Humørsvingninger much?

Jeg var i så godt humør, jeg fjollede med kæresten i går, og sagde en masse vrøvle-ting der fik ham til at grine. "Jeg sidder jo lige og snakker med min dukke!" var blandt andet argumentet for at jeg ikke kunne lægge mig rigtigt i sengen. Jeg var muligvis en smule træt, og kun Manna 6 år på daværende tidspunkt. Men det var hyggeligt.

Så blev jeg bange, jeg blev bange for at miste ham, og sur på mig selv over at jeg ikke kan slukke for min hjerne. Der kører musik konstant medmindre der er andet jeg har fokus på, og det skaber så mange problemer at jeg ikke kan slukke. For det stjæler fokus fra alt det andet, fra alt det vigtige. Min kæreste beroligede mig, og sagde en masse søde ting. Så begyndte jeg at græde, fordi jeg var så lettet. Jeg har været så bange, bange for at miste, og bange for at sætte ord på. Jeg græd og græd, til jeg fik ondt i hovedet, og han havde brug for en ny bluse. Men det var dejligt at få ud.

Vi sov længe, og spiste nybagt kage til morgenmad. Så sad han og skrev imens jeg spillede, og jeg whinede over en hel masse. Hvilket jeg egentlig altid gør når jeg spiller Minecraft, det kan ikke være et stille spil for mig åbenbart xD Så kaldte han mig for en professorterning, fordi "uanset hvordan man vender og drejer dig, så er der altid en side der er forkert." Så blev jeg sur, og slog ham for sjov. Og fortsatte med at whine og snakke, selv om den arme mand prøvede at fokusere på at skrive.

Til aften fik vi lækker 3-retters menu, jeg spiste rejerne og kæresten spiste resten af min rejecocktail, og til dessert fik vi pandekager med conac i. Ulækkert, så svigerinden og jeg hentede kagerne i stedet, og følte os lidt ulækre fordi vi spiste kage imens vi så en udsendelse om børn på julemærkehjem xD

Men så snart jeg kommer hjem, så daler glæden lidt. Hvorfor ikke, jeg sidder alene på et koldt værelse under en dyne og med et tørklæde over mine arme. Og BANG så sker det, igen. Jeg bliver jaloux og sur, og jeg aner ikke hvorfor. Mest fordi min veninde har skrevet en fjollet besked til vores anden veninde, og jeg ved godt det er så dumt. Men hun betyder bare så meget for mig, og hun er den eneste jeg har der bor så tæt på at jeg faktisk kan se hende tit. Men det gjorde bare så ondt, selv om jeg ved at det er fjollet. Og nu sidder jeg og føler mig kold, trist og dum, fordi jeg bliver så jaloux. Men det gør ondt, og jeg er bange for at miste hende, bange for at hun ikke vil snakke med mig mere. Måske er det fordi jeg har gjort noget dumt, uden egentlig at tænke mig om. Men hvis jeg kunne, så lavede jeg det om, jeg ville undskylde og sige at det aldrig ville ske, og at jeg er så ked af det. Jeg håber ikke jeg har ødelagt noget, for jeg elsker dig altså virkelig højt! .. Måske for højt, måske er det derfor det gør ondt indeni når du snakker med andre. Jeg kan ikke se os sammen på den måde, sammen side om side til vi bliver gamle. Men jeg vil være lykkelig hvis jeg må være en del af dit liv resten af mine dage, for jeg er altid så glad når vi er sammen. Vi kan fjolle og være skøre, og nyde at drille Jack og Shady. Du er sød, dejlig og åben, og du har så mange skønne drømme. Du åbner hele tiden døre til nye ting for mig, og viser mig mere og mere af din verden. Jeg elsker at sidde oppe til midt om natten med dig, og spille gyserspil. Også selv om de små børn skæmmer mig, og du bliver forskrækket hver gang jeg bliver det. Jeg elsker dig, og vil så nødigt undvære dig.

Og så vil jeg gerne kunne holde på med at være så jaloux!!

Måske jeg bare skulle gå i seng, og håbe på at humøret er bedre i morgen. Jeg tror jeg vil ind og læse min bog færdig, for 2. gang på 2 dage (eller 3, hvis man kigger på klokken.)

