Kæmpe det vil jeg!

Jeg blev indkaldt til samtale med min chef fredag, og fik af vide at jeg ikke bliver indstillet til at bestå min praktik. Onsdag havde jeg haft en meget lang samtale med min vejleder og den anden vejleder i huset om hvor langt jeg var kommet med læringsmål, og om jeg overhovedet gad være pædagog. En ikke særlig munter samtale, hvor jeg følte at der kom flere og flere småting der gjorde at jeg fik det enormt dårligt. Men fandme nej om jeg vil lade mine tårer få frit løb foran dem! Det er heldigvis fordelen ved at være lidt sløv i optrækket, man har nemmere ved at gemme sig for sandheden. Jeg sad bare og prøvede at lade som ingenting, som om jeg var totalt kold og ligeglad. Nok ikke det bedste at gøre når du gerne ville overbevise folk om at det her vil du rigtig gerne.
Tilbage til fredag, en dag hvor jeg ikke rigtig havde fået tid til at snakke med mine forældre inden. Min vejleder fra seminaret var kommet, og vi skulle have midtvejsevaluering. endnu en gang snakkede vi om alle de ting jeg ikke havde fået gjort, og det faktum at jeg nok ikke kunne bestå min praktik, og i stedet burde tage ud og rejse for at leve mit liv, eller tage på gøglerskole. Endnu engang lille frøken kold i røven, og nej, stadig ikke smart. Jeg blev spurgt flere gange undervejs, "er du okay?" NEJ GU' FANDEN ER JEG OKAY! I SIDDER OG SIGER JEG HAR GJORT ALLE MULIGE SMÅFEJL, DER BESTEMT IKKE HAR VÆRET MED VILJE, OG GØR MEGET MERE UD AF NOGET END DET EGENTLIG ER!! Da du tilbød at køre mig på biblioteket troede jeg bare det var for at være flink. Jeg søgte selv efter bogen, og du fandt den tilfældigvis bare før mig. Jeg kiggede efter andre spændende bøger på computeren, og du fandt en anden bog under samme emne der virkede god. Det blev så til at du tog mig i hånden, kørte mig på biblioteket, fandt bogen til mig og bad mig læse den. Jeg skulle selv ned i byen senere, så jeg kunne godt klare det selv. Lad være med at lyde så hellig, havde jeg vidst at du tænkte sådan havde jeg ordnet det selv..
Lortedag, lorteuge..
Det var rigtig svært at komme hjem og skulle sige til sin mor "Øh hør, jeg består ikke min praktik, men kan prøve igen om et halvt år... Undskyld.." Hvorefter man får forklaret stolpe op og stolpe ned med hvor svært det er at finde arbejde, og hvor mange arbejdsløse unge der er lige nu. Og så kunne jeg tude. For jeg havde sviget mine forældre, mig selv, Katrine og alle mine venner fra seminaret. Og også lidt min vejleder, men det var ikke så vigtigt lige i det tilfælde. Og min mor gav mig da noget papir, og snakkede ikke mere om det. Da jeg snakkede med min far blev vi enige om at jeg skulle sparke røv, og lagde en plan for hvordan det skulle gøres. Nu må vi se hvad der sker, men jeg vil hellere vide at jeg har kæmpet og fejlet, end at give op undervejs. Jeg har bare ikke så meget kampgejst tilbage...

Måske er det ikke mig alligevel, måske er jeg bare for ung

Jeg havde en seriøs snak med min vejleder på mit praktiksted i går. Jeg forklarede hende hvor svært jeg syntes det er, og at jeg overvejer at droppe min uddannelse, fordi jeg ikke har lyst til at skrive reflektionspapir. Jeg hader det papir, dybt og inderligt! Jeg fortalte at jeg havde haft det på samme måde sidste gang, og at reflektionspapiret dengang kun lige var blevet godkendt, efter jeg lavede det om.
Min vejleder sagde så at hun er bekymret for om jeg er for ung til at tage uddannelsen. For i modsætning til HF er der ingen rigtige svar, og der er ingen der siger læs fra side 12 til side 35 til på mandag, og det er det. Man skal forholde sig til læsestoffet, man skal kunne debattere, og man skal kunne stille sig op foran en masse mennesker og sige "Her er det jeg! mener, på baggrund af xx teori." og påtage sig en masse ansvar. Jeg kan jo ikke engang tage ansvar for mig selv, så hvordan skulle jeg kunne tage vare på et andet menneskes trivsel og udvikling? Jeg kan ikke engang finde ud af hvad der motiverer mig, eller følge med i timerne, så hvordan skulle jeg kunne motivere en flok børn eller en bruger til en aktivitet?

