Nogle gange vil jeg ønske at jeg kunne klare alting med at smil. At jeg ikke gemte beskeder og andre småting, der betyder meget mere for mig end for andre. At jeg ikke bliver trist over at blive rettet på, når det var en almindelig fejl.
Men på den anden side, så tror jeg ikke jeg vil kunne leve uden, være den samme uden evnen til at elske og holde af. Jeg er blevet god til at leve i nuet, og bare nyde alt og suge sanseindtryk til mig. Være opmærksom på mine omgivelser, og se det jeg syntes er vigtigt. Jeg hører ikke efter de voksne, men jeg ser de små tegn børnene sender til hinanden, og lytter til hvad de siger med åbent hjerte. Og børn vil altid holde en særlig plads i mit hjerte, uanset om de er fremmede eller bekendte. For mig er børnene vigtigere end at komme tidligt hjem. Ikke arbejdet, men børnenes trivsel. Selvfølgelig er det noget lort at det hele sejler, men jeg vil ikke lade det gå ud over børnene. Så hellere blive længere, eller aflyse en aftale. For selv om jeg får penge for det, så vil det altid være børnene der lokker mest.
...
Hvorfor ville I ikke lade mig blive pædagog?
