Som det er nu er der sket en hel masse. Jeg bestod ikke min praktik, og jeg skal derfor tage stilling til hvad jeg vil.
1. Fortsætte på seminariet, i klassen der er startet i praktik i dag.
2. Tage et års orlov og finde ud af hvad jeg vil.
3. Stoppe helt, og finde et arbejde.
4. Starte på et helt andet studie.
5. Rejse til udlandet og arbejde.
6. Flytte hjemmefra og stille sygne hen i slump xD
Jeg havde meget svært ved at se mig selv komme tilbage. Jeg følte ikke at jeg kunne overskue at starte i en ny klasse, jeg havde ikke helt let ved at føle mig 100% hjemme i min klasse før. Og jeg vil føle "Jeg er ikke god nok" "Du har fejlet" "Hahaha!" inde i mit hovede når jeg så mine gamle klassekammerarter. Ikke at jeg ved de vil tænke det, men lur mig om ikke nok min hjerne skulle sørge for at jeg fik det fortalt.
Egentlig bunder det vel i at jeg er skide usikker, og jeg selv føler at jeg har fejlet. Jeg har valgt at tage det alt for roligt, og BANG! så kom der en konsekvens der ikke kun var sløve karakterer. Jeg har fejlet, og det er til dels min egen skyld. Der har også været noget i min praktik, og jeg føler ikke at jeg kunne med min vejleder så længe hun havde rollen som vejleder. Hun er en sød person, og morsom, men jeg ved ikke.. Det fungerede bare ikke.
Jeg har været en sløv padde, og det har ramt mig lige der hvor det gjorde ondt. "Hallo! Det er virkeligheden der kalder! Der er en grund til at det hedder "at tage en uddannelse" fordi den kommer ikke gående af sig selv! Du skal faktisk *gisp* LETTE RØVEN OG KOMME I SVING!!" Jeg vidste godt at jeg bestemt ikke har været en optimal studerende, men tanken om "at det nok skal gå, gem nu de dystre tanker væk, der er nok ingen der ligger mærke til det" er lige pludselig blevet det udsagn der bliver brugt som bevis imod mig. "Så du ved godt at du gjorde et dårligt job, og alligevel valgte du at drive den af?! Det er ungdomssløvsind, svindel af værste skuffe!" Jamen hvor vover jeg at bruge andre folks tid, ressourcer og penge på ikke at gøre det godt? Jeg har ellers tit dyrket mit pleaser-gen, hvis alle har det godt så ser de ikke alle mine småfejl. Og lysten til at hjælpe andre, gøre noget fantastisk, men ikke helt vide hvordan jeg skulle få tiden eller overskudet til det. Jeg har så mange planer der skal gøre livet lettere for folk, men jeg vil ikke erkende mine egne grænser, jeg kan alt og tænker ikke på mig selv. Når jeg så slår et alt for stort brød op, så plager det mig, og folks kommentarer bliver hængende i en evighed. Jeg har rigtig mange minder fra de gange jeg har gjort noget pinligt, forkert eller pralet for meget. Og det er dem der holder mig lidt fast, dem der kommer op engang i mellem og lige prikker til usikkerheden. Det er knap så fedt ikke at kunne se skoven før man er gået igennem den. Det at jeg bagefter indser "Hold kæft hvor var det dog dumt og ikke spor gennemtænkt!" Burde man ikke lære af den slags, i stedet for at gøre der igen og igen?
... Det lader til at jeg blev distraheret. *kører op og ser hvor jeg kom til*
Oh ja, mine mange muligheder. Jeg har fået mange råd til hvad folk mener jeg skal gøre. Og jeg kan faktisk ikke bruge så mange af dem. Jeg aner ikke hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke skulle være pædagog, og det er ikke just fordi det at få et job er det letteste i verden. Jeg har pludselig skulle tænke meget stærkt, men har alligevel haft en form for ro i kroppen. Måske fordi jeg endelig fik 100% bekræftet at jeg ikke bestod, jeg behøvede ikke længere skubbe folks skrøbelige håb og opmuntringer væk som en hjerteløs møgunge. Som om jeg naturligvis vidste bedre, og alle andre bare var en folk naive tåber.
Men det er som om det alligevel har hjulpet lidt at snakke om det, som om jeg er kommet lidt op imod lyset igen. Jeg har i hvert fald fundet nogenlunde ud af hvad jeg vil.
Jeg tager ud i praktik igen, hvis jeg kan finde et sted sammen med Katrine, min studievejleder. Og når det er overstået vil jeg prøve hvordan det bliver at se min gamle klasse i øjnene igen. Forhåbentlig kan jeg finde nogle i min klasse som jeg kan svinge med. Jeg ved det er for meget forlangt at bede om en lige så tosset ven som mig selv, men hvor kunne det være en luksus at have en der også havde interesse i manga/anime eller noget i den retning. Ihh jeg ville elske det!
Jeg ved ikke helt hvad jeg gør hvis der ikke er nogle jeg svinger med, det er svært at komme ind som ny i en klasse, især når de har kendt hinanden i noget tid. Hvis det slet ikke går, så håber jeg at jeg kan bruge tid sammen med mine gamle venner i pauserne, og så ellers kun være sammen med de andre når vi laver opgaver. Jeg ved ikke om jeg kan overskue at fortælle dem alle om min interesse for dukker og Japan, det må komme lidt hen af vejen.
Jeg snakkede med min mor om hvad jeg kunne snakke med folk om, fordi det er stort set kun dukker, manga/anime, spil og bøger der fylder i min hobby-verden. Jeg ser sjældent tv, jeg gider ikke gå i byen og drikke mig fuld, jeg hører ikke så meget popmusik, jeg holder mig meget for mig selv og får ind i mellem et trip med nordisk mytologi. Jeg er lidt geek på den ufede måde ö
...
Og nu til noget helt andet xD Jeg har præsteret at gøre mine to værelser beboelige. Det skyldes at jeg blev smidt ud et par dage fordi min moster skulle overnatte. Så nu kan man se at jeg har trægulv, der er blevet støvsuget og skiftet lagen! Selv vindueskarmen har fået en overhaling, og jeg fik fyldt en hel sæk med affald. Ikke at jeg er helt sikker på hvor det kom fra, men pyt xD
...
Lidt kikset, halvbuttet pige på 21, hjemmeboende, søger en ven til sjov og spas på Pædagogseminariet i Roskilde. Jeg kan lide ting fra Japan, bl.a. manga, anime, ABJD, og et hint af lolita-stilen. Jeg går til conventions så ofte jeg kan komme til det, og jeg nyder at have en hel weekend omgivet af gode venner og at være i omgivelser hvor jeg føler mig tryg og fri. Hvis det har interesse, så kontakt mig endelig!
Hilsen Marie
...
I did not just do that xD
