Jeg vil prøve noget nyt, og lidt mere aggressivt. Jeg er for neutral i mine jobsøgninger, og jeg får ikke rigtig nogen respons, andet end autosvar som "Tak for din ansøgning. Hvis du ikke hører fra os inden d. 28 betyder det at vi er gået videre med andre ansøgere." og det kan jeg ikke rigtig bruge til noget.
Nu vil jeg besøge forskellige hoteller i København og sige:
Hej, mit navn er Marie Christensen. Jeg er en frisk, åben og lærenem pige, der rigtig gerne vil have noget erhvervserfaring. Jeg vil gerne finde ud af om det her er et felt jeg vil uddanne mig indenfor, så derfor vil jeg høre om I kunne være interesserede i at have mig i praktik i en uge? Jeg er 21 år, og har været i gang med at læse til pædagog, men stoppede fordi det ikke var hvad jeg havde forventet. Jeg vil gerne læse til receptionist, men jeg vil gerne have lidt erhvervserfaring, så jeg ikke risikerer at starte på en uddannelse for så at stoppe igen, det vil være spild af alles tid.
Jeg håber at det virker. Og jeg kan jo køre med min far til København om morgenen hvis det er. Jeg håber virkelig at det virker! Nu skal jeg bare finde ud af hvornår. Til en start tror jeg at jeg spørger inde ved DGI-byen, de har altid været så søde når vi har overnattet der, og så er det ikke et meget dyrt og fancy hotel, så jeg håber at de vil være mere åbne for min idé.
Kryds fingre for mig!
mandag den 21. november 2011
tirsdag den 8. november 2011
"Prøv at beskrive dig selv.."
Jeg var til samtale hos min "chef" i dag, hende jeg er tilknyttet til med mine vikar-jobs. Og det gik egentlig okay, jeg havde glædet mig lidt, og benyttede mig af chancen for at tage lidt pænt tøj på. Vi fik snakket, og hun var sød, men sagde "ja, ja, ja" meget hurtigt, det virkede lidt kunstigt. Jeg fortalte lidt om mig selv, og mine planer for fremtiden. Og på et tidspunkt nåede hun til det punkt jeg havde håbet ikke ville komme. "Prøv at beskrive dig selv med et par ord."
... Jeg er elendig til at sælge mig selv. For jeg er så bange for at folk siger "Ha! Det passer i hvert fald ikke!" hvis jeg siger noget. Jeg aner ikke hvorfor, for når jeg skal referere hvad andre har sagt om mig går det fint. Men det er som om det går galt hver gang jeg skal bedømme mig selv. Jeg endte med at sige at jeg syntes jeg er hjælpsom, åben for nye mennesker og omgivelser, og mødestabil. Hun tilføjede at jeg også virkede som en glad pige. Heldigvis kunne jeg acceptere det uden at tage en anden maske på, måske fordi jeg havde drukket lidt Cult cola. Eller måske var det fordi jeg lige havde hørt god musik? Været ved bygningen før, så jeg vidste hvor jeg skulle gå hen? Måske var det en blanding, jeg ved det ikke helt. Men jeg er glad for at jeg kunne være sød, og ignorere at det billede hun tog af mig var underbelyst og ikke ret godt.
Alt i alt gik samtalen okay. Hun gik lidt i mor-mode, da hun sagde at hun var glad for at jeg havde tænkt på at tage en uddannelse. Ja, jeg ved godt at det er vigtigt, det har jeg opdaget. Det bliver jeg mindet om herhjemme, så ellers mange tak.
...
Jeg føler lidt at alle folk forsvinder for mig. Folk jeg snakkede meget med glider lige så stille fra mig.
Vi snakkede så godt sammen, og uden at du var bevidst om det hjalp du mig da jeg havde det svært med studiet. Den weekend hvor vi bare var sammen, uden at snakke hele tiden, eller lave noget sammen konstant. Jeg nød bare at ligge og lege med dine katte, og bare tømme mit hoved for tanker. Jeg hyggede mig da jeg tullede rundt og ryddede lidt op. Sad og kiggede på at du sov, du så afslappet ud, væk fra krav og tanker. Jeg elsker dig, og du har en helt speciel plads i mit hjerte. Mine arme står altid åbne for dig. Jeg glæder mig til vi skal besøge din mor <3
Jeg takker stadig musicallen for at vi mødtes. Du har været med til at gøre det sjovt at gå i skole på AiR, og jeg er glad for at jeg har dig i mit liv. Glad for at du vil se mig når du er hjemme ind i mellem. Også selv om dine forældre kalder mig Mande, og din lillebror mener jeg er lesbisk og lidt farlig. Jeg burde virkelig tage mig sammen og få dig besøgt! Jeg nyder at se dig tegne, det går så stærkt, og man kan se at du nyder det. Du snakker om USA, og jeg syntes at det er fedt at du vil gøre så meget for at følge din drøm. Jeg er ked af at jeg ikke giver dig mere af min tid, for du fortjener det altså. Og så burde du komme lidt ud og finde dig en sød kæreste :3
Jeg husker faktisk ikke helt den første gang vi snakkede sammen, undskyld ^^' Men du er så sød og nem at tale med, og så er det dejligt at have endnu en småpervers ven. Du bringer glæde og liv til vores gruppe, og jeg er glad for at være din "mor". Du flyttede til England, og jeg føler at kontakten gled ud lidt efter lidt. Og jeg syntes det er en skam, for jeg er virkelig glad for dig! Og så kan du styre Gud, hvor blæret er det ikke lige xD
Du kom ud af ingenting, da jeg lå på knæ og brølede som en ko. Jeg så der ikke der, men da du kom op for at lege med. Og jeg indrømmer gerne at det sagde lidt bang! ikke kun med din gun, men inde i mig. Høj, flot og med en lidt maskulin udstråling. Jeg har vidst gjort dit liv træls ind i mellem, og det beklager jeg. Men du er så sjov, og pervers på en lidt uskyldig måde. Vi snakker mest i perioder, men du lader der ikke påvirke af den tid der er gået, vi snakker bare. Og selv om jeg ikke rigtig crusher på dig mere, så gør det stadig lidt ondt ind i mellem. Men jeg er glad på dine vegne, og glad for at du har det så godt. Og du vil altid være min ynglings shemale, og det bedste feriebarn jeg har haft.. OTL
Conner vil ikke være det samme uden dig! Du er fjollet, du er skøn, og du er noget af det bedste der er sket for mig. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have dig i mit liv, hvem skulle jeg så snakke random ting med, danse grimt med og være så glad med? Du er en af mit livs lys, og jeg kommer til at savne dig forfærdeligt når du rejser til Japan. Selv om det "kun" er et år, og jeg gerne vil besøge dig, så ved jeg bare at jeg kommer til at græde snot, og være super ucharmerende at se på når jeg siger farvel i lufthaven. Og jeg kommer til at ligne en freak, når jeg står og venter på dig, men jeg er ligeglad. Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare mig uden dig til conner, vi har jo været igennem så meget sammen. Og alle vores onsdags-dates, og fjollede weekender hvor din mor altid puster luftmadrassen op fordi vi har 1000 andre, meget vigtigere ting at lave, som at stene GX! Jeg håber virkelig at vi stadig kommer til at snakke sammen tit, og kan spamme hinanden med tossede beskeder. Der bliver tomt uden dig..