Jeg skal på et seriøst kursus i selvdiciplin og selvtillid. Fordi det er ikke min hjerne den er galt med. Jeg tog Mensas intelligenstest, fordi min mor tog den. Score: 128. Så tog jeg Illustreret Videnskabs, fordi jeg fik den anbefalet. Score: 121. Så dum er jeg altså ikke.. men hvorfor kan jeg så ikke finde ud af at tage en uddannelse? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af hvad det er mine lærere forlanger af mig? Jeg har flere gange oplevet at mine lærer siger "Jamen, du kan jo godt! Svaret var jo lige der, tro lidt mere på dig selv." Men jeg kan ikke tolke om det er det du gerne vil høre! Og jeg har oplevet flere gange at blive hakket ned på fordi "jeg ikke kunne finde ud af at svare på noget så simpelt" En lærer.. Det er en person, der har hakket på mig, kun en.. Men min selvkritik er så hård, at jeg konstant skælder ud på mig selv. Og når man siden man var lille har skældt ud på sig selv for at være dum, anderledes og i vejen, så er det svært at lave om på. Jeg følte mig ikke god nok på Stestrup, jeg var en drengepige der gerne ville tumle med drengene, og jeg blev dybt skuffet da det pludselig var nogle af pigerne der var mere interessante end mig, fordi de ville kysse. På Merløse var der rigtig mange problemer med klassen. Jeg brugte stadig tid med folk fra min gamle klasse, vi hyggede og drak te sammen. Det gjorde vi også før, så jeg har ikke kun været drengepige. Det var nok mest i skolen. Jeg følte mig også anderledes da jeg tog på efterskole. Jeg kom ind i en mere emo-like fase, og begyndte hurtigt at hoppe fra pop til en mere sort stil. Jeg havde egentlig en dejlig gruppe venner begge år, men jeg havde svært ved at finde ud af mig selv og hvad jeg ville med mit liv. Jeg var også skoletræt, en skoletræthed der havde spirret allerede på Merløse. Nok fordi det er svært at se hvad man skal lytte efter får når man alligevel bare er dum. Jeg har godt nok skabt besvær for andre i den tid. Jeg kom hjem fra efterskole og startede på HF i Roskilde. Stadig ikke helt vild med skolen, og jeg skulle til at forholde mig til en helt ny type mennesker.. Unge mennesker. Jeg har aldrig drukket eller været til vilde fester da jeg var på efterskole, så der var langt fra det hyggelige Jylland til Roskildes vilde ungdom der tog i byen og festede hele den første uge igennem. Allerede der røg en mulighed for at binde med folk, og da jeg heller ikke ryger røg endnu en mulighed. Jeg følte mig udenfor i HF, fordi jeg hellere ville sidde derhjemme og passe mig selv, ved den computer der havde forbandet mig allerede på efterskolen, og har fulgt mig tæt lige siden.

*bliver distraheret og vender tilbage 10 min senere*

Well, en kort opsummering kunne lyde på at jeg er skoletræt, hakker på mig selv, og nok burde tage et år eller to hvor jeg lærere at tro på mig selv, og lade være med at være så selvkritisk. Jeg skal have snakket med mine forældre.. Jeg har bare ikke lyst til at have spildt næsten to år af mit liv. Og jeg har ikke lyst til at sige farvel til mine kammerater D:

Opdaterer måske, hvis jeg føler for det..

Når råd fra dengang du var lille, gives videre

Jeg havde min lillebror med på arbejde for lidt siden, en ganske hyggelig oplevelse, og det var dejligt at have lidt selskab så man ikke bare går helt alene.
Da vi skal sætte stole ud til bordene tager jeg de øverste 3 af stakken, så han ikke risikerer at få 12 stole væltet ned over sig. Vi går og hygger lidt, og jeg skuer ud af min øjenkrog at han tager 2 stole af gangen. Uden at tænke nærmere over det siger jeg til ham at han skal passe på sig selv, og selv om det er hurtigere at tage 2 af gangen, og selv om det er lidt sejt at være stærk, så skal han passe på sig selv. Jeg nævner at jeg selv har fået dårlig ryg og hofte af at slæbe for mange tunge ting, fordi det er altså lidt sejere når man kan bære et helt bord selv, eller tage 4 stole af gangen. Jeg gør det stadigvæk, så jeg er egentlig et dårligt eksempel..
Men lige der slår det mig, at jeg som barn fik af vide af min venindes mor at jeg skulle passe på min ryg, da hun selv havde dårlig ryg og nedsat arbejdstid. Og jeg har nok bare svaret noget i stil med "ja ja, det skal jeg nok" og  så glemt alt om det igen.
Så kom jeg til at tænke på om den slags gode råd er mere effektive hvis de kommer fra en ung person, end fra en gammel? Er det nemmere at lytte til hvad en storebror siger, og gøre det, end hvis det er en mor på 40? Eller er det komplet lige meget, fordi det stadig appellerer lidt til ens maskuline side, når man sagtens kan løfte den tunge vogn op af rampen selv, eller bære to plader i stedet for en. Jeg lider under hvor dum jeg har været, men jeg stopper ikke.. Fordi, jeg kan godt lide "Wow, kan du virkelig bære alt det selv?"-kommentaren.. Jeg kan godt lide at få komplimenter, men efter jeg tænker over det, begynder jeg også at overveje om folk i virkeligheden tænker "Du er da lidt for dum når du løfter det hele selv, når alle andre godt kan finde ud af at bede om en hånd." Er jeg så pludselig bare en opmærksomhedeskrævende person, på linje med de pumpede fyre der råber kommentarer efter alt og alle D:
Fair nok dem der finder det fedt, jeg kan bare godt lide at jeg kan vente på mit tog, uden at en fyr jeg ikke kender mener at jeg enten er "satanist!", "uhh, der er nok en der spiller smart!" eller bare mener at jeg kun er der fordi de er de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt.

