Jeg blev indkaldt til samtale med min chef fredag, og fik af vide at jeg ikke bliver indstillet til at bestå min praktik. Onsdag havde jeg haft en meget lang samtale med min vejleder og den anden vejleder i huset om hvor langt jeg var kommet med læringsmål, og om jeg overhovedet gad være pædagog. En ikke særlig munter samtale, hvor jeg følte at der kom flere og flere småting der gjorde at jeg fik det enormt dårligt. Men fandme nej om jeg vil lade mine tårer få frit løb foran dem! Det er heldigvis fordelen ved at være lidt sløv i optrækket, man har nemmere ved at gemme sig for sandheden. Jeg sad bare og prøvede at lade som ingenting, som om jeg var totalt kold og ligeglad. Nok ikke det bedste at gøre når du gerne ville overbevise folk om at det her vil du rigtig gerne.
Tilbage til fredag, en dag hvor jeg ikke rigtig havde fået tid til at snakke med mine forældre inden. Min vejleder fra seminaret var kommet, og vi skulle have midtvejsevaluering. endnu en gang snakkede vi om alle de ting jeg ikke havde fået gjort, og det faktum at jeg nok ikke kunne bestå min praktik, og i stedet burde tage ud og rejse for at leve mit liv, eller tage på gøglerskole. Endnu engang lille frøken kold i røven, og nej, stadig ikke smart. Jeg blev spurgt flere gange undervejs, "er du okay?" NEJ GU' FANDEN ER JEG OKAY! I SIDDER OG SIGER JEG HAR GJORT ALLE MULIGE SMÅFEJL, DER BESTEMT IKKE HAR VÆRET MED VILJE, OG GØR MEGET MERE UD AF NOGET END DET EGENTLIG ER!! Da du tilbød at køre mig på biblioteket troede jeg bare det var for at være flink. Jeg søgte selv efter bogen, og du fandt den tilfældigvis bare før mig. Jeg kiggede efter andre spændende bøger på computeren, og du fandt en anden bog under samme emne der virkede god. Det blev så til at du tog mig i hånden, kørte mig på biblioteket, fandt bogen til mig og bad mig læse den. Jeg skulle selv ned i byen senere, så jeg kunne godt klare det selv. Lad være med at lyde så hellig, havde jeg vidst at du tænkte sådan havde jeg ordnet det selv..
Lortedag, lorteuge..
Det var rigtig svært at komme hjem og skulle sige til sin mor "Øh hør, jeg består ikke min praktik, men kan prøve igen om et halvt år... Undskyld.." Hvorefter man får forklaret stolpe op og stolpe ned med hvor svært det er at finde arbejde, og hvor mange arbejdsløse unge der er lige nu. Og så kunne jeg tude. For jeg havde sviget mine forældre, mig selv, Katrine og alle mine venner fra seminaret. Og også lidt min vejleder, men det var ikke så vigtigt lige i det tilfælde. Og min mor gav mig da noget papir, og snakkede ikke mere om det. Da jeg snakkede med min far blev vi enige om at jeg skulle sparke røv, og lagde en plan for hvordan det skulle gøres. Nu må vi se hvad der sker, men jeg vil hellere vide at jeg har kæmpet og fejlet, end at give op undervejs. Jeg har bare ikke så meget kampgejst tilbage...