... Jeg er elendig til at sælge mig selv. For jeg er så bange for at folk siger "Ha! Det passer i hvert fald ikke!" hvis jeg siger noget. Jeg aner ikke hvorfor, for når jeg skal referere hvad andre har sagt om mig går det fint. Men det er som om det går galt hver gang jeg skal bedømme mig selv. Jeg endte med at sige at jeg syntes jeg er hjælpsom, åben for nye mennesker og omgivelser, og mødestabil. Hun tilføjede at jeg også virkede som en glad pige. Heldigvis kunne jeg acceptere det uden at tage en anden maske på, måske fordi jeg havde drukket lidt Cult cola. Eller måske var det fordi jeg lige havde hørt god musik? Været ved bygningen før, så jeg vidste hvor jeg skulle gå hen? Måske var det en blanding, jeg ved det ikke helt. Men jeg er glad for at jeg kunne være sød, og ignorere at det billede hun tog af mig var underbelyst og ikke ret godt.
Alt i alt gik samtalen okay. Hun gik lidt i mor-mode, da hun sagde at hun var glad for at jeg havde tænkt på at tage en uddannelse. Ja, jeg ved godt at det er vigtigt, det har jeg opdaget. Det bliver jeg mindet om herhjemme, så ellers mange tak.
...
Jeg føler lidt at alle folk forsvinder for mig. Folk jeg snakkede meget med glider lige så stille fra mig.
Vi snakkede så godt sammen, og uden at du var bevidst om det hjalp du mig da jeg havde det svært med studiet. Den weekend hvor vi bare var sammen, uden at snakke hele tiden, eller lave noget sammen konstant. Jeg nød bare at ligge og lege med dine katte, og bare tømme mit hoved for tanker. Jeg hyggede mig da jeg tullede rundt og ryddede lidt op. Sad og kiggede på at du sov, du så afslappet ud, væk fra krav og tanker. Jeg elsker dig, og du har en helt speciel plads i mit hjerte. Mine arme står altid åbne for dig. Jeg glæder mig til vi skal besøge din mor <3
Jeg takker stadig musicallen for at vi mødtes. Du har været med til at gøre det sjovt at gå i skole på AiR, og jeg er glad for at jeg har dig i mit liv. Glad for at du vil se mig når du er hjemme ind i mellem. Også selv om dine forældre kalder mig Mande, og din lillebror mener jeg er lesbisk og lidt farlig. Jeg burde virkelig tage mig sammen og få dig besøgt! Jeg nyder at se dig tegne, det går så stærkt, og man kan se at du nyder det. Du snakker om USA, og jeg syntes at det er fedt at du vil gøre så meget for at følge din drøm. Jeg er ked af at jeg ikke giver dig mere af min tid, for du fortjener det altså. Og så burde du komme lidt ud og finde dig en sød kæreste :3
Jeg husker faktisk ikke helt den første gang vi snakkede sammen, undskyld ^^' Men du er så sød og nem at tale med, og så er det dejligt at have endnu en småpervers ven. Du bringer glæde og liv til vores gruppe, og jeg er glad for at være din "mor". Du flyttede til England, og jeg føler at kontakten gled ud lidt efter lidt. Og jeg syntes det er en skam, for jeg er virkelig glad for dig! Og så kan du styre Gud, hvor blæret er det ikke lige xD
Du kom ud af ingenting, da jeg lå på knæ og brølede som en ko. Jeg så der ikke der, men da du kom op for at lege med. Og jeg indrømmer gerne at det sagde lidt bang! ikke kun med din gun, men inde i mig. Høj, flot og med en lidt maskulin udstråling. Jeg har vidst gjort dit liv træls ind i mellem, og det beklager jeg. Men du er så sjov, og pervers på en lidt uskyldig måde. Vi snakker mest i perioder, men du lader der ikke påvirke af den tid der er gået, vi snakker bare. Og selv om jeg ikke rigtig crusher på dig mere, så gør det stadig lidt ondt ind i mellem. Men jeg er glad på dine vegne, og glad for at du har det så godt. Og du vil altid være min ynglings shemale, og det bedste feriebarn jeg har haft.. OTL
Conner vil ikke være det samme uden dig! Du er fjollet, du er skøn, og du er noget af det bedste der er sket for mig. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have dig i mit liv, hvem skulle jeg så snakke random ting med, danse grimt med og være så glad med? Du er en af mit livs lys, og jeg kommer til at savne dig forfærdeligt når du rejser til Japan. Selv om det "kun" er et år, og jeg gerne vil besøge dig, så ved jeg bare at jeg kommer til at græde snot, og være super ucharmerende at se på når jeg siger farvel i lufthaven. Og jeg kommer til at ligne en freak, når jeg står og venter på dig, men jeg er ligeglad. Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare mig uden dig til conner, vi har jo været igennem så meget sammen. Og alle vores onsdags-dates, og fjollede weekender hvor din mor altid puster luftmadrassen op fordi vi har 1000 andre, meget vigtigere ting at lave, som at stene GX! Jeg håber virkelig at vi stadig kommer til at snakke sammen tit, og kan spamme hinanden med tossede beskeder. Der bliver tomt uden dig..
tirsdag den 4. oktober 2011
Følelser - fordi de skal ud
Nogle gange vil jeg ønske at jeg kunne klare alting med at smil. At jeg ikke gemte beskeder og andre småting, der betyder meget mere for mig end for andre. At jeg ikke bliver trist over at blive rettet på, når det var en almindelig fejl.
