Eventyret om rejsekort

Jeg vil gerne have lov til at dele fortællingen om min oplevelse med rejsekort. Det her er ikke ren brok eller bagtale, det er heller ikke skamros. Det er fortællingen om tank-op, rykkere og medarbejdere.

Jeg fik mit rejsekort personlig forholdsvis tidligt, inden de begyndte det med at skulle have billede på. Og jeg var glad for mit rejsekort, fordi jeg ikke længere skulle stå og bøvle med at købe billet, når jeg i forevejen var stresset over at mit tog var forsinket, og jeg måske ikke ville nå det. Dog var det noget bøvl det med at det hele tiden skulle tankes op, især fordi jeg ikke bor i en by med den der fancy maskine. Så jeg oprettede glad en tank-op aftale på mit visa/dankort, for så skulle jeg da ikke tænke på det.
Skæbnen ville at mit kort udløb og jeg fik et nyt, og uden problemer fik jeg flyttet min aftale til det nye kort. Jeg fik den også sat ned på 100,- da det begyndte at blive lidt småt med pengene. Faktisk blev det så småt, at min bank besluttede at jeg skulle have et mastercard i stedet, dog uden at fortælle mig hvad det indebar. Men det er en anden historie, og ikke så vigtigt lige nu. Det vigtige er at man ikke kan have en tank-op aftale når man har mastercard. Og her begynder den rigtige historie.

Jeg skulle have slettet min tank-op aftale, da den jo ikke længere kunne bruges. Så, jeg gik i 7eleven på Holbæk station, og ytrede mit ønske. Den søde mand bag kassen spurgte om jeg havde ringet ind til rejsekort, hvilket jeg sagde nej til. Han fortalte så at han ikke kunne slette den uden aftale, men at han kunne deaktivere aftalen. Hvilket passede mig fint, så jeg takkede for hjælpen, og rejste hjem.
Til dem af jer der ikke er bekendt med rejsekort, så laver de en lyd hvis man tjekker ud, og der ikke længere er minimumbeløbet på. Så min plan var at rejse, og så tanke kortet op når det bad om det. Det skete bare ikke.
Det der skete var jeg jeg modtog en rykker med posten, på 100,- Fordi mit rejsekort havde tanket op på et kort der ikke var gyldig forbindelse på. Jeg begyndte at undres, for jeg havde jo fået deaktiveret min aftale. Jeg ringer ind til rejsekort, for at høre hvad der er sket. Jeg får besked på at den deaktivering skulle have været efterfulgt af et opkald til dem, så de kunne slette min aftale. Jeg fortalte hende at det var jeg ikke blevet fortalt, og hun beklagede. Hun tilbød dog at slette min aftale for mig, og sagde at det kunne man godt gøre inde fra deres kontor nu. Jeg takkede ja, og nød ikke at skulle tænke på det mere. Og betalte min rykker nogle dage senere da jeg havde fået løn.
Der gik tid, og jeg troede egentlig at alting var okay, jeg havde tanket op selv en enkelt gang, og rejste uden problemer. Så var jeg i København med min mor, og da automaten drillede tankede hun op for mig. Samme dag tankede den sjovt nok 100,- via min tank-op aftale, og det gjorde den en gang mere, så jeg fik 2 rykkere på 100,-
Jeg ringede igen ind, og fik aftalen slettet. Kiggede på rejsekortet selvbetjening, og jo, aftalen var slettet. Men allerede kort tid efter kom den igen.
Nu er det vel forståeligt at jeg blev sur, det kunne simpelthen ikke passe. Men jo, jeg kunne selv se det på selvbetjening. Og jeg ringede igen ind til rejsekort, blot for at få fat i en der ikke kunne sige hvorfor det var sådan, hun havde aldrig hørt om det før og var alene på aftenvagt.
Frustreret ringede jeg rundt næste dag, og fik endelig fat i en der enten var ordenlig uddannet eller ordenligt betalt, i hvert fald kunne hun forklare mig hvad mit problem var. Man kan nemlig ikke slette en tank-op aftale når der stadig er gæld. Så hun sagde at hun deaktiverede min aftale, og bad mig ringe igen når jeg havde betalt de sidste 100,- og anbefalede mig ikke at rejse i mellemtiden. Det virkede, jeg ringede igen og nu er min tank-op aftale endelig slettet helt. Lad os håbe det forbliver sådan.


