Egentlig skulle man ikke tro det. At jeg sådan kan have så mange bekymringer. Men det er som om der kommer flere og flere, og det gør mig forvirret og gør at jeg mister den smule overblik jeg havde.
Jeg ved snart ikke om jeg gider være receptionist. Jeg har set et par opslag, men ikke haft lysten til at søge dem. De vil alligevel ikke have mig, jeg er for ung og bor for langt væk. Så hellere end smart storby-pige, der bor 10 min væk med s-tog eller metro. Min far sagde at han havde snakked med min farmor og farfar, og at de havde snakket med min farfars fætter der arbejder på Comwell Rebild. Så kunne jeg måske komme derop og arbejde, og så kunne det være så hyggeligt at jeg boede hos dem. Men. Jeg ved bare ikke om jeg vil, og nu er der pludselig så meget familie involveret. Så kan jeg ikke engang sige at jeg søgte det men ikke fik det.
Jeg havde håbet lidt på pædagogisk assistent. Men det blev ikke til noget, fordi en eller anden kælling gav mig forkert besked. Så bliver det først til august 2013, og der er bare længe til. Men efter jeg har fået de her timer i børnehaven, så ved jeg bare at det er det jeg gerne vil. Jeg bliver så glad når jeg er derude, og det er så hyggeligt. Og jeg har fået lovning på timer i november også, og har været der rigtig meget i den her måned. Så jeg vil gerne have lov til bare at nyde det. Og forhåbentlig finder jeg noget mere pædagogisk arbejde, det vil bare være det bedste.
Så blev jeg lige lokket med at CISV har en børneby til Japan. Og det ville da være fedt, helt bestemt! Men. Jeg har haft æren af en fantastisk delegation hvor alting bare har gået godt. Søde børn der holder af hinanden og bare er fantastiske til at høre efter og opføre sig ordentlig, samtidig med at der er plads til sjov og ballade. Og jeg er sgu bange for at få en ny delegation. Fordi det jeg har haft har været så godt, så hvordan kan jeg nogensinde være så heldig igen? Og desuden. Så er Japan en hel del længere væk end Amager. Jeg vil ikke stadig kunne bruge min telefon. Så en lille del af mig håber lidt på at de allerede har fundet en leder til Japan.
Line er i Japan og kommer hjem på onsdag. Og jeg savner hende, så meget at det gør ondt hver gang jeg kommer i tanke om at jeg ikke lige kan skrive til hende. Så meget at jeg ind i mellem går i stå. Hun er så vigtig for mig, betyder så meget for mit liv. Og jeg elsker hende så meget at det er utroligt hun ikke bliver træt af al den kærlighed jeg hælder på hende xD Hun er min bro forever <3
Det kan godt være at jeg burde tage alle de hænder jeg kan få og bare finde et arbejde, især når man tænker på at jeg ikke har noget fast, og ikke har flere tusind kroner i reserve et sted. Men jeg vil gerne have et sted og bo, hvor jeg stadig kan være tæt på dem jeg elsker. Jeg vil hverken undvære Line eller Christian, og selv om Jylland ikke er langt væk, så er det stadig så langt væk at jeg slet ikke vil tænke på det. Især ikke nu hvor Christian er bundet til skole i København. Jeg kan godt leve med at rejse rundt på Sjælland, også selv om det nogle gange tager tid. Det er bare lettere, og billigere, at komme derhen hvor man gerne vil.
Er det virkelig for meget at bede om et job på Sjælland?
