Men jeg har tabt styretøjet. Jeg er startet i praktik, det er et rigtig dejligt sted, og det er nogle søde mennesker der er der. Det er en vuggestue, og det er dejligt. Min vejleder er rigtig sød, og jeg kan virkelig mærke at hun gerne vil mig.
Problemet er bare at jeg har fået meldingen "Du består ikke din praktik hvis du ikke får mere selvtillid og nysgerrighed for faget" BANG! Hej, det er virkeligheden igen. INTERESSE FOR FAGET er grundstenen i at TAGE en uddannelse. Og så den fantastiske mangel på selvtillid.
"Kan man tage en uddannelse som con-gænger?" Jeg tvivler stærk på at man kan leve af det. Det er ikke fordi jeg ikke vil børnene, jeg vil dem utrolig gerne. Jeg går i stå når jeg kommer til "hvad kunne man gøre for at hjælpe udviklingen?" og så når jeg skal hænge mine udtaleser op på noget teori.
Jeg nævner selv at jeg måske bare skulle tage uddannelsen til pædagogmedhjælper, fordi jeg kan tilsyneladende ikke finde ud af at tage pædagoguddannelsen. Min vejleder siger at det måske kan være en hjælp, så jeg ikke banker mig selv i hovedet hele tiden med at jeg ikke er god nok, og at det måske kan tage noget af det pres jeg føler der hviler på en uddannet pædagog.
Min nye klasse er ellers så sød, fordi folk er ældre og mange af dem har børn, så føler jeg mig velkommen på en helt anden måde. Og jeg har ellers fundet en gruppe at arbejde sammen med, men det kan være at jeg skal på listen over "Folk under 25 de har "skræmt" væk" xD
Så, lige nu er det hele lidt noget rod igen, jeg kan ikke helt finde ud af det, og derfor vælger jeg at ligge det hele væk og ikke tænke på det.. Måske ikke verdens bedste taktik, men jeg kan ikke helt overskue at være trist hele tiden..