Men på den anden side, så tror jeg ikke jeg vil kunne leve uden, være den samme uden evnen til at elske og holde af. Jeg er blevet god til at leve i nuet, og bare nyde alt og suge sanseindtryk til mig. Være opmærksom på mine omgivelser, og se det jeg syntes er vigtigt. Jeg hører ikke efter de voksne, men jeg ser de små tegn børnene sender til hinanden, og lytter til hvad de siger med åbent hjerte. Og børn vil altid holde en særlig plads i mit hjerte, uanset om de er fremmede eller bekendte. For mig er børnene vigtigere end at komme tidligt hjem. Ikke arbejdet, men børnenes trivsel. Selvfølgelig er det noget lort at det hele sejler, men jeg vil ikke lade det gå ud over børnene. Så hellere blive længere, eller aflyse en aftale. For selv om jeg får penge for det, så vil det altid være børnene der lokker mest.
...
Hvorfor ville I ikke lade mig blive pædagog?
Men på den anden side, så tror jeg ikke jeg vil kunne leve uden, være den samme uden evnen til at elske og holde af. Jeg er blevet god til at leve i nuet, og bare nyde alt og suge sanseindtryk til mig. Være opmærksom på mine omgivelser, og se det jeg syntes er vigtigt. Jeg hører ikke efter de voksne, men jeg ser de små tegn børnene sender til hinanden, og lytter til hvad de siger med åbent hjerte. Og børn vil altid holde en særlig plads i mit hjerte, uanset om de er fremmede eller bekendte. For mig er børnene vigtigere end at komme tidligt hjem. Ikke arbejdet, men børnenes trivsel. Selvfølgelig er det noget lort at det hele sejler, men jeg vil ikke lade det gå ud over børnene. Så hellere blive længere, eller aflyse en aftale. For selv om jeg får penge for det, så vil det altid være børnene der lokker mest.
...
Hvorfor ville I ikke lade mig blive pædagog?
torsdag den 2. juni 2011
Selvreflektion
Jeg sidder i stuen, alene hjemme. Computeren spiller AMV Hell stille i baggrunden, og markøren står og blinker til mig i mit reflektionspapir.. Jeg har te ved min side, kun 3 tsk. sukker. Og jeg kan slet ikke tage mig sammen.. Jeg har fået delt nogle af mine læringsmål ud over de forskellige punkter, men der mangler stadig noget.. Og d) giver ingen mening i mit hoved. Jeg burde skrive de steder hvor jeg kan, men det er som om det giver mere mening at fokusere på at vi muligvis har hvepse under vores tag. Og på at mit højre øre gør ondt når man trykker på det..
Jeg mangler motivation, men ved ikke helt hvordan jeg kommer i gang. Jeg har sagt til mig selv at jeg skal have skrevet 3 sider, ellers må jeg ikke tage til Jylland i morgen. Men stadig kommer jeg ikke rigtig i gang. Og det er for helvede så let, det første punkt kunne være ovre så hurtigt!!
Jeg er på en måde bange for ikke at bestå, og på den anden side har jeg allerede affundet mig med at jeg ikke skal være pædagog. Og jeg ved ikke hvad jeg så skal være. Min mor gav mig den pæne udgave af "Du engagerer dig overhovedet ikke i din uddannelse, jeg har ikke set dig gøre en indsats selv, du vil ikke kæmpe men laller gennem livet og uddannelser. Jeg er ligeglad med hvad du laver, bare du er glad og frisk på at læse eller diskutere når du kommer hjem. Jeg aner ikke hvad du laver og vil, og jeg kan ikke rumme din måde at gå til det hele på."
Hun havde gået i London og tænkt på at jeg måske skulle uddanne mig til konditor, da jeg er så glad for kager og kage-tilbehør (Jeg samler på muffin-forme). Eller måske fotograf, når nu jeg er så glad for at tage billeder. Min far kunne godt se mig som skolelærer, og jeg er noget skeptisk. Dels har jeg ikke høje nok karakterer, og dels syntes jeg selv jeg roder rundt i det når jeg skal forklare folk noget. Han vil ikke sige noget om fag eller klassetrin. Men jeg forestiller mig at han mener de små klasser..
Jeg overvejede om pædagogmedhjælper kunne være svaret, jeg kan stadig arbejde med mennesker, men jeg har ikke det samme ansvar som jeg vil kunne få som pædagog. Min mor mener ikke det vil gøre det bedre, som om jeg kunne tage mig sammen der. Hun siger at jeg bakker væk så snart jeg står over for at skulle tage ansvar. Og jeg ved ikke hvorfor det er så svært at tage ansvar. Måske fordi jeg stadig bor hjemme, og ikke skal tage ansvar for andet end mine egne regninger, der aldrig når over 1000,- Jeg tager ansvar når jeg passer min bror, men han passer jo lige så meget sig selv. Det er det samme når jeg passer børn, de er store nok til at underholde sig selv, jeg skal sørge for at de kommer i seng til tiden, får børstet tænder og taget deres piller. Og det syntes jeg ikke er meget ansvar.. Hvordan bliver man bedre til at tage ansvar??!!
...
Marie Christensen siger:
er det normalt at være bange for at tage ansvar?
Onii-chan siger:
delvist
for nogle er det ''
Marie Christensen siger:
Hvad kan man gøre ved det?
Onii-chan siger:
mmh, ved ikke, hvorfor er du bange for at tage ansvar?
Marie Christensen siger:
Det ved jeg ikke helt.. Jeg tror jeg syntes det er for stort.. Jeg er bange for at jeg fejler.. Jeg oplever at de gange jeg ikke siger noget, så finder jeg ud af at jeg godt kunne. Og de gange jeg siger "Det kan jeg sagtens" går det altid galt, og jeg gør mig selv til grin.. Og det sker stort set hver gang.. Derfor har jeg ikke lyst til at "prale" og jeg tør ikke sige jeg er god til noget, for det er jeg åbenbart ikke, siger mine erfaringer
Onii-chan siger:
det er nok den der, blive gjort til grin eller fejldelen, der giver frygt for ansvar
jeg er også bange for ansvar, men er blevet bedre. For mig handler det om, at hvis jeg tager ansvar for noget, så forventer folk jeg gør det. hvis jeg ikke gør det godt nok, taber jeg ansvaret og fejler og får det træls med mig selv
så er lidt det samme vi har
Marie Christensen siger:
Og sammen med problemer med at koble teori på praksis er det jo fantastisk når man vil tage en uddannelse.. Og dertil problemet med at overholde en aftale, og huske ting >.>
Onii-chan siger:
så er det ikke nemt nej : |
men måske det bare altsammen er mentalt?