Og nu hvor vi snakker om at vente på toget, kender I så det når man står i sin egen verden, og pludselig er der en der begynder at tale til en. Det kan sågar ske selv om du har hovedtelefoner på. Eller står på den modsatte perron. Jeg tiltrækker den slags mennesker, der bare begynder at snakke. Nogle af dem vil vide hvilket spor toget går fra, andre hvad klokken er. Nogle snakker jeg lidt med, andre får bare et svar, og så forsvinder jeg igen. En mand begyndte at forklare at Olsen banden på sporet vist nok var optaget derude hvor metroen nu kører, ellers var det en anden. Og man står og ved ikke helt hvad man skal svare, fordi man vil jo nødig virke kold og ligeglad, eller være uhøflig. Heldigvis blev jeg reddet af toget.. Hvor folk er lige så glade for at fortælle om alt muligt. En hus forbi sælger begyndte at fortælle hvordan vaccinen mod svineinfluenza var en ren pengemaskine, fordi USA har lavet svineinfluenza, fordi normalt vil de 3 forskellige atomopbygninger ikke gå sammen, eller noget i den stil. Og snakkede om vaccinen mod livmoderhalskræft, der også var noget galt med. Og da jeg, som testdeltager i et vaccineforsøg med netop den vaccine gjorde det mig ikke just glad at høre. Jeg er også blevet tilbudt slik af en meget beskidt dametaske, skudt ned med en kapsel af en soldat, dog ikke med vilje, og generelt mødt en masse flinke mennesker. Mest når jeg har siddet i midtergangen, det er som om folk er mere frie derude, de snakker mere.
Og tænk nu hvis det er nogle af de eneste samtaler de får med andre mennesker, fordi de fleste undgår dem, og der ikke lige er en familie der kigger forbi hver søndag til kaffe og kage. Tænk hvis du kan ofre lidt af dit liv på at give en anden person rigtig meget glæde i livet. Jeg ved godt det er svært, fordi hvad skal man egentlig sige? Måske trænger man mest af alt bare til fred, men hvis du kan finde overskuddet, så gør et andet menneske glad. Tænk at blive accepteret bare lidt, at folk ikke skifter fortorv når man kommer gående, at der er en der tør fortsætte ligeud, selv om man måske ikke er den reneste eller mest ædru i verden. Særlinge er lidt nogle farlige nogle, sæt nu man opdagede at de også bare er mennesker, og bestemt ikke smitter en med en dødelig sygdom.

Tidligere har jeg nævnt at man skal smile til fremmede man passerer på gaden. Jeg har en på arbejdet der mener at det er dybt mærkeligt. Så måske er jeg den næste særling du ser, lige før du skifter fortorv :)

20 år, og hvad så?

En ny ting jeg nok begynder på. Det bliver ændret til 21 år engang efter nytår, men indholdet vil nok være det samme. Hvad gør man når man bliver voksen?
Jeg har nået det næstsidste "voksen" jeg kan nå her i landet.
Jeg er konfirmeret, og voksen i kirkens øjne.
Jeg er over 15 og voksen ifølge DSB. Wildcard lader mig dog være ung lidt endnu.
Jeg er over 16 og voksen nok til at købe alkohol.
Jeg er over 18 og voksen nok til at betale skat, få kørekort og få SU.
Jeg er 20 og ikke længere teenager, men voksen.

Hov hov, der mangler det der ung-halløj et sted, tænker de fleste nok. Men for mig at se, så er man stadig voksen selv om man hører til gruppen unge. Man er ung fra 16-26 i følge DSB, og det er nok rigtig nok. Men som ung er man gammel nok til at tage ansvar for sig selv og tænke lidt længere end "Orh hvad man, lad os smadre læskuret!" Man burde være i stand til at tænke frem til fredag, hvor man selv står og fryser, fordi det var sjovt at smadre læskuret i tirsdags. Selvfølgelig skal man ikke kunne klare sig selv 100% økonomisk, boligmæssigt osv. men det skader jo heller ikke at tænke sig lidt om. Jeg mener at unge er gamle nok til at tage ansvar for de konsekvenser deres handlinger medfører, uanset om de har smadret et læskur eller dekoreret deres bord i skolen med sprittusch.