Og så lige lidt tilfældig brok, hvorfor kan jeg ikke få lov til at tanke under 100,- op på et betjent billetsalg?! Jeg havde 20,- i mønter, og var ikke sikker på om der stod nok på kortet til at jeg kunne komme hjem. Jeg er, mildt sagt, på røven økonomisk, og har ikke 100,- Heldigvis var der lige nok til at jeg kunne komme hjem, og min søde bor satte lidt penge ind på mit kort. Men jeg undres stadig...

Hvorfor...?

Hvorfor er det så svært at fungere uden dig? Jeg ved godt at jeg har været håbløst forelsket i dig, haft det vildeste crush. Fordi det vi havde var så ufatteligt, jeg har aldrig prøvet noget lignende. Alting var nyt og facinerende, og vi var så tætte så tætte at jeg ikke kunne gøre andet end at mærke dig med hele min krop. Du fyldte alt i mine tanker, og bare det at vide at jeg skulle være væk fra dig gjorde ondt.
Efterhånden har vi fundet vores pladser, fundet ud af hvordan vi bedst passer sammen. Men selv om jeg har så meget, vil jeg stadigvæk have mere. Men jeg kan ikke. Efterhånden har jeg fået så mange afvisninger og afslag at jeg godt kan kigge på dig uden at min puls går i vejret. Du er en af de vigtigste personer i mit liv, og jeg vil ønske at du altid vil være ved min side. Jeg ved godt at jeg kan blive træls når jeg bliver træt, og at jeg tit bliver usikker på mig selv omkring dig.
Alt jeg vil er at se dig smile, for du fortjener noget lykke i dit liv. Og jeg prøver virkelig at tøjle mig selv, du har ret til at have et forhold med lige den du vil. Men. Jeg kan godt mærke at den del af mig der snakker med dig ikke er den der er fuld af omsorg. Normalt vil jeg prøve at komme med råd til hvordan man løser situationerne, og får det til at virke. Men jeg kan ikke. Jeg frydes ikke længere, for du fortjener at blive elsket. Men jeg bliver harm over at du nogle gange får den behandling du gør. Jeg ved ikke om det er fordi der er tale om en pige, og jeg føler at hun tager min plads. Eller om det er fordi jeg intet viste, fordi jeg var væk. Jeg ved godt at det var mig selv der forlod dig en hel måned, og en del af mig fortryder det. Men jeg hørte ingenting, lige pludselig hang I bare sammen. Måske var det fordi jeg opdagede det ved at I var så længe om at komme ud af min seng. Måske var det bare alt for tæt på at få smækket op i hovedet at min plads var blevet taget. Selv om det ikke var min plads, og aldrig kunne blive det.
Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig. Jeg ved ikke om jeg har helt styr på mine følelser, men jeg respekterer dit nej, og jeg skal gøre mit bedste for at opfylde min rolle. Jeg vil være der for dig, få dig til at smile og grine, og glemme at verden nogle gange er lidt skæv. Jeg vil værdsætte det vi har, og blive bedre til at stole på at vores bånd ikke bare kan brydes. Vores social link er max, Souji og Yosuke, Teddie og Kanji. Jeg vil altid være din bro, den ven du kan vende dig til når verden ramler, eller bare når du trænger til at dele en guldbarre.

Jeg elsker dig, nu og for altid. Du er det bedste der er sket i mit liv, og selv om det har været forvirrende har det også været fantastisk at finde et menneske der kan stå en så nær. Tak fordi du er dig, og fordi du også elsker mig.