før jeg blev færdig udlært sagde jeg til mig selv at jeg var værktøjs spadser
og jeg kunne ikke finde ud af værktøj
så skiftede jeg indstilling, og nu har jeg intet problem med værktøj ''
nu mere energi du ligger i "jeg kan ikke overholde aftaler", "jeg husker dårligt", "jeg kan ikke finde ud af at koble teori og praksis", nu mere er det sandt..
jeg ser ofte folk der kobler deres identitet på hvad de er dårlige til. "Jeg er bare sådan, at jeg er dårlig til matematik" eller "jeg synes skole er åndsvagt og spild af tid"
eller "jeg har altid haft en dårlig hukommelse"
det der ligesom beskriver dem selv over for dem selv, "jeg er ham med dårlig hukommelse der hader skolen"
Marie Christensen siger:
Selv de gange hvor jeg har tænkt "Nu giver jeg den en skalle!" og har tænkt meget over hvordan jeg skulle formulere noget så det lød klogt.. Det er endt galt hver gang.. Så jeg syntes det er svært at vende..
Ind i mellem ville jeg næsten ønske at jeg gjorde fysisk skade på mig selv i stedet for psykisk.. Så vil det være min krop der ikke virkede optimalt, og ikke kun mit hoved..
Onii-chan siger:
det er rigtig svært at vende.. forstår dig godt lidt
Marie Christensen siger:
Jeg hører glad musik alle de dage jeg kan komme til det, og prøver ikke at fokusere på det der er forkert eller gået galt.. Jeg prøver at fokusere på det glade og sjove.. Men så snart der kommer en lille ting i vejen så ramler det hele.. Og ellers får jeg bare en besked om at jeg måske skulle fokusere lidt i stedet for bare at smile. Samtidig bliver jeg rost for ind i mellem at have ro og overskud
i en stresset situation, mens andre gange bliver jeg påvirket..
Men jeg er nødt til at skubbe virkeligheden lidt på afstand, eller vil jeg slet ikke kunne fungere optimalt over for børnene, de skal jo ikke lide under at jeg fucker mit liv op.. De skal have al den glæde og kærlighed jeg kan give dem.
Jeg mangler motivation, men ved ikke helt hvordan jeg kommer i gang. Jeg har sagt til mig selv at jeg skal have skrevet 3 sider, ellers må jeg ikke tage til Jylland i morgen. Men stadig kommer jeg ikke rigtig i gang. Og det er for helvede så let, det første punkt kunne være ovre så hurtigt!!
Jeg er på en måde bange for ikke at bestå, og på den anden side har jeg allerede affundet mig med at jeg ikke skal være pædagog. Og jeg ved ikke hvad jeg så skal være. Min mor gav mig den pæne udgave af "Du engagerer dig overhovedet ikke i din uddannelse, jeg har ikke set dig gøre en indsats selv, du vil ikke kæmpe men laller gennem livet og uddannelser. Jeg er ligeglad med hvad du laver, bare du er glad og frisk på at læse eller diskutere når du kommer hjem. Jeg aner ikke hvad du laver og vil, og jeg kan ikke rumme din måde at gå til det hele på."
Hun havde gået i London og tænkt på at jeg måske skulle uddanne mig til konditor, da jeg er så glad for kager og kage-tilbehør (Jeg samler på muffin-forme). Eller måske fotograf, når nu jeg er så glad for at tage billeder. Min far kunne godt se mig som skolelærer, og jeg er noget skeptisk. Dels har jeg ikke høje nok karakterer, og dels syntes jeg selv jeg roder rundt i det når jeg skal forklare folk noget. Han vil ikke sige noget om fag eller klassetrin. Men jeg forestiller mig at han mener de små klasser..
Jeg overvejede om pædagogmedhjælper kunne være svaret, jeg kan stadig arbejde med mennesker, men jeg har ikke det samme ansvar som jeg vil kunne få som pædagog. Min mor mener ikke det vil gøre det bedre, som om jeg kunne tage mig sammen der. Hun siger at jeg bakker væk så snart jeg står over for at skulle tage ansvar. Og jeg ved ikke hvorfor det er så svært at tage ansvar. Måske fordi jeg stadig bor hjemme, og ikke skal tage ansvar for andet end mine egne regninger, der aldrig når over 1000,- Jeg tager ansvar når jeg passer min bror, men han passer jo lige så meget sig selv. Det er det samme når jeg passer børn, de er store nok til at underholde sig selv, jeg skal sørge for at de kommer i seng til tiden, får børstet tænder og taget deres piller. Og det syntes jeg ikke er meget ansvar.. Hvordan bliver man bedre til at tage ansvar??!!
...
Marie Christensen siger:
er det normalt at være bange for at tage ansvar?
Onii-chan siger:
delvist
for nogle er det ''
Marie Christensen siger:
Hvad kan man gøre ved det?
Onii-chan siger:
mmh, ved ikke, hvorfor er du bange for at tage ansvar?
Marie Christensen siger:
Det ved jeg ikke helt.. Jeg tror jeg syntes det er for stort.. Jeg er bange for at jeg fejler.. Jeg oplever at de gange jeg ikke siger noget, så finder jeg ud af at jeg godt kunne. Og de gange jeg siger "Det kan jeg sagtens" går det altid galt, og jeg gør mig selv til grin.. Og det sker stort set hver gang.. Derfor har jeg ikke lyst til at "prale" og jeg tør ikke sige jeg er god til noget, for det er jeg åbenbart ikke, siger mine erfaringer
Onii-chan siger:
det er nok den der, blive gjort til grin eller fejldelen, der giver frygt for ansvar
jeg er også bange for ansvar, men er blevet bedre. For mig handler det om, at hvis jeg tager ansvar for noget, så forventer folk jeg gør det. hvis jeg ikke gør det godt nok, taber jeg ansvaret og fejler og får det træls med mig selv
så er lidt det samme vi har
Marie Christensen siger:
Og sammen med problemer med at koble teori på praksis er det jo fantastisk når man vil tage en uddannelse.. Og dertil problemet med at overholde en aftale, og huske ting >.>
Onii-chan siger:
så er det ikke nemt nej : |
men måske det bare altsammen er mentalt?
før jeg blev færdig udlært sagde jeg til mig selv at jeg var værktøjs spadser
og jeg kunne ikke finde ud af værktøj
så skiftede jeg indstilling, og nu har jeg intet problem med værktøj ''
nu mere energi du ligger i "jeg kan ikke overholde aftaler", "jeg husker dårligt", "jeg kan ikke finde ud af at koble teori og praksis", nu mere er det sandt..
jeg ser ofte folk der kobler deres identitet på hvad de er dårlige til. "Jeg er bare sådan, at jeg er dårlig til matematik" eller "jeg synes skole er åndsvagt og spild af tid"
eller "jeg har altid haft en dårlig hukommelse"
det der ligesom beskriver dem selv over for dem selv, "jeg er ham med dårlig hukommelse der hader skolen"
Marie Christensen siger:
Selv de gange hvor jeg har tænkt "Nu giver jeg den en skalle!" og har tænkt meget over hvordan jeg skulle formulere noget så det lød klogt.. Det er endt galt hver gang.. Så jeg syntes det er svært at vende..