Jeg tilhører den del af ungdommen der stadig ikke helt har styr på det der voksen-pjat. Det er ikke afhængig af alder, men af udvikling. Nogle fortsætter med at være unge hele deres liv, imens andre bliver voksne med det samme og nærmest fornægter ungdommen. Personligt tror jeg aldrig at jeg bliver voksen, og gud ske tak og lov for det! Fordi det virker slet ikke tiltalende for mig at skulle påtage mig så meget ansvar, og leve op til alle de krav der stilles. Jeg kan godt lide at jeg kan beholde mine barnlige idéer, som at have en "gummicelle" af madrasser i mit hus, og visne blade på gulvet jeg kan knase i og rulle på.
Jeg er skoletræt som bare pokker, fordi jeg kan ikke se målet for enden. Heller ikke selv om jeg tager mine briller på. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv kunne leve op til alle de krav der er om at kende teoretikere, reflekterer og ellers altid kunne argumentere hvorfor jeg valgte rød og ikke blå. Fordi jeg er styret at mine lyster. Jeg valgte rød fordi jeg syntes den er pænest, er ikke et godkendt argument når man skal male en væg i en vuggestue f.eks. Næ, man skal kunne sige at det er fordi rød er en varm farve, der symboliserer bla bla bla... FUCK DET!
Jeg kan godt forstå at de rette omgivelser kan hjælpe børn til at få det bedre både fysisk og psykisk. Men hvorfor skal man kunne så mange ting! Jeg kan ikke se hvad det skulle gavne, da jeg gør som jeg har lyst til, eller det jeg har bedst erfaring med når lille Sofie græder. Jeg gider ikke bagefter skulle finde den teoretiker der har fremsagt en påstand om, at små børn skal holdes tæt, fordi de så oplever en samhørighed der stopper gråden, imens større børn bare skal have skyllet riften med en klud og sætningen"Så er du så god som ny!" fordi de er ved at lære at stå på egne ben.

Jeg kan slet ikke holde fokus i timerne, og jeg føler egentlig bare jeg er til besvær for alle andre. Især læreren, fordi ofte er de så søde mennesker der ikke fortjener at jeg bare sidder ved min skærm og laver alt andet end studier. Derfor går det mig også på når folk hentyder til at jeg er 20 år og voksen, og måske burde overveje at opføre mig mere "voksent og anstændigt". Prøv at se hvor mange sure miner folk sidder med over det hele i landet. Folk der har glemt barndommen og glæden ved at træde uden for normen. Når man vælger at stå op og danse lidt for sig selv, i stedet for bare at sætte sig ned. Når man kommer med vanvittige idéer om at hænge sofaen på væggen, i stedet for bare at lade andre om at planlægge, og så ellers være ligeglad med resultatet.
Kort sagt, alle de voksne voksne, der er så voksne at de ikke husker nogensinde at have været andet. Det syntes jeg er dybt ulykkeligt. Stakkels voksne D:
Inden jeg får malet et kæmpe billede af mig som en useriøs taber, vil jeg gerne understrege at jeg godt kan opføre mig voksent hvis situationen kræver det. Jeg kan bare ikke sidde igennem det i flere timer. Da jeg kørte bil til SVS skulle jeg jo naturligvis køre hensigtsmæssigt, men det betyder da ikke at jeg ikke kan synge med, og danse når vi holder i kø ved Vejle. Fordi alle andre tænkte "Fuck denne her kø, vi går i H&M!" og så vil jeg hellere prøve at få så meget sjov som muligt ud af det.
Jeg kan også være voksen på arbejdet hvis jeg skal være den der bestemmer på arbejdet. Det har bare krævet lidt tilvænning. Jeg har også svært ved det med at skulle bestemme over nogle der er ældre end mig. Jeg ved ikke helt hvad det er, men nok fornemmelsen af at jeg kommer som en lille snotunge og tror jeg ved alt og kan alt.
Der vinder mit ydmyge jeg nok, min indre pleaser kommer lidt op i mig. "Altså, kun hvis det kan lade sig gøre selvfølgelig" og "Men hvis det er for meget kan det også være ligemeget" eller "Det går nok, jeg klarer mig" er meget brugte sætninger. Mit behov for at behage andre spiller en utrolig stor rolle, og det er nok også derfor jeg bliver så trist når jeg føler at jeg bare spilder andre menneskers tid, som f.eks. min læreres.

Jeg er følelsesmæssig ustabil, hurra jeg er lige så unormal som alle andre!


