It's complicated...

Jeg knytter mig hurtigt til folk hvis jeg føler at jeg kan med dem, og vil gøre meget for dem. Omvendt er jeg også dårlig til at holde kontakten, især hvis det er fra skolen, fordi man går hver til sit og ikke rigtig ses mere. Det lyder overfladisk kan jeg godt se, hvordan kan man knytte sig til folk og så bare lade dem gå når man går hver til sit. Det er ikke fordi jeg pludselig klipper alle bånd, men vi glider langsomt fra hinanden, og ser ikke hinanden så tit, og til sidst er der ikke så meget kontakt. De venner som jeg har fundet via mine forskellige interesser og hobbyer holder bedre, fordi man ofte mødes fælles om noget, f.eks. et meet-up. Og selv om man mødes om en ting finder man tit ud af at man har flere ting til fælles. Jeg har også venner som jeg kun ser til meet-ups eller conventions. Folk man hilser glad på og kan snakke lidt med om hvad der er sket siden sidst, men venskabet bliver ikke dybere.

Jeg har også nogle venner jeg elsker, og sætter virkelig pris på. Nogle af dem snakker jeg med dagligt, andre skriver jeg lidt med ind i mellem. Men jeg elsker dem stadig. En af min veninder startede som lidt at crush fra min side, men det er ovre og nu nyder jeg bare at drille hende. Jeg elsker hende stadig. Jeg har en ven der er min chokolade-elskende fotonørd, som jeg elsker af hele mit hjerte og vil gøre alt hvad jeg kan for. Jeg har en veninde der startede som conven, og nu er hun gået fra ven til forelskelse, eller noget der ligner. Jeg elsker hende, føler mig udenfor når jeg ved hun skal være sammen med andre, og bliver fustreret over at vores forhold er blevet så kompliceret lige pludselig. Så har jeg min lille mand, som jeg elsker over alt på jorden, og som jeg vil blive gammel med. Sød og forstående, og så tolerant over for alle de fjollede ting jeg ser eller hører, og bruger tid og penge på. 

Jeg er forelsket, men jeg har ikke syntet om at vi skal blive gamle sammen, i hvert fald ikke på den måde. Jeg har ikke lyst til at miste hende, jeg vil gerne have hende i mit liv altid, uanset om hun rejser ud i verden for at leve sine drømme. Det er lidt indviklet, men jeg ved ikke om jeg fortryder noget af det. For jeg vil ikke undvære det jeg har nu, heller ikke selv om det gør ondt ind i mellem.

Så prøver vi igen!

Jeg starter på en uddannelse på onsdag, d. 15, som receptionist i Valby, på Hotel-og restaurantskolen. 5,5 uges grundforløb, og forhåbentlig kan det give mig en idé om jeg vil det eller ej. For jeg syntes det lyder spændende, og jeg kommer stadig til at have kontakt med en masse mennesker. Jeg er spændt på hvordan det går, for jeg vil gerne lave noget andet end at sidde derhjemme, men det er bare svært at få arbejde lige nu, især når man bor langt væk og ikke har erfaring.
Jeg vil gøre mit bedste for rent faktisk at deltage aktivt i min uddannelse denne her gang, og heldigvis er der ikke lige så meget teori som der er praktisk viden. Og så lyder det vildt spændende at lære hvordan man holder et godt arrangement eller en fed event.
...
Jeg har derfor også sagt mit job op pr. 31/3, fordi jeg skal finde en praktikplads derefter. Og da det bliver fast arbejde er jeg bange for at miste al min fritid, plus jeg syntes at arbejde lidt for ofte har kollideret med noget andet. Men det bliver underligt at stoppe. Ikke længere skulle sige hej til de kendte ansigter, og snakke om hvordan det går. For selv om jeg på det seneste har følt at det ikke har været helt det samme mere, så har jeg stadig været glad nok for det når jeg kom derud. Det har været 5,5 dejlige år, og jeg har virkelig oplevet mange ting. Jeg kommer nok til at savne den gode stemning og musikken xD

Humørsvingninger much?

Jeg var i så godt humør, jeg fjollede med kæresten i går, og sagde en masse vrøvle-ting der fik ham til at grine. "Jeg sidder jo lige og snakker med min dukke!" var blandt andet argumentet for at jeg ikke kunne lægge mig rigtigt i sengen. Jeg var muligvis en smule træt, og kun Manna 6 år på daværende tidspunkt. Men det var hyggeligt.

