Jeg sidder i stuen, alene hjemme. Computeren spiller AMV Hell stille i baggrunden, og markøren står og blinker til mig i mit reflektionspapir.. Jeg har te ved min side, kun 3 tsk. sukker. Og jeg kan slet ikke tage mig sammen.. Jeg har fået delt nogle af mine læringsmål ud over de forskellige punkter, men der mangler stadig noget.. Og d) giver ingen mening i mit hoved. Jeg burde skrive de steder hvor jeg kan, men det er som om det giver mere mening at fokusere på at vi muligvis har hvepse under vores tag. Og på at mit højre øre gør ondt når man trykker på det..
Jeg mangler motivation, men ved ikke helt hvordan jeg kommer i gang. Jeg har sagt til mig selv at jeg skal have skrevet 3 sider, ellers må jeg ikke tage til Jylland i morgen. Men stadig kommer jeg ikke rigtig i gang. Og det er for helvede så let, det første punkt kunne være ovre så hurtigt!!
Jeg er på en måde bange for ikke at bestå, og på den anden side har jeg allerede affundet mig med at jeg ikke skal være pædagog. Og jeg ved ikke hvad jeg så skal være. Min mor gav mig den pæne udgave af "Du engagerer dig overhovedet ikke i din uddannelse, jeg har ikke set dig gøre en indsats selv, du vil ikke kæmpe men laller gennem livet og uddannelser. Jeg er ligeglad med hvad du laver, bare du er glad og frisk på at læse eller diskutere når du kommer hjem. Jeg aner ikke hvad du laver og vil, og jeg kan ikke rumme din måde at gå til det hele på."
Hun havde gået i London og tænkt på at jeg måske skulle uddanne mig til konditor, da jeg er så glad for kager og kage-tilbehør (Jeg samler på muffin-forme). Eller måske fotograf, når nu jeg er så glad for at tage billeder. Min far kunne godt se mig som skolelærer, og jeg er noget skeptisk. Dels har jeg ikke høje nok karakterer, og dels syntes jeg selv jeg roder rundt i det når jeg skal forklare folk noget. Han vil ikke sige noget om fag eller klassetrin. Men jeg forestiller mig at han mener de små klasser..
Jeg overvejede om pædagogmedhjælper kunne være svaret, jeg kan stadig arbejde med mennesker, men jeg har ikke det samme ansvar som jeg vil kunne få som pædagog. Min mor mener ikke det vil gøre det bedre, som om jeg kunne tage mig sammen der. Hun siger at jeg bakker væk så snart jeg står over for at skulle tage ansvar. Og jeg ved ikke hvorfor det er så svært at tage ansvar. Måske fordi jeg stadig bor hjemme, og ikke skal tage ansvar for andet end mine egne regninger, der aldrig når over 1000,- Jeg tager ansvar når jeg passer min bror, men han passer jo lige så meget sig selv. Det er det samme når jeg passer børn, de er store nok til at underholde sig selv, jeg skal sørge for at de kommer i seng til tiden, får børstet tænder og taget deres piller. Og det syntes jeg ikke er meget ansvar.. Hvordan bliver man bedre til at tage ansvar??!!
...
Marie Christensen siger:
er det normalt at være bange for at tage ansvar?
Onii-chan siger:
delvist
for nogle er det ''
Marie Christensen siger:
Hvad kan man gøre ved det?
Onii-chan siger:
mmh, ved ikke, hvorfor er du bange for at tage ansvar?
Marie Christensen siger:
Det ved jeg ikke helt.. Jeg tror jeg syntes det er for stort.. Jeg er bange for at jeg fejler.. Jeg oplever at de gange jeg ikke siger noget, så finder jeg ud af at jeg godt kunne. Og de gange jeg siger "Det kan jeg sagtens" går det altid galt, og jeg gør mig selv til grin.. Og det sker stort set hver gang.. Derfor har jeg ikke lyst til at "prale" og jeg tør ikke sige jeg er god til noget, for det er jeg åbenbart ikke, siger mine erfaringer
Onii-chan siger:
det er nok den der, blive gjort til grin eller fejldelen, der giver frygt for ansvar
jeg er også bange for ansvar, men er blevet bedre. For mig handler det om, at hvis jeg tager ansvar for noget, så forventer folk jeg gør det. hvis jeg ikke gør det godt nok, taber jeg ansvaret og fejler og får det træls med mig selv
så er lidt det samme vi har
Marie Christensen siger:
Og sammen med problemer med at koble teori på praksis er det jo fantastisk når man vil tage en uddannelse.. Og dertil problemet med at overholde en aftale, og huske ting >.>
Onii-chan siger:
så er det ikke nemt nej : |
men måske det bare altsammen er mentalt?
før jeg blev færdig udlært sagde jeg til mig selv at jeg var værktøjs spadser
og jeg kunne ikke finde ud af værktøj
så skiftede jeg indstilling, og nu har jeg intet problem med værktøj ''
nu mere energi du ligger i "jeg kan ikke overholde aftaler", "jeg husker dårligt", "jeg kan ikke finde ud af at koble teori og praksis", nu mere er det sandt..
jeg ser ofte folk der kobler deres identitet på hvad de er dårlige til. "Jeg er bare sådan, at jeg er dårlig til matematik" eller "jeg synes skole er åndsvagt og spild af tid"
eller "jeg har altid haft en dårlig hukommelse"
det der ligesom beskriver dem selv over for dem selv, "jeg er ham med dårlig hukommelse der hader skolen"
Marie Christensen siger:
Selv de gange hvor jeg har tænkt "Nu giver jeg den en skalle!" og har tænkt meget over hvordan jeg skulle formulere noget så det lød klogt.. Det er endt galt hver gang.. Så jeg syntes det er svært at vende..
Ind i mellem ville jeg næsten ønske at jeg gjorde fysisk skade på mig selv i stedet for psykisk.. Så vil det være min krop der ikke virkede optimalt, og ikke kun mit hoved..
Onii-chan siger:
det er rigtig svært at vende.. forstår dig godt lidt
Marie Christensen siger:
Jeg hører glad musik alle de dage jeg kan komme til det, og prøver ikke at fokusere på det der er forkert eller gået galt.. Jeg prøver at fokusere på det glade og sjove.. Men så snart der kommer en lille ting i vejen så ramler det hele.. Og ellers får jeg bare en besked om at jeg måske skulle fokusere lidt i stedet for bare at smile. Samtidig bliver jeg rost for ind i mellem at have ro og overskud
i en stresset situation, mens andre gange bliver jeg påvirket..
Men jeg er nødt til at skubbe virkeligheden lidt på afstand, eller vil jeg slet ikke kunne fungere optimalt over for børnene, de skal jo ikke lide under at jeg fucker mit liv op.. De skal have al den glæde og kærlighed jeg kan give dem.