Ind i mellem ville jeg næsten ønske at jeg gjorde fysisk skade på mig selv i stedet for psykisk.. Så vil det være min krop der ikke virkede optimalt, og ikke kun mit hoved..
Onii-chan siger:
det er rigtig svært at vende.. forstår dig godt lidt
Marie Christensen siger:
Jeg hører glad musik alle de dage jeg kan komme til det, og prøver ikke at fokusere på det der er forkert eller gået galt.. Jeg prøver at fokusere på det glade og sjove.. Men så snart der kommer en lille ting i vejen så ramler det hele.. Og ellers får jeg bare en besked om at jeg måske skulle fokusere lidt i stedet for bare at smile. Samtidig bliver jeg rost for ind i mellem at have ro og overskud
i en stresset situation, mens andre gange bliver jeg påvirket..
Men jeg er nødt til at skubbe virkeligheden lidt på afstand, eller vil jeg slet ikke kunne fungere optimalt over for børnene, de skal jo ikke lide under at jeg fucker mit liv op.. De skal have al den glæde og kærlighed jeg kan give dem.
mandag den 4. april 2011
Nu kører det sgu!
Men jeg har tabt styretøjet. Jeg er startet i praktik, det er et rigtig dejligt sted, og det er nogle søde mennesker der er der. Det er en vuggestue, og det er dejligt. Min vejleder er rigtig sød, og jeg kan virkelig mærke at hun gerne vil mig.
Problemet er bare at jeg har fået meldingen "Du består ikke din praktik hvis du ikke får mere selvtillid og nysgerrighed for faget" BANG! Hej, det er virkeligheden igen. INTERESSE FOR FAGET er grundstenen i at TAGE en uddannelse. Og så den fantastiske mangel på selvtillid.
"Kan man tage en uddannelse som con-gænger?" Jeg tvivler stærk på at man kan leve af det. Det er ikke fordi jeg ikke vil børnene, jeg vil dem utrolig gerne. Jeg går i stå når jeg kommer til "hvad kunne man gøre for at hjælpe udviklingen?" og så når jeg skal hænge mine udtaleser op på noget teori.
Jeg nævner selv at jeg måske bare skulle tage uddannelsen til pædagogmedhjælper, fordi jeg kan tilsyneladende ikke finde ud af at tage pædagoguddannelsen. Min vejleder siger at det måske kan være en hjælp, så jeg ikke banker mig selv i hovedet hele tiden med at jeg ikke er god nok, og at det måske kan tage noget af det pres jeg føler der hviler på en uddannet pædagog.
Min nye klasse er ellers så sød, fordi folk er ældre og mange af dem har børn, så føler jeg mig velkommen på en helt anden måde. Og jeg har ellers fundet en gruppe at arbejde sammen med, men det kan være at jeg skal på listen over "Folk under 25 de har "skræmt" væk" xD
Så, lige nu er det hele lidt noget rod igen, jeg kan ikke helt finde ud af det, og derfor vælger jeg at ligge det hele væk og ikke tænke på det.. Måske ikke verdens bedste taktik, men jeg kan ikke helt overskue at være trist hele tiden..
Problemet er bare at jeg har fået meldingen "Du består ikke din praktik hvis du ikke får mere selvtillid og nysgerrighed for faget" BANG! Hej, det er virkeligheden igen. INTERESSE FOR FAGET er grundstenen i at TAGE en uddannelse. Og så den fantastiske mangel på selvtillid.
"Kan man tage en uddannelse som con-gænger?" Jeg tvivler stærk på at man kan leve af det. Det er ikke fordi jeg ikke vil børnene, jeg vil dem utrolig gerne. Jeg går i stå når jeg kommer til "hvad kunne man gøre for at hjælpe udviklingen?" og så når jeg skal hænge mine udtaleser op på noget teori.
Jeg nævner selv at jeg måske bare skulle tage uddannelsen til pædagogmedhjælper, fordi jeg kan tilsyneladende ikke finde ud af at tage pædagoguddannelsen. Min vejleder siger at det måske kan være en hjælp, så jeg ikke banker mig selv i hovedet hele tiden med at jeg ikke er god nok, og at det måske kan tage noget af det pres jeg føler der hviler på en uddannet pædagog.
Min nye klasse er ellers så sød, fordi folk er ældre og mange af dem har børn, så føler jeg mig velkommen på en helt anden måde. Og jeg har ellers fundet en gruppe at arbejde sammen med, men det kan være at jeg skal på listen over "Folk under 25 de har "skræmt" væk" xD
Så, lige nu er det hele lidt noget rod igen, jeg kan ikke helt finde ud af det, og derfor vælger jeg at ligge det hele væk og ikke tænke på det.. Måske ikke verdens bedste taktik, men jeg kan ikke helt overskue at være trist hele tiden..
fredag den 11. februar 2011
Moar!
Efter snart at have passet hus i en hel uge. Jeg har været tidligt oppe, smurt madpakke og kørt min lillebror i skole. Jeg har lavet med, vasket op og ordnet i køkkenet. Jeg har vasket tøj, vandet blomster, og skal støvsuge hus og bil lørdag. Jeg har købt ind, hentet lillebror fra SFO og diverse aktiviteter. Jeg har passet min nye praktik, forsøgt at lave læringsmål og forsøgt at være frisk og veloplagt. Jeg har haft brug for ro i hovedet, men har også skulle underholde min lillebror.
Damn jeg er bombet i mit hoved! Og så skal jeg på skiferie i næste uge @.@
Der kommer hermed til at gå endnu længere før jeg overvejer at flytte hjemmefra!
Kære mor og far - I er savnet!
________________________________________________________
Og nu er lillebror syg med feber, så jeg måtte tage en fridag.