Hofte

Jeg har i flere år haft problemer med min hofte, det har oftest været når jeg var på mit serverings arbejde. Derfor fik jeg også lov til at stå i opvasken i stedet for at skulle samle tallerkener og fade, fordi det ikke var lige så slemt for min hofte. Og det var jeg glad for, for jeg syntes at mit arbejde er hyggeligt, det slider bare meget på mig.
Vi har fået ny ledelse, og det er en blandet følelse jeg har. For selv om min tidligere chef godt kunne råbe af os, især til sidst, så har vi jo alligevel haft det hyggeligt. Vi har det også hyggeligt med vores nye chef, vi kan lave jokes og drille hinanden lidt, og der er en mere afslappet stemning. Men det er alligevel som om der mangler noget, som om det er blevet for afslappet. Vi skal ikke længere stille borde og stole frem, eller pakke dem væk, det sørger drengene for. Derfor skal vi også møde senere, og kan gå før. Det er da dejligt, men det betyder også at der kommer færre penge ind. Jeg har ikke som sådan noget imod forandringer, men jeg tror at det skyldes at der kommer en helt ny person ind der skal bestemme, og laver om på tingene, og der kommer en ny "underchef" ind der også skal bestemme. Det at der kommer 2 nye ind og overtager en masse roller, og laver om i fællesskab uden at informere os andre. Jeg indrømmer gerne at jeg er rimelig autistisk når det kommer til mit arbejde, og det at alting bliver rykket rundt og får nye pladser går mig rimelig meget på. Men det er jeg kommet lidt over nu, jeg har fundet de fleste nye pladser og lever med dem.
Til nytår havde vi to nye med til at hjælpe, og det var dejligt at have et par ekstra hænder. Men da vi skal samle kaffekopper er vi pludselig mange i forhold til antallet af vogne vi har. Så en af de nye kommer hen og stiller kander på den nederste hylde af min vogn, og jeg kan ikke rigtig sige andet end "kun den nederste" da min hjerne allerede der er ved at fornemme at noget er forkert. Nemlig at der skal jeg samle sukker og fløde, men det registrerer jeg ikke der. Bagefter kommer hun hen og hjælper mig med at samle kopper og tallerkener, og da styrter min verden i grus. Jeg har system på min vogn, hvilket mine kollegaer sagtens kan nikke genkendene til, min kopper står lige, vender samme vej og står så jeg let kan stable flere lag solidt uden at de vælter. Alt dette er den arme pige fuldkommen uvidende om, og jeg siger til hende at hun ikke skal tage sig af at jeg vender hendes kopper om. Fordi jeg er så optaget af det kaos der udfolder sig for mine øjne registrere jeg ikke hvor næste bord er, og vi skal derfor i modsat retning af hvad jeg troede. Der går jeg helt i stå, skynder mig bare at blive færdig og køre vognen op, hvorefter jeg flygter ud på toilettet. Der sidder jeg så og ryster, og prøvet at finde orden i det hele. Men fordi der er fremmede stemmer, og snak hvor der ikke burde være det kan jeg stadig ikke helt overskue det hele. Jeg går ud, men står bare foran toiletdøren og prøver at fortælle mig selv at det er okay at gå tilbage til arbejdet. Det ender med at jeg beslutter mig for at sætte underkopper og kage tallerkener på plads, da de skal stå i stakke på tolv og jeg dermed kan sidde og tælle dem. Det er en del af den faste rutine, noget vi altid gør, og derfor kan jeg falde til ro. Min kollega kommer forbi, og fortæller mig at jeg ser skidt ud. Jeg siger at jeg bare ikke lige kan overskue det hele nu, men bare tæller og finder ro. Hun accepterer det og lader mig være.
Jeg fortalte det til min far da jeg kom hjem, og han spurgte bare om jeg havde overvejet at tale med nogle om det. Men det er ikke et problem for mig normalt at skifte arbejdsopgave, jeg kan godt lave en ting den ene dag og noget andet den næste. Men der kom bare en person for tæt ind på mit lille, private område. Lidt som hvis en anden person begynder at lave dine opgaver ved det skrivebord.
.. Det var dejligt at få ud, egentlig. Selv om det slet ikke var det jeg ville fortælle om.

For at vende tilbage til min hofte, så har den som sagt forvoldt problemer længe. Da jeg gik på HF kan jeg huske at jeg måtte gå i god tid hvis vi skulle være på 3. sal, fordi det gik så langsomt at gå op af trapperne. Jeg kan også mærke det bare jeg går over togskinnerne, at så gør det ondt når jeg kommer op. Jeg var derfor til lægen og sige at nu måtte det være nok. Jeg kan ikke engang stå på ski mere, og jeg elsker at stå på ski. Hun undersøgte det kort, og sagde at jeg skulle til røntgen med begge mine hofter. Så det skal jeg på onsdag, og hvis det står slemt til skal jeg til reumatolog, en der arbejder med bevægelse og gigt.. Og skal jeg være ærlig, så har jeg ikke lyst til at have slidgigt allerede, jeg er 22! Og så i så vigtig en del af kroppen, det ved jeg ikke helt om jeg kan overskue. Men på den anden side så er jeg også træt af at det kan gøre ondt uden at jeg rigtig gør noget som helst. Kan jeg ikke få en chance til, og gøre det godt igen? Jeg håber at røntgen viser at det ikke er slemt, og at jeg kan afhjælpe det med indlæg i mine sko eller noget i den stil..
Please?