Så blev jeg bange, jeg blev bange for at miste ham, og sur på mig selv over at jeg ikke kan slukke for min hjerne. Der kører musik konstant medmindre der er andet jeg har fokus på, og det skaber så mange problemer at jeg ikke kan slukke. For det stjæler fokus fra alt det andet, fra alt det vigtige. Min kæreste beroligede mig, og sagde en masse søde ting. Så begyndte jeg at græde, fordi jeg var så lettet. Jeg har været så bange, bange for at miste, og bange for at sætte ord på. Jeg græd og græd, til jeg fik ondt i hovedet, og han havde brug for en ny bluse. Men det var dejligt at få ud.

Vi sov længe, og spiste nybagt kage til morgenmad. Så sad han og skrev imens jeg spillede, og jeg whinede over en hel masse. Hvilket jeg egentlig altid gør når jeg spiller Minecraft, det kan ikke være et stille spil for mig åbenbart xD Så kaldte han mig for en professorterning, fordi "uanset hvordan man vender og drejer dig, så er der altid en side der er forkert." Så blev jeg sur, og slog ham for sjov. Og fortsatte med at whine og snakke, selv om den arme mand prøvede at fokusere på at skrive.

Til aften fik vi lækker 3-retters menu, jeg spiste rejerne og kæresten spiste resten af min rejecocktail, og til dessert fik vi pandekager med conac i. Ulækkert, så svigerinden og jeg hentede kagerne i stedet, og følte os lidt ulækre fordi vi spiste kage imens vi så en udsendelse om børn på julemærkehjem xD

Men så snart jeg kommer hjem, så daler glæden lidt. Hvorfor ikke, jeg sidder alene på et koldt værelse under en dyne og med et tørklæde over mine arme. Og BANG så sker det, igen. Jeg bliver jaloux og sur, og jeg aner ikke hvorfor. Mest fordi min veninde har skrevet en fjollet besked til vores anden veninde, og jeg ved godt det er så dumt. Men hun betyder bare så meget for mig, og hun er den eneste jeg har der bor så tæt på at jeg faktisk kan se hende tit. Men det gjorde bare så ondt, selv om jeg ved at det er fjollet. Og nu sidder jeg og føler mig kold, trist og dum, fordi jeg bliver så jaloux. Men det gør ondt, og jeg er bange for at miste hende, bange for at hun ikke vil snakke med mig mere. Måske er det fordi jeg har gjort noget dumt, uden egentlig at tænke mig om. Men hvis jeg kunne, så lavede jeg det om, jeg ville undskylde og sige at det aldrig ville ske, og at jeg er så ked af det. Jeg håber ikke jeg har ødelagt noget, for jeg elsker dig altså virkelig højt! .. Måske for højt, måske er det derfor det gør ondt indeni når du snakker med andre. Jeg kan ikke se os sammen på den måde, sammen side om side til vi bliver gamle. Men jeg vil være lykkelig hvis jeg må være en del af dit liv resten af mine dage, for jeg er altid så glad når vi er sammen. Vi kan fjolle og være skøre, og nyde at drille Jack og Shady. Du er sød, dejlig og åben, og du har så mange skønne drømme. Du åbner hele tiden døre til nye ting for mig, og viser mig mere og mere af din verden. Jeg elsker at sidde oppe til midt om natten med dig, og spille gyserspil. Også selv om de små børn skæmmer mig, og du bliver forskrækket hver gang jeg bliver det. Jeg elsker dig, og vil så nødigt undvære dig.

Og så vil jeg gerne kunne holde på med at være så jaloux!!

Måske jeg bare skulle gå i seng, og håbe på at humøret er bedre i morgen. Jeg tror jeg vil ind og læse min bog færdig, for 2. gang på 2 dage (eller 3, hvis man kigger på klokken.)