"Hej, min lillebror har fået feber, så jeg kan ikke komme i dag"
"Hej. Kan du lige vente et øjeblik?"
...
"Hej, jeg fik besked på at du gerne ville have fri i dag?"
"Ja, min lillebror er syg."
"Din lillebror?"
"Ja, mine forældre er på ferie, og jeg passer ham"
"Jamen, så må vi jo finde ud af noget. Du kan nok ikke få barns sygedag, men jeg siger det videre."
"Mange tak."
Jeg skal ind på seminaret til møde, og så må lillebror blive hos mormor. Jeg håber at min hovedpine går væk, og at lillebror bliver rask så vi kan komme på skiferie.
"Hej, min lillebror har fået feber, så jeg kan ikke komme i dag"
"Hej. Kan du lige vente et øjeblik?"
...
"Hej, jeg fik besked på at du gerne ville have fri i dag?"
"Ja, min lillebror er syg."
"Din lillebror?"
"Ja, mine forældre er på ferie, og jeg passer ham"
"Jamen, så må vi jo finde ud af noget. Du kan nok ikke få barns sygedag, men jeg siger det videre."
"Mange tak."
Jeg skal ind på seminaret til møde, og så må lillebror blive hos mormor. Jeg håber at min hovedpine går væk, og at lillebror bliver rask så vi kan komme på skiferie.
tirsdag den 1. februar 2011
En lille update..
Som det er nu er der sket en hel masse. Jeg bestod ikke min praktik, og jeg skal derfor tage stilling til hvad jeg vil.
1. Fortsætte på seminariet, i klassen der er startet i praktik i dag.
2. Tage et års orlov og finde ud af hvad jeg vil.
3. Stoppe helt, og finde et arbejde.
4. Starte på et helt andet studie.
5. Rejse til udlandet og arbejde.
6. Flytte hjemmefra og stille sygne hen i slump xD
Jeg havde meget svært ved at se mig selv komme tilbage. Jeg følte ikke at jeg kunne overskue at starte i en ny klasse, jeg havde ikke helt let ved at føle mig 100% hjemme i min klasse før. Og jeg vil føle "Jeg er ikke god nok" "Du har fejlet" "Hahaha!" inde i mit hovede når jeg så mine gamle klassekammerarter. Ikke at jeg ved de vil tænke det, men lur mig om ikke nok min hjerne skulle sørge for at jeg fik det fortalt.
Egentlig bunder det vel i at jeg er skide usikker, og jeg selv føler at jeg har fejlet. Jeg har valgt at tage det alt for roligt, og BANG! så kom der en konsekvens der ikke kun var sløve karakterer. Jeg har fejlet, og det er til dels min egen skyld. Der har også været noget i min praktik, og jeg føler ikke at jeg kunne med min vejleder så længe hun havde rollen som vejleder. Hun er en sød person, og morsom, men jeg ved ikke.. Det fungerede bare ikke.
Jeg har været en sløv padde, og det har ramt mig lige der hvor det gjorde ondt. "Hallo! Det er virkeligheden der kalder! Der er en grund til at det hedder "at tage en uddannelse" fordi den kommer ikke gående af sig selv! Du skal faktisk *gisp* LETTE RØVEN OG KOMME I SVING!!" Jeg vidste godt at jeg bestemt ikke har været en optimal studerende, men tanken om "at det nok skal gå, gem nu de dystre tanker væk, der er nok ingen der ligger mærke til det" er lige pludselig blevet det udsagn der bliver brugt som bevis imod mig. "Så du ved godt at du gjorde et dårligt job, og alligevel valgte du at drive den af?! Det er ungdomssløvsind, svindel af værste skuffe!" Jamen hvor vover jeg at bruge andre folks tid, ressourcer og penge på ikke at gøre det godt? Jeg har ellers tit dyrket mit pleaser-gen, hvis alle har det godt så ser de ikke alle mine småfejl. Og lysten til at hjælpe andre, gøre noget fantastisk, men ikke helt vide hvordan jeg skulle få tiden eller overskudet til det. Jeg har så mange planer der skal gøre livet lettere for folk, men jeg vil ikke erkende mine egne grænser, jeg kan alt og tænker ikke på mig selv. Når jeg så slår et alt for stort brød op, så plager det mig, og folks kommentarer bliver hængende i en evighed. Jeg har rigtig mange minder fra de gange jeg har gjort noget pinligt, forkert eller pralet for meget. Og det er dem der holder mig lidt fast, dem der kommer op engang i mellem og lige prikker til usikkerheden. Det er knap så fedt ikke at kunne se skoven før man er gået igennem den. Det at jeg bagefter indser "Hold kæft hvor var det dog dumt og ikke spor gennemtænkt!" Burde man ikke lære af den slags, i stedet for at gøre der igen og igen?
... Det lader til at jeg blev distraheret. *kører op og ser hvor jeg kom til*
Oh ja, mine mange muligheder. Jeg har fået mange råd til hvad folk mener jeg skal gøre. Og jeg kan faktisk ikke bruge så mange af dem. Jeg aner ikke hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke skulle være pædagog, og det er ikke just fordi det at få et job er det letteste i verden. Jeg har pludselig skulle tænke meget stærkt, men har alligevel haft en form for ro i kroppen. Måske fordi jeg endelig fik 100% bekræftet at jeg ikke bestod, jeg behøvede ikke længere skubbe folks skrøbelige håb og opmuntringer væk som en hjerteløs møgunge. Som om jeg naturligvis vidste bedre, og alle andre bare var en folk naive tåber.
Men det er som om det alligevel har hjulpet lidt at snakke om det, som om jeg er kommet lidt op imod lyset igen. Jeg har i hvert fald fundet nogenlunde ud af hvad jeg vil.
Jeg tager ud i praktik igen, hvis jeg kan finde et sted sammen med Katrine, min studievejleder. Og når det er overstået vil jeg prøve hvordan det bliver at se min gamle klasse i øjnene igen. Forhåbentlig kan jeg finde nogle i min klasse som jeg kan svinge med. Jeg ved det er for meget forlangt at bede om en lige så tosset ven som mig selv, men hvor kunne det være en luksus at have en der også havde interesse i manga/anime eller noget i den retning. Ihh jeg ville elske det!
Jeg ved ikke helt hvad jeg gør hvis der ikke er nogle jeg svinger med, det er svært at komme ind som ny i en klasse, især når de har kendt hinanden i noget tid. Hvis det slet ikke går, så håber jeg at jeg kan bruge tid sammen med mine gamle venner i pauserne, og så ellers kun være sammen med de andre når vi laver opgaver. Jeg ved ikke om jeg kan overskue at fortælle dem alle om min interesse for dukker og Japan, det må komme lidt hen af vejen.