Jeg er heller ikke lavet af regnbuer, sukker og happy-go-lucky essens. Jeg kan føle mig lige så trist, nede og uoplagt som alle andre. Jeg har også dage hvor jeg tænker "gid jeg kunne blive i sengen" og dage hvor jeg må slæbe mig igennem arbejde høj på smertestillende for at kunne gå ordentligt pga. menstruationssmerter. Jeg kan også sidde alene i mørket under dynen og tænke "hvad laver jeg dog her?" Jeg er ganske vist ikke helt så langt ude som jeg var da jeg gik på efterskole/hf, men jeg kan mærke at at kommer snigende. Skoletrætheden fører til triste tanker, triste tanker fører til lavt selvværd og lavt selvværd medfører grimme tanker om mig selv. Jeg er skide usikker på mig selv, jeg skal selv vælge hvornår jeg vil ses og hvornår jeg ikke vil. Jeg bryder mig ikke om fremlæggelser og eksamener, jeg ender altid med at føle mig dum, utilstrækkelig og fuldkommen forkert på den. Fordi jeg ikke rigtig ved hvad der forventes af mig. Jeg kan ikke aflæse hvad det er folk higer after, hvilket svar de vil have, og derfor kan jeg ikke behage dem. Og hvis jeg så godt kender svaret, men bare ikke kan forstå spørgsmålet, så føler jeg mig bare endnu dummere, fordi hvordan kan man misforstå så simpelt et spørgsmål!
Det jeg har manglet er at vide at jeg ikke er den eneste. At alle andre også har noget de ikke vil have at andre skal se, deres sårbare side. Men folk er så god til facader, så det er rigtig svært at se igennem dem. Jeg lader også som om alting er okay hvis folk bekymrer sig om mig, jeg lapper hullet så hurtigt som jeg kan, smiler og siger "Det er ingenting, jeg er okay" Fordi hvorfor skulle andre dog bekymre sig om mig, jeg klarer mig nok.
Og for det meste kommer jeg hel ud af mine triste perioder, ind i mellem må jeg dog læsse lidt af på en ven eller to. Men folk bliver jo triste af at høre på problemerne, så for det meste holder jeg kæft, passer mig selv om hører lidt musik. Eller krammer mine forældre så meget at de bliver trætte af det..

Jeg ved godt at jeg ikke er den eneste i verden der har det hårdt, og jeg er bestemt ikke den der har det værst. (Jeg sammenligner kun med andre med samme type problemer, jeg tæller ikke katastrofer, krig ol. med.) Men ind i mellem er det nu altså rart at finde ud af at andre har det på samme måde som en selv. Man behøver ikke at tage kontakt, man kan f.eks. falde over en blog og læse at "Hey, livet stinker også i Jylland!" Så får jeg lidt en følelse af at jeg skal lade være med at pive over mine småting, og bliver lidt sur på mig selv. Heldigvis tilgiver jeg ofte mig selv, og det gode humør kommer tilbage når jeg tager kontakt til omverdenen igen.
Tusind tak, omverden *hugs*

For inderst inde, så kan jeg godt lide at få et kram og et lille "cheer up!" lods i røven ;)

Arbejde og kollegaer

I dag havde vi temadag om besparelser, og hvordan fremtiden kommer til at se ud. I den forbindelse lavede vi en øvelse kaldet spejlæg. Man tegner et spejlæg, hviden er det man ikke selv kan ændre på og ikke er herre over. Blommen er alt det man kan ændre på, hvis man påtager sig sit ansvar. Vi skulle så skrive ord i begge "felter" i forbindelse med nedskæringer.
Da vi kommer til punktet fleksibilitet snakker vi lidt om hvad det vil sige, og jeg nævner at for mig er fleksibilitet også det at blive et kvarter til en halv time ekstra hvis det brænder på, uden at skrive det. Straks opstår der røre i hele flokken "Nej nej" "Gør det ikke" "Ingen takker dig" "Ingen klapper dig på skulderen" Åbenbart mener alle at det er forkasteligt at arbejde den halve time ekstra uden at skrive det. Jeg nåede aldrig at forklare mig færdig, jeg valgte i stedet kun at fokusere på at skrive ned. Jeg mener bare at man skal hjælpe sine kollegaer fordi de har brug for det, og ikke fordi så kan man skrive den ekstra halve time på. Jeg kan ikke bare skride hvis det hele er ved at ramle, så ville jeg få det elendigt indeni.
Og desuden, så er folk der arbejder gratis også tosser der ikke gør deres arbejde godt nok, for de får jo ingen penge.. FRIVILLIGT ARBEJDE GØR DU JO KUN HVIS DET ER NOGET DU GERNE VIL!!?? Eller er det mig der er galt på den? Fuck det klap, eller den tak, jeg kan godt klare mig uden den anerkendelse, fordi jeg ved at den kollega jeg har hjulpet er glad for det. Og så kan det være lige meget hvad alle andre tænker, jeg gør det altså fordi jeg gerne vil. Og jeg har ikke skrevet alle de halve timer jeg har brugt efter jeg har fået fri, fordi DET ER MIT EGET VALG at arbejdet er et sjovere sted at vente end sygehuset. Og så hjælper jeg da en beboer hvis der er brug for det. Jeg dør ikke af det *gisp*
Selvfølgelig skal man ikke føle sig tvunget til at blive hvis man ikke kan, fordi selvfølgelig har folk et liv. Jeg har bare ikke rigtig andet liv end arbejde lige nu, så derfor bliver jeg gerne. Men folk skal heller ikke tage det som en selvfølge, og derfor blive sure hvis jeg går.