Bekymringer

Egentlig skulle man ikke tro det. At jeg sådan kan have så mange bekymringer. Men det er som om der kommer flere og flere, og det gør mig forvirret og gør at jeg mister den smule overblik jeg havde.

Jeg ved snart ikke om jeg gider være receptionist. Jeg har set et par opslag, men ikke haft lysten til at søge dem. De vil alligevel ikke have mig, jeg er for ung og bor for langt væk. Så hellere end smart storby-pige, der bor 10 min væk med s-tog eller metro. Min far sagde at han havde snakked med min farmor og farfar, og at de havde snakket med min farfars fætter der arbejder på Comwell Rebild. Så kunne jeg måske komme derop og arbejde, og så kunne det være så hyggeligt at jeg boede hos dem. Men. Jeg ved bare ikke om jeg vil, og nu er der pludselig så meget familie involveret. Så kan jeg ikke engang sige at jeg søgte det men ikke fik det.

Jeg havde håbet lidt på pædagogisk assistent. Men det blev ikke til noget, fordi en eller anden kælling gav mig forkert besked. Så bliver det først til august 2013, og der er bare længe til. Men efter jeg har fået de her timer i børnehaven, så ved jeg bare at det er det jeg gerne vil. Jeg bliver så glad når jeg er derude, og det er så hyggeligt. Og jeg har fået lovning på timer i november også, og har været der rigtig meget i den her måned. Så jeg vil gerne have lov til bare at nyde det. Og forhåbentlig finder jeg noget mere pædagogisk arbejde, det vil bare være det bedste.

Så blev jeg lige lokket med at CISV har en børneby til Japan. Og det ville da være fedt, helt bestemt! Men. Jeg har haft æren af en fantastisk delegation hvor alting bare har gået godt. Søde børn der holder af hinanden og bare er fantastiske til at høre efter og opføre sig ordentlig, samtidig med at der er plads til sjov og ballade. Og jeg er sgu bange for at få en ny delegation. Fordi det jeg har haft har været så godt, så hvordan kan jeg nogensinde være så heldig igen? Og desuden. Så er Japan en hel del længere væk end Amager. Jeg vil ikke stadig kunne bruge min telefon. Så en lille del af mig håber lidt på at de allerede har fundet en leder til Japan.

Line er i Japan og kommer hjem på onsdag. Og jeg savner hende, så meget at det gør ondt hver gang jeg kommer i tanke om at jeg ikke lige kan skrive til hende. Så meget at jeg ind i mellem går i stå. Hun er så vigtig for mig, betyder så meget for mit liv. Og jeg elsker hende så meget at det er utroligt hun ikke bliver træt af al den kærlighed jeg hælder på hende xD Hun er min bro forever <3

Det kan godt være at jeg burde tage alle de hænder jeg kan få og bare finde et arbejde, især når man tænker på at jeg ikke har noget fast, og ikke har flere tusind kroner i reserve et sted. Men jeg vil gerne have et sted og bo, hvor jeg stadig kan være tæt på dem jeg elsker. Jeg vil hverken undvære Line eller Christian, og selv om Jylland ikke er langt væk, så er det stadig så langt væk at jeg slet ikke vil tænke på det. Især ikke nu hvor Christian er bundet til skole i København. Jeg kan godt leve med at rejse rundt på Sjælland, også selv om det nogle gange tager tid. Det er bare lettere, og billigere, at komme derhen hvor man gerne vil.

Er det virkelig for meget at bede om et job på Sjælland?