Jeg snakkede med min mor om hvad jeg kunne snakke med folk om, fordi det er stort set kun dukker, manga/anime, spil og bøger der fylder i min hobby-verden. Jeg ser sjældent tv, jeg gider ikke gå i byen og drikke mig fuld, jeg hører ikke så meget popmusik, jeg holder mig meget for mig selv og får ind i mellem et trip med nordisk mytologi. Jeg er lidt geek på den ufede måde ö
...
Og nu til noget helt andet xD Jeg har præsteret at gøre mine to værelser beboelige. Det skyldes at jeg blev smidt ud et par dage fordi min moster skulle overnatte. Så nu kan man se at jeg har trægulv, der er blevet støvsuget og skiftet lagen! Selv vindueskarmen har fået en overhaling, og jeg fik fyldt en hel sæk med affald. Ikke at jeg er helt sikker på hvor det kom fra, men pyt xD
...
Lidt kikset, halvbuttet pige på 21, hjemmeboende, søger en ven til sjov og spas på Pædagogseminariet i Roskilde. Jeg kan lide ting fra Japan, bl.a. manga, anime, ABJD, og et hint af lolita-stilen. Jeg går til conventions så ofte jeg kan komme til det, og jeg nyder at have en hel weekend omgivet af gode venner og at være i omgivelser hvor jeg føler mig tryg og fri. Hvis det har interesse, så kontakt mig endelig!
Hilsen Marie
...
I did not just do that xD
1. Fortsætte på seminariet, i klassen der er startet i praktik i dag.
2. Tage et års orlov og finde ud af hvad jeg vil.
3. Stoppe helt, og finde et arbejde.
4. Starte på et helt andet studie.
5. Rejse til udlandet og arbejde.
6. Flytte hjemmefra og stille sygne hen i slump xD
Jeg havde meget svært ved at se mig selv komme tilbage. Jeg følte ikke at jeg kunne overskue at starte i en ny klasse, jeg havde ikke helt let ved at føle mig 100% hjemme i min klasse før. Og jeg vil føle "Jeg er ikke god nok" "Du har fejlet" "Hahaha!" inde i mit hovede når jeg så mine gamle klassekammerarter. Ikke at jeg ved de vil tænke det, men lur mig om ikke nok min hjerne skulle sørge for at jeg fik det fortalt.
Egentlig bunder det vel i at jeg er skide usikker, og jeg selv føler at jeg har fejlet. Jeg har valgt at tage det alt for roligt, og BANG! så kom der en konsekvens der ikke kun var sløve karakterer. Jeg har fejlet, og det er til dels min egen skyld. Der har også været noget i min praktik, og jeg føler ikke at jeg kunne med min vejleder så længe hun havde rollen som vejleder. Hun er en sød person, og morsom, men jeg ved ikke.. Det fungerede bare ikke.
Jeg har været en sløv padde, og det har ramt mig lige der hvor det gjorde ondt. "Hallo! Det er virkeligheden der kalder! Der er en grund til at det hedder "at tage en uddannelse" fordi den kommer ikke gående af sig selv! Du skal faktisk *gisp* LETTE RØVEN OG KOMME I SVING!!" Jeg vidste godt at jeg bestemt ikke har været en optimal studerende, men tanken om "at det nok skal gå, gem nu de dystre tanker væk, der er nok ingen der ligger mærke til det" er lige pludselig blevet det udsagn der bliver brugt som bevis imod mig. "Så du ved godt at du gjorde et dårligt job, og alligevel valgte du at drive den af?! Det er ungdomssløvsind, svindel af værste skuffe!" Jamen hvor vover jeg at bruge andre folks tid, ressourcer og penge på ikke at gøre det godt? Jeg har ellers tit dyrket mit pleaser-gen, hvis alle har det godt så ser de ikke alle mine småfejl. Og lysten til at hjælpe andre, gøre noget fantastisk, men ikke helt vide hvordan jeg skulle få tiden eller overskudet til det. Jeg har så mange planer der skal gøre livet lettere for folk, men jeg vil ikke erkende mine egne grænser, jeg kan alt og tænker ikke på mig selv. Når jeg så slår et alt for stort brød op, så plager det mig, og folks kommentarer bliver hængende i en evighed. Jeg har rigtig mange minder fra de gange jeg har gjort noget pinligt, forkert eller pralet for meget. Og det er dem der holder mig lidt fast, dem der kommer op engang i mellem og lige prikker til usikkerheden. Det er knap så fedt ikke at kunne se skoven før man er gået igennem den. Det at jeg bagefter indser "Hold kæft hvor var det dog dumt og ikke spor gennemtænkt!" Burde man ikke lære af den slags, i stedet for at gøre der igen og igen?
... Det lader til at jeg blev distraheret. *kører op og ser hvor jeg kom til*
Oh ja, mine mange muligheder. Jeg har fået mange råd til hvad folk mener jeg skal gøre. Og jeg kan faktisk ikke bruge så mange af dem. Jeg aner ikke hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke skulle være pædagog, og det er ikke just fordi det at få et job er det letteste i verden. Jeg har pludselig skulle tænke meget stærkt, men har alligevel haft en form for ro i kroppen. Måske fordi jeg endelig fik 100% bekræftet at jeg ikke bestod, jeg behøvede ikke længere skubbe folks skrøbelige håb og opmuntringer væk som en hjerteløs møgunge. Som om jeg naturligvis vidste bedre, og alle andre bare var en folk naive tåber.
Men det er som om det alligevel har hjulpet lidt at snakke om det, som om jeg er kommet lidt op imod lyset igen. Jeg har i hvert fald fundet nogenlunde ud af hvad jeg vil.
Jeg tager ud i praktik igen, hvis jeg kan finde et sted sammen med Katrine, min studievejleder. Og når det er overstået vil jeg prøve hvordan det bliver at se min gamle klasse i øjnene igen. Forhåbentlig kan jeg finde nogle i min klasse som jeg kan svinge med. Jeg ved det er for meget forlangt at bede om en lige så tosset ven som mig selv, men hvor kunne det være en luksus at have en der også havde interesse i manga/anime eller noget i den retning. Ihh jeg ville elske det!