Jeg indrømmer gerne at jeg blev lidt overrasket over at så mange åbenbart mener at det at arbejde gratis ind i mellem kun kan være en idé som jeg er blevet hjernevasket med, sikkert af regeringen. Jeg havde slet ikke ventet så voldsom en reaktion, for så havde jeg nok ikke bragt emnet på bane..

Verdens bedste kæreste

Jeg er i praktik på et bosted for voksne udviklingshæmmede, og har også sagt ja til lidt ekstra rengøring i en vuggestue/børnehave tæt på mig.
Jeg havde fri klokken 22 i går, og havde aftalt med min kæreste, der gerne ville hjælpe, at han skulle støvsuge, og så kunne vi sammen køre ud og ordne resten, han ville hente mig når jeg fik fri.
Jeg bliver en halv time forsinket, og min kæreste brokker sig lidt over det, fordi han vil også gerne nå at se natholdet. Jeg siger at hvis det er kan han bare se det ovre i klubben, og så kan jeg gøre rent imens.
Da vi kommer derud låser han op og tænder lyset, og siger at han har ordnet det hele, og jeg skal bare tjekke om det er ok <3
Aww, kunne man forestille sig nogen bedre kæreste, end en der sådan ordner ting for en når man kommer træt hjem fra arbejde <3

Love you sweetiepie ^^

Nu falmer skoven tindt om land...

Og derfor var jeg naturligvis nødt til at tage i skoven. Hele familien skulle med ud og samle svampe til aftensmaden, og min bedstefar og Hanne var med. David var noget hyperaktiv, men fandt da også en del svampe.
Min far og jeg gik og tullede lidt for os selv, jeg samlede blade til min sommerfugl. Vi gik og sang lidt, og det lykkedes os at finde første og tredje vers fra "de atten svaner" men kun omkvædet af andet vers.
Så prøvede vi at finde teksten til en bamse og kylling sang, men måtte opgive. Så sang vi bare nogle andre i stedet xD Jeg kan godt lide at synge med min far, og jeg vinder altid når vi leger gæt en disneysang ^^
Vi løb også op over træstammerne, både min af og jeg, og min lillebror og jeg. Det er nu meget sjovt at gøre den slags.  Skoven var bare så dejlig, smuk og stille. Det var lidt som at forsvinde ind i en anden verden.
Det er lidt som når man læser bøger, der bliver jeg også opslugt af det der sker i bogen, og hvis jeg er nødt til at ligge den fra mig så er mit humør det samme som i bogen xD Jeg tror det er derfor jeg altid har været vild med at læse bøger, fordi jeg kan forsvinde ind i deres univers og opleve en masse ting. Og jeg kan gøre det igen og igen, også selv om jeg har læst bøgerne før.
Så er der alligevel noget godt ved at have de mange (13) reoler klemt ing på mit værelse <3

Dumme postvæsen

Min pakke fra Datamarked er væk. Posten har stået med den, foran min hoveddør, og nu er den væk. Hvordan kan det lade sig gøre, spørger jeg. Det var jo ikke engang noget dyrt teknologi, det var bare en strømforsyning. Stadig dyr, men hvem skulle dog mangle sådan en >.<
Jeg vil bare gerne have den, så jeg kan komme til min Digital Signatur og få oprettet min e-Boks nu hvor NemID ikke virker.

Nu bliver den forhåbentlig efterlyst, og så kommer den vel op på et tidspunkt...

Livets små glæder

Jeg hører mange brokke sig over kærestesorger, koldt vejr og tristhed. Derfor har jeg besluttet mig for at skrive lidt om livets små glæder, de ting der giver lidt varme indeni på en råkold morgen. De ting der gør at man trækker på smilebåndet, og de ting der giver en følelsen af at være heldig.