"Hvis du ikke ved hvor du skal hen, er det lige meget, hvilken vej du vælger"

Jeg ved efterhånden ikke helt hvad det egentlig er jeg vil med mig selv og mit liv. Jeg satsede ret meget på at få den elevplads i Rold, det ville bare have passet så godt, og det er et fantastisk sted. Men sådan skulle det ikke være. Jeg er blevet fyret fra min servering også, så ikke mere dans for de unge over 40. Jeg har haft nogle vikartimer ude i vuggestuen/børnehaven, og det har været fantastisk. Godt nok forvred jeg mit knæ den første dag, smart at gøre når der var Alcon forude xD Men det gik, og er væk igen. Men.. Jeg ved at mit hjerte banker mest for børn, det har det altid gjort og vil det forhåbentlig altid gøre. Dagene i børnehaven fik mig til at tænke på CISV, og hvor fantastisk det var. Men.. Jeg ved godt at mit grundforløb er færdigt, så selv hvis jeg ikke vælger at bruge det er det ikke dumpet i en uddannelse. Men jeg vil bare så gerne vise at jeg rent faktisk kan gennemføre en uddannelse. Her, tag mig, jeg vil så gerne! Men jeg får primært afslag. Da jeg fik besked om at jeg ikke fik det i Rold sad jeg midt i et panel med LK, og da jeg kom ind igen var al min glæde væk. Jeg krammede Shady og havde mest bare lyst til at tude og sparke til et eller andet. Mest fordi der var lagt små planer allerede, og det hele virkede så godt. Så nu ved jeg at jeg fremover ikke skal gå for meget op i en samtale. Eller jo, men jeg skal ikke gøre det til noget stort.

Men tilbage til mit andet problem.. Jeg er begyndt også at søge stillinger som pædagogmedhjælper, og får jeg det, jamen så må receptionen vente. Og jeg har overvejet om jeg skulle begynde som pædagogmedhjælper i stedet.. Jeg kan vel ikke blive ved med at være for dum til teori.. Men det vil stadig genere mig at jeg er nødt til at forlade endnu en uddannelse uden at have gjort den færdig. Gid jeg kunne få lov til at se hvad min stillingsbetegnelse var om et år. Bare for at vide hvad jeg skal satse på. Selv om det godt kunne se ud til at børnene vinder.. Jeg vil lade det være op til det sted der vil have mig først...

Jamen moar! eller Hvorfor må jeg ikke tage til convention?

Snakkede med en yngre veninde her den anden dag, der klagede sin nød over den givne frihed fra forældrenes side. Frihed der gav hende lov til at tage til elevfester og drikke alkohol, men ikke til at tage til convention i udlandet, sammen med en ældre vennegruppe. Jeg har været hjemme hos hende før, så hendes mor ved hvem jeg er, men ligemeget hjalp det. Og så skulle hun jo også have fri fra skole, her i skoleåret der lige er begyndt.

Selvfølgelig skal man ikke bare tage fri for skole i tide og utide, og det er altid en god idé at informere lærer/skole når man holder fri uden for almindelig ferie og fridage. Og gerne i god tid. Min venindes argument var at de lige var startet, og at der ingen termisprøver eller andet lå i perioden.

Jeg vil gerne fortælle hvad conventions betyder for mig, hvad det er der gør at jeg tager afsted år efter år. Det er det fællesskab jeg oplever hos den her store gruppe mennesker, der ikke allesammen kender hinanden fra skole/fritidssysler/ol. Langt de fleste har det til fælles at de kan lide japansk ungdomskultur, og gerne vil mødes med andre ligesindende. For at have det sjovt, for at fremvise det cosplay man har arbejdet på, for at møde nye mennesker. Jeg vil vove den påstand at jeg altid falder i snak med nye mennesker når jeg er afsted. Og så får man lige en sludder for en sladder, og det er sandsynligt at man ikke snakkes ved igen. Jeg har folk jeg lige siger hej til når vi støder på hinanden, og folk jeg lige falder forbi og snakker lidt med om hvad der er sket siden sidst og hvordan det går. Og så har jeg de personer der kommer og går fra den lille gruppe vi er. Der hvor jeg bruger meget af min tid, på at have det sjovt, spille spil og gå rundt for at se hvad der sker. Der hvor jeg virkelig føler mig hjemme.
Når jeg tager afsted til en convention, så er det også en mulighed for at vise hvem jeg faktisk er. Den person jeg ikke kan være 100% i hverdagen, kan jeg slippe løs nu. Folk ved, for det meste, hvad jeg snakker om, og er interesserede i at høre mere og føre en samtale. Det er ikke så let at gøre i en skoleklasse eller på et arbejde, fordi det tit er ret langt fra hvad folk bruger deres tid på. Så jo, de vil måske godt høre lidt om hvad det hele går ud på, men det betyder jo ikke at de hopper med på vognen, og vi sammen kan snakke om hvad der er sket af nye ting. Det er befriende ikke at skulle forklare sig hele tiden, og ikke at føle at folk bare kigger mærkeligt på en.
Selve convention-området er et frirum, fordi selv om man er til convention, så kigger folk altså stadig når man bevæger sig ned i byen. Og det er okay, jeg kan godt forstå at folk kigger. Og det gør mig glad når folk spørger ind til hvad vi laver, i stedet for bare at råbe "det er ikke fastelavn" efter os, eller andre ting. Fordi ja, vi skiller os ud, og vi er svære at undgå. Vi er måske endda lidt højlydte, men vi er hverken fulde eller på stoffer, og ingen af os er ude på ballade. Og derfor er det rart at have vores eget område, hvor vi kan trække os tilbage til hvis vi gerne vil have en pause fra omverdenen.