Jeg ved ikke helt hvad jeg gør hvis der ikke er nogle jeg svinger med, det er svært at komme ind som ny i en klasse, især når de har kendt hinanden i noget tid. Hvis det slet ikke går, så håber jeg at jeg kan bruge tid sammen med mine gamle venner i pauserne, og så ellers kun være sammen med de andre når vi laver opgaver. Jeg ved ikke om jeg kan overskue at fortælle dem alle om min interesse for dukker og Japan, det må komme lidt hen af vejen.
Jeg snakkede med min mor om hvad jeg kunne snakke med folk om, fordi det er stort set kun dukker, manga/anime, spil og bøger der fylder i min hobby-verden. Jeg ser sjældent tv, jeg gider ikke gå i byen og drikke mig fuld, jeg hører ikke så meget popmusik, jeg holder mig meget for mig selv og får ind i mellem et trip med nordisk mytologi. Jeg er lidt geek på den ufede måde ö
...
Og nu til noget helt andet xD Jeg har præsteret at gøre mine to værelser beboelige. Det skyldes at jeg blev smidt ud et par dage fordi min moster skulle overnatte. Så nu kan man se at jeg har trægulv, der er blevet støvsuget og skiftet lagen! Selv vindueskarmen har fået en overhaling, og jeg fik fyldt en hel sæk med affald. Ikke at jeg er helt sikker på hvor det kom fra, men pyt xD
...
Lidt kikset, halvbuttet pige på 21, hjemmeboende, søger en ven til sjov og spas på Pædagogseminariet i Roskilde. Jeg kan lide ting fra Japan, bl.a. manga, anime, ABJD, og et hint af lolita-stilen. Jeg går til conventions så ofte jeg kan komme til det, og jeg nyder at have en hel weekend omgivet af gode venner og at være i omgivelser hvor jeg føler mig tryg og fri. Hvis det har interesse, så kontakt mig endelig!
Hilsen Marie
...
I did not just do that xD
søndag den 16. januar 2011
Så kom samtalen..
På onsdag skal jeg ind og forsvare mig selv, og fortælle hvorfor jeg mener jeg skal bestå min praktik og fortsætte på seminariet. Og jeg glæder mig på ingen måde. Det bliver ikke let, og jeg skal pakke lille frøn kold i røven væk, sammen med mine følelser. Ikke at det giver nogen mening. Men jeg skal ikke sidde og tude, jeg må ikke blive usikker, jeg skal kunne argumentere for alt jeg har skrevet og virkelig sælge varen. Samtidig skal jeg være ærlig og kunne erkende mine egne fejl. Hvis jeg er heldig, så slipper jeg med at skulle skrive mit reflektionspapir om. Og uanset hvor meget jeg hader det, så gør jeg det gerne hvis det betyder at jeg kan blive på seminariet og i min klasse.
Jeg tror ikke jeg fortsætter hvis jeg ikke består. Jeg kan slet ikke overskue at skulle sætte mig ind i en ny klasse, samtidig med at mine venner fortsætter som før. Fordi jeg ved at jeg vil sidde tilbage med en følelse af ikke et være god nok, ikke at kunne klare det. Og mine venner vil minde mig om det, når jeg ser dem på gangene, også selv om det slet ikke er noget de siger. Jeg vil hakke på mig selv hver dag.
Jeg har læst i Woman, tror jeg, at man skal lytte til hvordan ens indre stemme lyder når den hakker på en. Og så finde på alt muligt der gør den fjollet og ikke spor skræmmende/stærk. Og finde et mantra man kan gentage hvis stemmen våger sig frem. Men det er jo mig selv jeg hører, hver gang. Og hvis jeg gør nar af mig selv, så bliver det en dum cirkel der kun gør ting værre. Så jeg aner ikke hvordan jeg kan holde op med at hakke på mig selv, for det bliver værre og værre.
Måske jeg bare skulle tage en chill-pill og lade være med at whine så meget. Jeg er 21, stor og mandig og scorer damer på stribe.. Nej vent.. Jeg er 21, sexet og feminin og scorer damer på stribe.. Nej, det lyder stadig ikke rigtigt.. Jeg er 21, ja det er rigtigt, jeg er lidt over gennemstitsvægten og burde nok tabe de kilo så jeg kan føle mig sexet. Jeg kan være både maskulin og feminin, og jeg scorer ikke noget som helst fordi jeg har min dejlige kæreste. Så.. Jeg er 21, og ganske normal xD
Er jeg den eneste der går rundt og har det lidt varmt? Jeg føler lidt at jeg allerede er i overgangsalderen når jeg sidder på arbejdet og koger kun iført t-shirt imens alle sidder med deres trøjer og skutter sig o.O
Jeg tror ikke jeg fortsætter hvis jeg ikke består. Jeg kan slet ikke overskue at skulle sætte mig ind i en ny klasse, samtidig med at mine venner fortsætter som før. Fordi jeg ved at jeg vil sidde tilbage med en følelse af ikke et være god nok, ikke at kunne klare det. Og mine venner vil minde mig om det, når jeg ser dem på gangene, også selv om det slet ikke er noget de siger. Jeg vil hakke på mig selv hver dag.
Jeg har læst i Woman, tror jeg, at man skal lytte til hvordan ens indre stemme lyder når den hakker på en. Og så finde på alt muligt der gør den fjollet og ikke spor skræmmende/stærk. Og finde et mantra man kan gentage hvis stemmen våger sig frem. Men det er jo mig selv jeg hører, hver gang. Og hvis jeg gør nar af mig selv, så bliver det en dum cirkel der kun gør ting værre. Så jeg aner ikke hvordan jeg kan holde op med at hakke på mig selv, for det bliver værre og værre.
Måske jeg bare skulle tage en chill-pill og lade være med at whine så meget. Jeg er 21, stor og mandig og scorer damer på stribe.. Nej vent.. Jeg er 21, sexet og feminin og scorer damer på stribe.. Nej, det lyder stadig ikke rigtigt.. Jeg er 21, ja det er rigtigt, jeg er lidt over gennemstitsvægten og burde nok tabe de kilo så jeg kan føle mig sexet. Jeg kan være både maskulin og feminin, og jeg scorer ikke noget som helst fordi jeg har min dejlige kæreste. Så.. Jeg er 21, og ganske normal xD
Er jeg den eneste der går rundt og har det lidt varmt? Jeg føler lidt at jeg allerede er i overgangsalderen når jeg sidder på arbejdet og koger kun iført t-shirt imens alle sidder med deres trøjer og skutter sig o.O
Abonner på:
Opslag (Atom)