Jeg gik den anden dag sammen med min kæreste, og trådte på visne blade. Det knaser på den dejligste måde, og det var lidt hyggeligt. Med et strejf af barndommens romantik ^^

I dag blev jeg fanget af bladenes dans ned fra træerne, og følte mig glad for at have evnen til at se det. Væk var tankerne om det kolde vejr, efterår er nu engang min favoritårstid. Jeg syntes alle bladene er så smukke, der er tåge over land, og solen skinner på den spæde frost i græsset, og glimter i de forladte edderkoppespind. Vinden er kølig, men frisk. Og jeg har lyst til bare at gå i skoven og bruge hele dagen derude.

Hver dag gør jeg mit bedste for at smile til fremmede når jeg ser dem komme gående imod mig på gaden. Ung eller gammel, tørklæde eller ej, fordi alle mennesker fortjener et smil. Forestil dig at du kommer gående ned af gaden, det er koldt og du føler at hele verden er imod dig. Og pludselig er der en fremmed der smiler til dig, og det er svært ikke at smile igen, og nyde den korte varme forbindelsen har skabt.
Mennesker bliver forbundet hver dag, nogle ser du hver morgen i bussen, og du føler at du kender dem på trods af at du intet ved om dem. Du hjælper en person med at komme ud af toget, det kan være en der er dårligt gående, eller en mor med sin barnevogn. Og i det korte øjeblik føler du en samhørighed med den anden, der opstår et flygtigt bekendskab der brydes lige så hurtigt. Måske accepterer du det, og måske føler du at du missede chancen for at få en ny ven. hvem ved, måske går du efter vedkomne, og spørger om I skal ses til en kop kaffe. Måske tager du dig selv i at stå stille og bare kigge efter personen, opslugt af tanker om hvad du ville gøre, hvis bare du havde modet og troen på dig selv.
Det kan også være at du står ved kassen i Brugsen, og personen foran eller bag dig kommer med en bemærkning som du kommenterer på, uden at tænke over det, og så griner I lidt af det. De flygtige bekendskaber er alle vegne, og du bliver glad indeni for en kort stund.
Lad smilet til fremmede være dagens gode gerning...

Meet-ups

Jeg har fået weekenden til at gå med at være til meet-ups. Og arbejde, men det er knap så vigtigt.
Fredag havde jeg arrangeret et meet-up for Resin Garden, dukkemennesker. Det var super hyggeligt, vi fik 6 timer til at gå med at sidde på Ro's torv og snakke og hygge ^^

Søndag var jeg til cosplay walk, fordi Wolter sagde at jeg skulle xD Det var også super hyggeligt, og jeg fik hilst på en masse mennesker. Jeg lærte også hvordan man leger "Ride my Mustang (pony)" xD Der er blevet optaget en film af det, men jeg ved ikke helt hvor den kommer op henne O.o

Søndag blev Wolter og jeg enige om at vi måtte arrangere endnu et meet-up, så hende og Amalie kunne ses. Så d. 23. oktober skal vi holde et meet-up for cosplay- og dukkemennesker ^^ Lige nu er ve ved at finde ud af hvor det skal være, højst sandsynligt i kbh-området, muligvis Vanløse.
Jeg syntes det er spændende at arrangere meet-ups, og se hvor mange forskellige folk der egentlig kommer. Og hvor mange dejlige dukker der kommer med <3

...

Alle folk jeg skriver til svarer ikke.. Hverken på min mobil, der er ved at dø, eller på msn. Jeg føler mig lidt alene nu. Og fik skrevet "please smile for me..." på køkkenvinduet, ikke smart >.>
Jeg kan ikke tåle så meget selskab, for derefter at være helt alene..

Sygdom

Det var jo ikke utænkeligt at jeg også skulle bukke under for sygdom. Forst troede jeg at jeg blot havde fået en mild forkølese, og at det ikke var så alvorligt. Jeg var næsten ikke snottet, og følte mig slet ikke sløj. Selvfølgelig betyder det at jeg bliver mere og mere snottet i løbet af dagen, og kommer hjem med hovedpine. Det bliver så slemt at jeg snupper to panodil, noget jeg ellers gør sjældent, og det gør det faktisk bare værre. Jeg får kvalme, og sidder længe ude på badeværelset foran toilettet, fast besluttet på at jeg ikke vil kaste op. Jeg falder hen i en mild døs, ind over toiletbrættet, lækkert, og vågner ved tanken om at jeg har låst døren og derfor kan blive forstyrret (Ja, min tankegang virker sådan). Da mit tidligere forsøg på at rejse mig medførte svimmelhed vælger jeg blot at tage en rulle toiletpapir og kravle ud af toilettet, kravle ud i køkkenet for at finde en balje og fylde den med vand. Jeg tænker over det komiske i situationen, og hvad folk mon ville sige hvis de så mig xD Jeg kravler tilbage ind på værelset, kravler op i min seng og lægger mig. Jeg tænker på at jeg nok burde have slukket for tv'et og fjernet mit tøj fra badeværelset, og husker et råd om at ligge med hovedet højt hvad man er forkølet. Derefter døser jeg hen, til min far kommer ind og spørger om jeg er færdig med at se tv. Jeg siger at jeg er blevet syg, og beder ham tage mit mobil og ringe til arbejdet for mig. Han henter den, men beder mig om selv at ringe. Heldigvis får jeg fat i en med det samme, og kan derefter lægge mig til at sove igen. Min far konstaterer at de nok skal lade mig sove når de spiser.