Conventions er for mig en kæmpe omgang social velvære, jeg møder venner og bekendte, og får "snakket ud" om alt det der Japan. Jeg får et kæmpe skud lykke, fordi jeg har fornemmelsen af at høre til et sted. Jeg slapper af fordi jeg føler mig i trygge rammer, og skal ikke bekymre mig om hvad folk mon tænker. Conventions er guld værd, og jeg vil ikke undvære dem. Og det helt uden at bruge en formue på alkohol ;D

Så send du bare dit barn afsted, eller endnu bedre, kom forbi og få et indblik i hvad det egentlig er vi laver. Langt de fleste conventions har et område der er åbent for folk uden billet, og ellers kan du stadig få en stor bid af det hele udenfor, da vi er lige så glade for frisk luft som alle andre. Og du kan altid finde nogle der gerne vil fortælle hvorfor det vi laver er det fedeste i verden.
Og hvis du er nervøs for hvilke folk det er dit barn render og bliver venner med, så tilbyd at invitere dem alle sammen til noget hygge-komsammen. Vær åben over for dit barn, og se at det går begge veje.

Uvidenhed er en stor kilde til fordomme, så lyt. Ingen forlanger at du skal forstå det hele, men er glæden, entusiasmen og smilet i stemmen ikke det værd?

