onsdag den 30. januar 2013

Eventyret om rejsekort

Jeg vil gerne have lov til at dele fortællingen om min oplevelse med rejsekort. Det her er ikke ren brok eller bagtale, det er heller ikke skamros. Det er fortællingen om tank-op, rykkere og medarbejdere.

Jeg fik mit rejsekort personlig forholdsvis tidligt, inden de begyndte det med at skulle have billede på. Og jeg var glad for mit rejsekort, fordi jeg ikke længere skulle stå og bøvle med at købe billet, når jeg i forevejen var stresset over at mit tog var forsinket, og jeg måske ikke ville nå det. Dog var det noget bøvl det med at det hele tiden skulle tankes op, især fordi jeg ikke bor i en by med den der fancy maskine. Så jeg oprettede glad en tank-op aftale på mit visa/dankort, for så skulle jeg da ikke tænke på det.
Skæbnen ville at mit kort udløb og jeg fik et nyt, og uden problemer fik jeg flyttet min aftale til det nye kort. Jeg fik den også sat ned på 100,- da det begyndte at blive lidt småt med pengene. Faktisk blev det så småt, at min bank besluttede at jeg skulle have et mastercard i stedet, dog uden at fortælle mig hvad det indebar. Men det er en anden historie, og ikke så vigtigt lige nu. Det vigtige er at man ikke kan have en tank-op aftale når man har mastercard. Og her begynder den rigtige historie.

Jeg skulle have slettet min tank-op aftale, da den jo ikke længere kunne bruges. Så, jeg gik i 7eleven på Holbæk station, og ytrede mit ønske. Den søde mand bag kassen spurgte om jeg havde ringet ind til rejsekort, hvilket jeg sagde nej til. Han fortalte så at han ikke kunne slette den uden aftale, men at han kunne deaktivere aftalen. Hvilket passede mig fint, så jeg takkede for hjælpen, og rejste hjem.
Til dem af jer der ikke er bekendt med rejsekort, så laver de en lyd hvis man tjekker ud, og der ikke længere er minimumbeløbet på. Så min plan var at rejse, og så tanke kortet op når det bad om det. Det skete bare ikke.
Det der skete var jeg jeg modtog en rykker med posten, på 100,- Fordi mit rejsekort havde tanket op på et kort der ikke var gyldig forbindelse på. Jeg begyndte at undres, for jeg havde jo fået deaktiveret min aftale. Jeg ringer ind til rejsekort, for at høre hvad der er sket. Jeg får besked på at den deaktivering skulle have været efterfulgt af et opkald til dem, så de kunne slette min aftale. Jeg fortalte hende at det var jeg ikke blevet fortalt, og hun beklagede. Hun tilbød dog at slette min aftale for mig, og sagde at det kunne man godt gøre inde fra deres kontor nu. Jeg takkede ja, og nød ikke at skulle tænke på det mere. Og betalte min rykker nogle dage senere da jeg havde fået løn.
Der gik tid, og jeg troede egentlig at alting var okay, jeg havde tanket op selv en enkelt gang, og rejste uden problemer. Så var jeg i København med min mor, og da automaten drillede tankede hun op for mig. Samme dag tankede den sjovt nok 100,- via min tank-op aftale, og det gjorde den en gang mere, så jeg fik 2 rykkere på 100,-
Jeg ringede igen ind, og fik aftalen slettet. Kiggede på rejsekortet selvbetjening, og jo, aftalen var slettet. Men allerede kort tid efter kom den igen.
Nu er det vel forståeligt at jeg blev sur, det kunne simpelthen ikke passe. Men jo, jeg kunne selv se det på selvbetjening. Og jeg ringede igen ind til rejsekort, blot for at få fat i en der ikke kunne sige hvorfor det var sådan, hun havde aldrig hørt om det før og var alene på aftenvagt.
Frustreret ringede jeg rundt næste dag, og fik endelig fat i en der enten var ordenlig uddannet eller ordenligt betalt, i hvert fald kunne hun forklare mig hvad mit problem var. Man kan nemlig ikke slette en tank-op aftale når der stadig er gæld. Så hun sagde at hun deaktiverede min aftale, og bad mig ringe igen når jeg havde betalt de sidste 100,- og anbefalede mig ikke at rejse i mellemtiden. Det virkede, jeg ringede igen og nu er min tank-op aftale endelig slettet helt. Lad os håbe det forbliver sådan.


Og så lige lidt tilfældig brok, hvorfor kan jeg ikke få lov til at tanke under 100,- op på et betjent billetsalg?! Jeg havde 20,- i mønter, og var ikke sikker på om der stod nok på kortet til at jeg kunne komme hjem. Jeg er, mildt sagt, på røven økonomisk, og har ikke 100,- Heldigvis var der lige nok til at jeg kunne komme hjem, og min søde bor satte lidt penge ind på mit kort. Men jeg undres stadig...