I dag har jeg det fint, jeg vågnede tidligt og lå bare og læste. Så jeg raskmeldte mig igen, det gør stadig ondt i hovedet når jeg rejser mig, men det er småting. De har brug for mig på arbejdet, og jeg kan generelt ikke lide at være syg, så jeg bliver for det meste hurtigt rask igen.

Nr. 1

Første indlæg.. Igen xD

Jeg havde ellers overvejet ikke at lave en blog om mit liv, men jeg gør det alligevel da folk nok næppe læser dette, og jeg mangler et sted jeg kan skælde ud uden at det går ud over mine venner..

Jeg kommer nok til at poste alt muligt herinde, så forvent intet og oplev alt. Jeg overvejede om jeg skulle sige "Ja" til seksuelt materiale, men det regner jeg ikke med, og det kan altid ændres senere hvis jeg fristes til at skrive om noget perverst..

Ohh well, til det der egentlig gjorde at jeg lavede denne blog:

En mangel på venner (Oh hvor kliché).
Ikke fordi jeg ingen venner har, men jeg har efter flere samtaler med yngre veninder konstateret at jeg mangler en bestemt slags venner. Den slags der bor i samme by, som man tager toget med og kan smutte over til hvis det kniber. Jeg tager toget med en veninde når vi er på seminariet, men det er ikke hele vejen. Jeg mangler en person jeg kan være fjollet med, lige så fjollet som jeg er til conventions (Oh God no!). En jeg kan råbe med, og hviske med. En jeg kan tumle med, og putte mig op af. En jeg kan drille, og stadig være venner med. En jeg kan snakke med til langt ud på natten, indtil vi falder i søvn i morgensolens skær.. (Det lyder mere som om jeg mangler en kæreste, men det er nu engang ikke problemet).
Jeg har venner i Jylland.
Jeg har venner på nettet.
Jeg har venner på seminariet.
Jeg har venner, og alligevel er det ikke nok..
Jeg savner mine venner når jeg er i praktik, jeg savner at vi fjoller og hygger på McD eller Ro's torv.. Jeg savner at høre Kathrine sige "For helvede Dolle!"
Jeg savner på en måde også den ydmyghed og "ikke-god-nok"-følelse jeg kan få (Pfft, skide masocist), mest fordi så kan det kun blive bedre. Jeg elsker ikke at være i rampelyset, men jeg vil gerne ses. Jeg er en social enespænder, som så mange andre.
Jeg har stadig ikke, efter alle disse år affundet mig med mig selv, og jeg beklager meget at jeg har spildt tin tid Karsten. For nu hvor jeg er i gang kan jeg lige så godt køre mig selv lidt længere ud. (Dumme pigebarn).

Jeg kan ikke lide når folk siger at de bare vil hjælpe, men det eneste de gør er at få mig til at føle mig dum. Jeg vil så gerne tage min uddannelse, men det er bare så svært når man konstant bliver mindet om at man er dum. eller, når JEG konstant minder mig om at jeg er dum. Jeg er så dårlig til at tage imod komplimenter, jeg læser næsten kun det negative og fokuserer på det (Åndssvag vane, skil du dig af med den).
Jeg føler ikke at jeg passer ind på seminariet. Jeg ville ønske at stedet havde den samme, varme følelse som en convention har. Det er indtil videre en af de eneste steder jeg har følt mig rigtig hjemme. Fordi der er så mange dejlige mennesker kan man altid føle sig elsket et sted, og man kan helt undgå dem der gerne vil en, bare man holder sig væk.
Jeg elsker at sidde til langt ud på natten og lege "Den som flaskehalsen peger på" fordi det er så hyggeligt. Pludselige venskaber opstår midt om natten, og opløses igen når man går hver til sit.

Lidt som når man står i kø i Brugsen. Man snakker kort, eller griner over noget i fællesskab, der opstår en forbindelse der brydes igen når man går ud af dørene. Men det er ikke en trist fornemmelse, man går fra med en god fornemmelse i maven, og et smil på læberne.
Derfor elsker jeg børn. De er så åbne, og undres ikke over at man smiler til dem. De smiler bare igen, eller griner når man laver sjov uden at sige en lyd. Lidt som om at være i en bobbel, så kan det være ligemeget hvad alle andre tænker, for man ænser dem ikke. Åhh lykke.

Jeg vil have en ven jeg kan smile til...