Klamme cosplayere

Jeg har egentlig længe vidst at folk til conventions er dårlige til at rydde op efter sig selv. Man efterlader sit skrald, flasker, madrester og dåser. For der kommer nok nogle og rydder op. Og det gør der. I år fik jeg, som staff, den fantastiske opgave at rydde op på plænen foran kongressen fredag nat. Og jeg kan kun sige, wow... I er sgu nogle svin mange af jer.
Slikpapir, halvtomme flasker, sølvpapir, poser, madrester, halvspiste ting, en hel pizza! dåser, en pose chips hældt ud over det hele, en sok, overraskelsen fra et Kinder æg, 2,- og en del til Lost & Found. Jeg gjorde oprydningen til adventure time, gik rundt og råbte "SHINY!!" til slikpapiret, kæmpede mod ølslatter og andre ulækre ting, og fik endda en upgrade, en ekstra pose!
Men det stinker stadig at rydde op efter folk, der er store nok til at tørre deres egen røv og tage i byen uden mor og far, og derfor burde kunne opføre sig ordenligt. Vi taler om 2 min til lige at samle skrald omkring sig, smide det ud og smide flasker i pant. Jeg tror at de fleste ved hvordan pantsystemet i DK virker, så brug det dog. Indrømmet, det var svært at finde pant-markeringerne, og det virkede lidt rodet. Der kunne man godt fra Genkis side investerer i nogle stativer fra byggemarked eller lign, der kunne holde poserne oppe så de ikke lå på gulvet, og så måske bruge klare sække til pant og sorte til skrald.
Tilbage til svinene, kan du ikke rydde op efter dig selv, jamen så skal du ikke gå ud. Selvfølgelig kan man misse et eller andet, eller folk går og efterlader rod ved siden af dig. Men skal du alligevel hen med en flaske, kunne du jo tage deres dåse med. Ikke fordi du skal rydde op efter dem der har haft gang i den helt store madsvinerifest.
Jeg kunne også se det i salen med den store scene, folk efterlod flasker, mad ol. Og nogle havde hygget sig med at rive papir i stykker og smide det over det hele. Yay konfetti! Og på toiletterne, der faktisk holdte en høj standard. Men hvis du står og skal ordne make-up, og det drysser ned i vasken. Så tag lige et stykke papir og tør det værste væk.
Toiletterne ved sovesalen er dog en helt anden sag. Papir over det hele, og en meget fyldt madame-pose. Så faktisk folk havde samlet hygiejneprodukter, pakket ind i papir, i en lille stak i hjørnet. Det er sgu klasse, i stedet for bare at smide det. Jeg var kun inde på toiletterne ved indgangen, så jeg kan kun udtale mig om dem. Og ja, de var klamme, men tænk på hvor mange mennesker der har brugt dem. Jeg kunne godt have brugt skilte der markerede hvor de forskellige toiletter på skolen befandt sig, for jeg ved at der var flere rundt omkring på gangene. Sovesalen var kaos, og det at vi skulle bruge en masse klasselokaler var godt nok træls, især fordi vi skulle rydde dem alle sammen og sætte brandslukkere i hvert rum. Det havde været lettere med kun sale. Og så at der var klare regler og vejledning omkring hvordan man skulle lægge sine ting, så man undgik at folks ting blev rykket rundt af staffs, der var nødt til at overholde brandreglerne for at undgå at hele skolen blev lukket ned.

Det var lidt et sidespor.. Min pointe er egentlig at jeg syntes at folk i det her miljø er rigtig dårlige til at rydde op efter sig selv, til cons, walks og events. Tænk over det, de folk der ejer de steder I kommer kan ende med at sige nej til jer. En flok støjende, svinende og rodende unge mennesker i sært tøj kræver sgu sin mand at sige ja til, så skru ned for affaldet, og ryd op efter jer selv. Så vi alle sammen kan være her sammen.

- Manna/John Derp staff til Genki

Sommerferie

Der er kun 16 dage til jeg skal afsted på CISV Børnenby.. Kun 16 dage tilbage, før en måned uden internet og venne-kontakt D: Jeg er virkelig bange for at gå glip af en hel masse. Det gør jeg allerede fordi jeg ikke kan komme nogle steder i weekenden. Det havde ellers været fedt at se folk igen, og bare have en weekend fuld af hygge. Sådan går det når man ingen penge har xD

Men jeg glæder mig til CISV Børneby, jeg tror det bliver fedt. en hel måned med en masse, skønne fremmede børn hvor der skal leges, skabes venskaber og læres om hinanden. Og se hvor forskellige vi egentlig er alle sammen. Og jeg skal følges med mine 4 dejlige unger, så hvordan kan det blive dårligt xD De virker også klar på bare at komme afsted, og jeg er så småt begyndt at finde småting frem jeg skal huske at have med. Jeg har lyst til at være solidarisk med mine børn og tage afsted uden MP3-afspiller, men på den anden side så ved jeg bare at jeg på et tidspunkt får brug for musik. Måske jeg skulle lave dem en mappe og så tage de små højtalere med. Så kan vi høre lidt musik til delegation time ind i mellem. Nu må vi se..

Jeg kommer til at savne mine venner grumt, især Line. Hvordan skal jeg klare en hel måned uden hende D: Sms er bare ikke helt det samme. Og min lille mand D: Heldigvis har han sagt at han gerne vil komme til København og nyde min day off sammen med mig, det bliver hyggeligt :3

16 dage er meget kort tid syntes jeg...