Hofte

Jeg har i flere år haft problemer med min hofte, det har oftest været når jeg var på mit serverings arbejde. Derfor fik jeg også lov til at stå i opvasken i stedet for at skulle samle tallerkener og fade, fordi det ikke var lige så slemt for min hofte. Og det var jeg glad for, for jeg syntes at mit arbejde er hyggeligt, det slider bare meget på mig.
Vi har fået ny ledelse, og det er en blandet følelse jeg har. For selv om min tidligere chef godt kunne råbe af os, især til sidst, så har vi jo alligevel haft det hyggeligt. Vi har det også hyggeligt med vores nye chef, vi kan lave jokes og drille hinanden lidt, og der er en mere afslappet stemning. Men det er alligevel som om der mangler noget, som om det er blevet for afslappet. Vi skal ikke længere stille borde og stole frem, eller pakke dem væk, det sørger drengene for. Derfor skal vi også møde senere, og kan gå før. Det er da dejligt, men det betyder også at der kommer færre penge ind. Jeg har ikke som sådan noget imod forandringer, men jeg tror at det skyldes at der kommer en helt ny person ind der skal bestemme, og laver om på tingene, og der kommer en ny "underchef" ind der også skal bestemme. Det at der kommer 2 nye ind og overtager en masse roller, og laver om i fællesskab uden at informere os andre. Jeg indrømmer gerne at jeg er rimelig autistisk når det kommer til mit arbejde, og det at alting bliver rykket rundt og får nye pladser går mig rimelig meget på. Men det er jeg kommet lidt over nu, jeg har fundet de fleste nye pladser og lever med dem.
Til nytår havde vi to nye med til at hjælpe, og det var dejligt at have et par ekstra hænder. Men da vi skal samle kaffekopper er vi pludselig mange i forhold til antallet af vogne vi har. Så en af de nye kommer hen og stiller kander på den nederste hylde af min vogn, og jeg kan ikke rigtig sige andet end "kun den nederste" da min hjerne allerede der er ved at fornemme at noget er forkert. Nemlig at der skal jeg samle sukker og fløde, men det registrerer jeg ikke der. Bagefter kommer hun hen og hjælper mig med at samle kopper og tallerkener, og da styrter min verden i grus. Jeg har system på min vogn, hvilket mine kollegaer sagtens kan nikke genkendene til, min kopper står lige, vender samme vej og står så jeg let kan stable flere lag solidt uden at de vælter. Alt dette er den arme pige fuldkommen uvidende om, og jeg siger til hende at hun ikke skal tage sig af at jeg vender hendes kopper om. Fordi jeg er så optaget af det kaos der udfolder sig for mine øjne registrere jeg ikke hvor næste bord er, og vi skal derfor i modsat retning af hvad jeg troede. Der går jeg helt i stå, skynder mig bare at blive færdig og køre vognen op, hvorefter jeg flygter ud på toilettet. Der sidder jeg så og ryster, og prøvet at finde orden i det hele. Men fordi der er fremmede stemmer, og snak hvor der ikke burde være det kan jeg stadig ikke helt overskue det hele. Jeg går ud, men står bare foran toiletdøren og prøver at fortælle mig selv at det er okay at gå tilbage til arbejdet. Det ender med at jeg beslutter mig for at sætte underkopper og kage tallerkener på plads, da de skal stå i stakke på tolv og jeg dermed kan sidde og tælle dem. Det er en del af den faste rutine, noget vi altid gør, og derfor kan jeg falde til ro. Min kollega kommer forbi, og fortæller mig at jeg ser skidt ud. Jeg siger at jeg bare ikke lige kan overskue det hele nu, men bare tæller og finder ro. Hun accepterer det og lader mig være.
Jeg fortalte det til min far da jeg kom hjem, og han spurgte bare om jeg havde overvejet at tale med nogle om det. Men det er ikke et problem for mig normalt at skifte arbejdsopgave, jeg kan godt lave en ting den ene dag og noget andet den næste. Men der kom bare en person for tæt ind på mit lille, private område. Lidt som hvis en anden person begynder at lave dine opgaver ved det skrivebord.
.. Det var dejligt at få ud, egentlig. Selv om det slet ikke var det jeg ville fortælle om.

For at vende tilbage til min hofte, så har den som sagt forvoldt problemer længe. Da jeg gik på HF kan jeg huske at jeg måtte gå i god tid hvis vi skulle være på 3. sal, fordi det gik så langsomt at gå op af trapperne. Jeg kan også mærke det bare jeg går over togskinnerne, at så gør det ondt når jeg kommer op. Jeg var derfor til lægen og sige at nu måtte det være nok. Jeg kan ikke engang stå på ski mere, og jeg elsker at stå på ski. Hun undersøgte det kort, og sagde at jeg skulle til røntgen med begge mine hofter. Så det skal jeg på onsdag, og hvis det står slemt til skal jeg til reumatolog, en der arbejder med bevægelse og gigt.. Og skal jeg være ærlig, så har jeg ikke lyst til at have slidgigt allerede, jeg er 22! Og så i så vigtig en del af kroppen, det ved jeg ikke helt om jeg kan overskue. Men på den anden side så er jeg også træt af at det kan gøre ondt uden at jeg rigtig gør noget som helst. Kan jeg ikke få en chance til, og gøre det godt igen? Jeg håber at røntgen viser at det ikke er slemt, og at jeg kan afhjælpe det med indlæg i mine sko eller noget i den stil..
Please?

