Sygdom

Det var jo ikke utænkeligt at jeg også skulle bukke under for sygdom. Forst troede jeg at jeg blot havde fået en mild forkølese, og at det ikke var så alvorligt. Jeg var næsten ikke snottet, og følte mig slet ikke sløj. Selvfølgelig betyder det at jeg bliver mere og mere snottet i løbet af dagen, og kommer hjem med hovedpine. Det bliver så slemt at jeg snupper to panodil, noget jeg ellers gør sjældent, og det gør det faktisk bare værre. Jeg får kvalme, og sidder længe ude på badeværelset foran toilettet, fast besluttet på at jeg ikke vil kaste op. Jeg falder hen i en mild døs, ind over toiletbrættet, lækkert, og vågner ved tanken om at jeg har låst døren og derfor kan blive forstyrret (Ja, min tankegang virker sådan). Da mit tidligere forsøg på at rejse mig medførte svimmelhed vælger jeg blot at tage en rulle toiletpapir og kravle ud af toilettet, kravle ud i køkkenet for at finde en balje og fylde den med vand. Jeg tænker over det komiske i situationen, og hvad folk mon ville sige hvis de så mig xD Jeg kravler tilbage ind på værelset, kravler op i min seng og lægger mig. Jeg tænker på at jeg nok burde have slukket for tv'et og fjernet mit tøj fra badeværelset, og husker et råd om at ligge med hovedet højt hvad man er forkølet. Derefter døser jeg hen, til min far kommer ind og spørger om jeg er færdig med at se tv. Jeg siger at jeg er blevet syg, og beder ham tage mit mobil og ringe til arbejdet for mig. Han henter den, men beder mig om selv at ringe. Heldigvis får jeg fat i en med det samme, og kan derefter lægge mig til at sove igen. Min far konstaterer at de nok skal lade mig sove når de spiser.

I dag har jeg det fint, jeg vågnede tidligt og lå bare og læste. Så jeg raskmeldte mig igen, det gør stadig ondt i hovedet når jeg rejser mig, men det er småting. De har brug for mig på arbejdet, og jeg kan generelt ikke lide at være syg, så jeg bliver for det meste hurtigt rask igen.

Nr. 1

Første indlæg.. Igen xD

Jeg havde ellers overvejet ikke at lave en blog om mit liv, men jeg gør det alligevel da folk nok næppe læser dette, og jeg mangler et sted jeg kan skælde ud uden at det går ud over mine venner..

Jeg kommer nok til at poste alt muligt herinde, så forvent intet og oplev alt. Jeg overvejede om jeg skulle sige "Ja" til seksuelt materiale, men det regner jeg ikke med, og det kan altid ændres senere hvis jeg fristes til at skrive om noget perverst..

Ohh well, til det der egentlig gjorde at jeg lavede denne blog:

En mangel på venner (Oh hvor kliché).
Ikke fordi jeg ingen venner har, men jeg har efter flere samtaler med yngre veninder konstateret at jeg mangler en bestemt slags venner. Den slags der bor i samme by, som man tager toget med og kan smutte over til hvis det kniber. Jeg tager toget med en veninde når vi er på seminariet, men det er ikke hele vejen. Jeg mangler en person jeg kan være fjollet med, lige så fjollet som jeg er til conventions (Oh God no!). En jeg kan råbe med, og hviske med. En jeg kan tumle med, og putte mig op af. En jeg kan drille, og stadig være venner med. En jeg kan snakke med til langt ud på natten, indtil vi falder i søvn i morgensolens skær.. (Det lyder mere som om jeg mangler en kæreste, men det er nu engang ikke problemet).
Jeg har venner i Jylland.
Jeg har venner på nettet.
Jeg har venner på seminariet.
Jeg har venner, og alligevel er det ikke nok..
Jeg savner mine venner når jeg er i praktik, jeg savner at vi fjoller og hygger på McD eller Ro's torv.. Jeg savner at høre Kathrine sige "For helvede Dolle!"
Jeg savner på en måde også den ydmyghed og "ikke-god-nok"-følelse jeg kan få (Pfft, skide masocist), mest fordi så kan det kun blive bedre. Jeg elsker ikke at være i rampelyset, men jeg vil gerne ses. Jeg er en social enespænder, som så mange andre.
Jeg har stadig ikke, efter alle disse år affundet mig med mig selv, og jeg beklager meget at jeg har spildt tin tid Karsten. For nu hvor jeg er i gang kan jeg lige så godt køre mig selv lidt længere ud. (Dumme pigebarn).

Jeg kan ikke lide når folk siger at de bare vil hjælpe, men det eneste de gør er at få mig til at føle mig dum. Jeg vil så gerne tage min uddannelse, men det er bare så svært når man konstant bliver mindet om at man er dum. eller, når JEG konstant minder mig om at jeg er dum. Jeg er så dårlig til at tage imod komplimenter, jeg læser næsten kun det negative og fokuserer på det (Åndssvag vane, skil du dig af med den).
Jeg føler ikke at jeg passer ind på seminariet. Jeg ville ønske at stedet havde den samme, varme følelse som en convention har. Det er indtil videre en af de eneste steder jeg har følt mig rigtig hjemme. Fordi der er så mange dejlige mennesker kan man altid føle sig elsket et sted, og man kan helt undgå dem der gerne vil en, bare man holder sig væk.
Jeg elsker at sidde til langt ud på natten og lege "Den som flaskehalsen peger på" fordi det er så hyggeligt. Pludselige venskaber opstår midt om natten, og opløses igen når man går hver til sit.

Lidt som når man står i kø i Brugsen. Man snakker kort, eller griner over noget i fællesskab, der opstår en forbindelse der brydes igen når man går ud af dørene. Men det er ikke en trist fornemmelse, man går fra med en god fornemmelse i maven, og et smil på læberne.
Derfor elsker jeg børn. De er så åbne, og undres ikke over at man smiler til dem. De smiler bare igen, eller griner når man laver sjov uden at sige en lyd. Lidt som om at være i en bobbel, så kan det være ligemeget hvad alle andre tænker, for man ænser dem ikke. Åhh lykke.

Jeg vil have en ven jeg kan smile til...