør det stadigvæk, så jeg er egentlig et dårligt eksempel..
Men lige der slår det mig, at jeg som barn fik af vide af min venindes mor at jeg skulle passe på min ryg, da hun selv havde dårlig ryg og nedsat arbejdstid. Og jeg har nok bare svaret noget i stil med "ja ja, det skal jeg nok" og så glemt alt om det igen.
Så kom jeg til at tænke på om den slags gode råd er mere effektive hvis de kommer fra en ung person, end fra en gammel? Er det nemmere at lytte til hvad en storebror siger, og gøre det, end hvis det er en mor på 40? Eller er det komplet lige meget, fordi det stadig appellerer lidt til ens maskuline side, når man sagtens kan løfte den tunge vogn op af rampen selv, eller bære to plader i stedet for en. Jeg lider under hvor dum jeg har været, men jeg stopper ikke.. Fordi, jeg kan godt lide "Wow, kan du virkelig bære alt det selv?"-kommentaren.. Jeg kan godt lide at få komplimenter, men efter jeg tænker over det, begynder jeg også at overveje om folk i virkeligheden tænker "Du er da lidt for dum når du løfter det hele selv, når alle andre godt kan finde ud af at bede om en hånd." Er jeg så pludselig bare en opmærksomhedeskrævende person, på linje med de pumpede fyre der råber kommentarer efter alt og alle D:
Fair nok dem der finder det fedt, jeg kan bare godt lide at jeg kan vente på mit tog, uden at en fyr jeg ikke kender mener at jeg enten er "satanist!", "uhh, der er nok en der spiller smart!" eller bare mener at jeg kun er der fordi de er de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt.
Og nu hvor vi snakker om at vente på toget, kender I så det når man står i sin egen verden, og pludselig er der en der begynder at tale til en. Det kan sågar ske selv om du har hovedtelefoner på. Eller står på den modsatte perron. Jeg tiltrækker den slags mennesker, der bare begynder at snakke. Nogle af dem vil vide hvilket spor toget går fra, andre hvad klokken er. Nogle snakker jeg lidt med, andre får bare et svar, og så forsvinder jeg igen. En mand begyndte at forklare at Olsen banden på sporet vist nok var optaget derude hvor metroen nu kører, ellers var det en anden. Og man står og ved ikke helt hvad man skal svare, fordi man vil jo nødig virke kold og ligeglad, eller være uhøflig. Heldigvis blev jeg reddet af toget.. Hvor folk er lige så glade for at fortælle om alt muligt. En hus forbi sælger begyndte at fortælle hvordan vaccinen mod svineinfluenza var en ren pengemaskine, fordi USA har lavet svineinfluenza, fordi normalt vil de 3 forskellige atomopbygninger ikke gå sammen, eller noget i den stil. Og snakkede om vaccinen mod livmoderhalskræft, der også var noget galt med. Og da jeg, som testdeltager i et vaccineforsøg med netop den vaccine gjorde det mig ikke just glad at høre. Jeg er også blevet tilbudt slik af en meget beskidt dametaske, skudt ned med en kapsel af en soldat, dog ikke med vilje, og generelt mødt en masse flinke mennesker. Mest når jeg har siddet i midtergangen, det er som om folk er mere frie derude, de snakker mere.
Og tænk nu hvis det er nogle af de eneste samtaler de får med andre mennesker, fordi de fleste undgår dem, og der ikke lige er en familie der kigger forbi hver søndag til kaffe og kage. Tænk hvis du kan ofre lidt af dit liv på at give en anden person rigtig meget glæde i livet. Jeg ved godt det er svært, fordi hvad skal man egentlig sige? Måske trænger man mest af alt bare til fred, men hvis du kan finde overskuddet, så gør et andet menneske glad. Tænk at blive accepteret bare lidt, at folk ikke skifter fortorv når man kommer gående, at der er en der tør fortsætte ligeud, selv om man måske ikke er den reneste eller mest ædru i verden. Særlinge er lidt nogle farlige nogle, sæt nu man opdagede at de også bare er mennesker, og bestemt ikke smitter en med en dødelig sygdom.
Tidligere har jeg nævnt at man skal smile til fremmede man passerer på gaden. Jeg har en på arbejdet der mener at det er dybt mærkeligt. Så måske er jeg den næste særling du ser, lige før du skifter fortorv :)
Abonner på:
Opslag (Atom)