Ny taktik!

Jeg vil prøve noget nyt, og lidt mere aggressivt. Jeg er for neutral i mine jobsøgninger, og jeg får ikke rigtig nogen respons, andet end autosvar som "Tak for din ansøgning. Hvis du ikke hører fra os inden d. 28 betyder det at vi er gået videre med andre ansøgere." og det kan jeg ikke rigtig bruge til noget.
Nu vil jeg besøge forskellige hoteller i København og sige:
Hej, mit navn er Marie Christensen. Jeg er en frisk, åben og lærenem pige, der rigtig gerne vil have noget erhvervserfaring. Jeg vil gerne finde ud af om det her er et felt jeg vil uddanne mig indenfor, så derfor vil jeg høre om I kunne være interesserede i at have mig i praktik i en uge? Jeg er 21 år, og har været i gang med at læse til pædagog, men stoppede fordi det ikke var hvad jeg havde forventet. Jeg vil gerne læse til receptionist, men jeg vil gerne have lidt erhvervserfaring, så jeg ikke risikerer at starte på en uddannelse for så at stoppe igen, det vil være spild af alles tid.

Jeg håber at det virker. Og jeg kan jo køre med min far til København om morgenen hvis det er. Jeg håber virkelig at det virker! Nu skal jeg bare finde ud af hvornår. Til en start tror jeg at jeg spørger inde ved DGI-byen, de har altid været så søde når vi har overnattet der, og så er det ikke et meget dyrt og fancy hotel, så jeg håber at de vil være mere åbne for min idé.

Kryds fingre for mig!

"Prøv at beskrive dig selv.."

Jeg var til samtale hos min "chef" i dag, hende jeg er tilknyttet til med mine vikar-jobs. Og det gik egentlig okay, jeg havde glædet mig lidt, og benyttede mig af chancen for at tage lidt pænt tøj på. Vi fik snakket, og hun var sød, men sagde "ja, ja, ja" meget hurtigt, det virkede lidt kunstigt. Jeg fortalte lidt om mig selv, og mine planer for fremtiden. Og på et tidspunkt nåede hun til det punkt jeg havde håbet ikke ville komme. "Prøv at beskrive dig selv med et par ord."
... Jeg er elendig til at sælge mig selv. For jeg er så bange for at folk siger "Ha! Det passer i hvert fald ikke!" hvis jeg siger noget. Jeg aner ikke hvorfor, for når jeg skal referere hvad andre har sagt om mig går det fint. Men det er som om det går galt hver gang jeg skal bedømme mig selv. Jeg endte med at sige at jeg syntes jeg er hjælpsom, åben for nye mennesker og omgivelser, og mødestabil. Hun tilføjede at jeg også virkede som en glad pige. Heldigvis kunne jeg acceptere det uden at tage en anden maske på, måske fordi jeg havde drukket lidt Cult cola. Eller måske var det fordi jeg lige havde hørt god musik? Været ved bygningen før, så jeg vidste hvor jeg skulle gå hen? Måske var det en blanding, jeg ved det ikke helt. Men jeg er glad for at jeg kunne være sød, og ignorere at det billede hun tog af mig var underbelyst og ikke ret godt.
Alt i alt gik samtalen okay. Hun gik lidt i mor-mode, da hun sagde at hun var glad for at jeg havde tænkt på at tage en uddannelse. Ja, jeg ved godt at det er vigtigt, det har jeg opdaget. Det bliver jeg mindet om herhjemme, så ellers mange tak.

...

Jeg føler lidt at alle folk forsvinder for mig. Folk jeg snakkede meget med glider lige så stille fra mig.

