Seriøst, skal venskaber føles sådan? Skal man gå og være bange for om man nu bliver erstattet, eller om man måske laver noget der sårer den anden?
Jeg savner dengang hvor vi havde faste onsdagsdates, og jeg savner at vi altid kan finde tid til hinanden, mødes og grine over fjollede ting, serier vi havde set og dumme videoer. Og jeg ved godt at man udvikler sig hele livet, og at skolen naturligvis fylder og tager tid. Men det er som om jeg ikke kan finde ud af det mere, som om vores forsøg ikke helt lykkeds. Jeg glæder mig til sommer, jeg glæder mig til vi skal ud og rejse, for jeg tror at det bliver det fedeste, og at vi kan finde tilbage til hinanden igen. Og det er sjovt, for når jeg endelig er sammen med dig, så går det egentlig fint nok. Men jeg savner dig i mit liv, selvfølgelig er folk i min klasse søde, og dejlige at være sammen med, men ingen af dem kan erstatte dig, ingen! Du er min bro, en stor del af mit liv og du har en kæmpe plads i mit hjerte. Jeg elsker dig, elsker at fjolle med dig, at putte og at lave mad med dig. Jeg vil ikke være den samme uden dig, du har givet mig mod til at være mig selv, vist mig nye sider jeg havde svært ved at se, og lært mig at jeg er god nok som jeg er.
Jeg håber at du også savner mig lidt, og at du ved at jeg altid vil være her, uanset hvad der sker. Hvad enten du skal til fest, eller trænger til et kram, hvis du spørger skal jeg nok være der. Og selv om vi måske ikke snakker så meget til hverdag som vi plejer, så ved jeg at du stadig er vigtig i mit liv, ved at tiden ikke kan dæmpe min kærlighed.
Når vi putter, og jeg nusser dig, så bliver jeg helt rolig og afslappet, det er en fantastisk følelse. Det er virkelig bromance, der er ikke noget det kan sammenlignes med. Jeg elsker dig, nu og for altid<3