Vi snakkede så godt sammen, og uden at du var bevidst om det hjalp du mig da jeg havde det svært med studiet. Den weekend hvor vi bare var sammen, uden at snakke hele tiden, eller lave noget sammen konstant. Jeg nød bare at ligge og lege med dine katte, og bare tømme mit hoved for tanker. Jeg hyggede mig da jeg tullede rundt og ryddede lidt op. Sad og kiggede på at du sov, du så afslappet ud, væk fra krav og tanker. Jeg elsker dig, og du har en helt speciel plads i mit hjerte. Mine arme står altid åbne for dig. Jeg glæder mig til vi skal besøge din mor <3

Jeg takker stadig musicallen for at vi mødtes. Du har været med til at gøre det sjovt at gå i skole på AiR, og jeg er glad for at jeg har dig i mit liv. Glad for at du vil se mig når du er hjemme ind i mellem. Også selv om dine forældre kalder mig Mande, og din lillebror mener jeg er lesbisk og lidt farlig. Jeg burde virkelig tage mig sammen og få dig besøgt! Jeg nyder at se dig tegne, det går så stærkt, og man kan se at du nyder det. Du snakker om USA, og jeg syntes at det er fedt at du vil gøre så meget for at følge din drøm. Jeg er ked af at jeg ikke giver dig mere af min tid, for du fortjener det altså. Og så burde du komme lidt ud og finde dig en sød kæreste :3

Jeg husker faktisk ikke helt den første gang vi snakkede sammen, undskyld ^^' Men du er så sød og nem at tale med, og så er det dejligt at have endnu en småpervers ven. Du bringer glæde og liv til vores gruppe, og jeg er glad for at være din "mor". Du flyttede til England, og jeg føler at kontakten gled ud lidt efter lidt. Og jeg syntes det er en skam, for jeg er virkelig glad for dig! Og så kan du styre Gud, hvor blæret er det ikke lige xD

Du kom ud af ingenting, da jeg lå på knæ og brølede som en ko. Jeg så der ikke der, men da du kom op for at lege med. Og jeg indrømmer gerne at det sagde lidt bang! ikke kun med din gun, men inde i mig. Høj, flot og med en lidt maskulin udstråling. Jeg har vidst gjort dit liv træls ind i mellem, og det beklager jeg. Men du er så sjov, og pervers på en lidt uskyldig måde. Vi snakker mest i perioder, men du lader der ikke påvirke af den tid der er gået, vi snakker bare. Og selv om jeg ikke rigtig crusher på dig mere, så gør det stadig lidt ondt ind i mellem. Men jeg er glad på dine vegne, og glad for at du har det så godt. Og du vil altid være min ynglings shemale, og det bedste feriebarn jeg har haft.. OTL

Conner vil ikke være det samme uden dig! Du er fjollet, du er skøn, og du er noget af det bedste der er sket for mig. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have dig i mit liv, hvem skulle jeg så snakke random ting med, danse grimt med og være så glad med? Du er en af mit livs lys, og jeg kommer til at savne dig forfærdeligt når du rejser til Japan. Selv om det "kun" er et år, og jeg gerne vil besøge dig, så ved jeg bare at jeg kommer til at græde snot, og være super ucharmerende at se på når jeg siger farvel i lufthaven. Og jeg kommer til at ligne en freak, når jeg står og venter på dig, men jeg er ligeglad. Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare mig uden dig til conner, vi har jo været igennem så meget sammen. Og alle vores onsdags-dates, og fjollede weekender hvor din mor altid puster luftmadrassen op fordi vi har 1000 andre, meget vigtigere ting at lave, som at stene GX! Jeg håber virkelig at vi stadig kommer til at snakke sammen tit, og kan spamme hinanden med tossede beskeder. Der bliver tomt uden dig..

Følelser - fordi de skal ud

Nogle gange vil jeg ønske at jeg kunne klare alting med at smil. At jeg ikke gemte beskeder og andre småting, der betyder meget mere for mig end for andre. At jeg ikke bliver trist over at blive rettet på, når det var en almindelig fejl.
Men på den anden side, så tror jeg ikke jeg vil kunne leve uden, være den samme uden evnen til at elske og holde af. Jeg er blevet god til at leve i nuet, og bare nyde alt og suge sanseindtryk til mig. Være opmærksom på mine omgivelser, og se det jeg syntes er vigtigt. Jeg hører ikke efter de voksne, men jeg ser de små tegn børnene sender til hinanden, og lytter til hvad de siger med åbent hjerte. Og børn vil altid holde en særlig plads i mit hjerte, uanset om de er fremmede eller bekendte. For mig er børnene vigtigere end at komme tidligt hjem. Ikke arbejdet, men børnenes trivsel. Selvfølgelig er det noget lort at det hele sejler, men jeg vil ikke lade det gå ud over børnene. Så hellere blive længere, eller aflyse en aftale. For selv om jeg får penge for det, så vil det altid være børnene der lokker mest.
...
Hvorfor ville I ikke lade mig blive pædagog?