Måske er det ikke mig alligevel, måske er jeg bare for ung

Jeg havde en seriøs snak med min vejleder på mit praktiksted i går. Jeg forklarede hende hvor svært jeg syntes det er, og at jeg overvejer at droppe min uddannelse, fordi jeg ikke har lyst til at skrive reflektionspapir. Jeg hader det papir, dybt og inderligt! Jeg fortalte at jeg havde haft det på samme måde sidste gang, og at reflektionspapiret dengang kun lige var blevet godkendt, efter jeg lavede det om.
Min vejleder sagde så at hun er bekymret for om jeg er for ung til at tage uddannelsen. For i modsætning til HF er der ingen rigtige svar, og der er ingen der siger læs fra side 12 til side 35 til på mandag, og det er det. Man skal forholde sig til læsestoffet, man skal kunne debattere, og man skal kunne stille sig op foran en masse mennesker og sige "Her er det jeg! mener, på baggrund af xx teori." og påtage sig en masse ansvar. Jeg kan jo ikke engang tage ansvar for mig selv, så hvordan skulle jeg kunne tage vare på et andet menneskes trivsel og udvikling? Jeg kan ikke engang finde ud af hvad der motiverer mig, eller følge med i timerne, så hvordan skulle jeg kunne motivere en flok børn eller en bruger til en aktivitet?

Jeg skal på et seriøst kursus i selvdiciplin og selvtillid. Fordi det er ikke min hjerne den er galt med. Jeg tog Mensas intelligenstest, fordi min mor tog den. Score: 128. Så tog jeg Illustreret Videnskabs, fordi jeg fik den anbefalet. Score: 121. Så dum er jeg altså ikke.. men hvorfor kan jeg så ikke finde ud af at tage en uddannelse? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af hvad det er mine lærere forlanger af mig? Jeg har flere gange oplevet at mine lærer siger "Jamen, du kan jo godt! Svaret var jo lige der, tro lidt mere på dig selv." Men jeg kan ikke tolke om det er det du gerne vil høre! Og jeg har oplevet flere gange at blive hakket ned på fordi "jeg ikke kunne finde ud af at svare på noget så simpelt" En lærer.. Det er en person, der har hakket på mig, kun en.. Men min selvkritik er så hård, at jeg konstant skælder ud på mig selv. Og når man siden man var lille har skældt ud på sig selv for at være dum, anderledes og i vejen, så er det svært at lave om på. Jeg følte mig ikke god nok på Stestrup, jeg var en drengepige der gerne ville tumle med drengene, og jeg blev dybt skuffet da det pludselig var nogle af pigerne der var mere interessante end mig, fordi de ville kysse. På Merløse var der rigtig mange problemer med klassen. Jeg brugte stadig tid med folk fra min gamle klasse, vi hyggede og drak te sammen. Det gjorde vi også før, så jeg har ikke kun været drengepige. Det var nok mest i skolen. Jeg følte mig også anderledes da jeg tog på efterskole. Jeg kom ind i en mere emo-like fase, og begyndte hurtigt at hoppe fra pop til en mere sort stil. Jeg havde egentlig en dejlig gruppe venner begge år, men jeg havde svært ved at finde ud af mig selv og hvad jeg ville med mit liv. Jeg var også skoletræt, en skoletræthed der havde spirret allerede på Merløse. Nok fordi det er svært at se hvad man skal lytte efter får når man alligevel bare er dum. Jeg har godt nok skabt besvær for andre i den tid. Jeg kom hjem fra efterskole og startede på HF i Roskilde. Stadig ikke helt vild med skolen, og jeg skulle til at forholde mig til en helt ny type mennesker.. Unge mennesker. Jeg har aldrig drukket eller været til vilde fester da jeg var på efterskole, så der var langt fra det hyggelige Jylland til Roskildes vilde ungdom der tog i byen og festede hele den første uge igennem. Allerede der røg en mulighed for at binde med folk, og da jeg heller ikke ryger røg endnu en mulighed. Jeg følte mig udenfor i HF, fordi jeg hellere ville sidde derhjemme og passe mig selv, ved den computer der havde forbandet mig allerede på efterskolen, og har fulgt mig tæt lige siden.

*bliver distraheret og vender tilbage 10 min senere*

Well, en kort opsummering kunne lyde på at jeg er skoletræt, hakker på mig selv, og nok burde tage et år eller to hvor jeg lærere at tro på mig selv, og lade være med at være så selvkritisk. Jeg skal have snakket med mine forældre.. Jeg har bare ikke lyst til at have spildt næsten to år af mit liv. Og jeg har ikke lyst til at sige farvel til mine kammerater D:

Opdaterer måske, hvis jeg føler for det..

Når råd fra dengang du var lille, gives videre

Jeg havde min lillebror med på arbejde for lidt siden, en ganske hyggelig oplevelse, og det var dejligt at have lidt selskab så man ikke bare går helt alene.
Da vi skal sætte stole ud til bordene tager jeg de øverste 3 af stakken, så han ikke risikerer at få 12 stole væltet ned over sig. Vi går og hygger lidt, og jeg skuer ud af min øjenkrog at han tager 2 stole af gangen. Uden at tænke nærmere over det siger jeg til ham at han skal passe på sig selv, og selv om det er hurtigere at tage 2 af gangen, og selv om det er lidt sejt at være stærk, så skal han passe på sig selv. Jeg nævner at jeg selv har fået dårlig ryg og hofte af at slæbe for mange tunge ting, fordi det er altså lidt sejere når man kan bære et helt bord selv, eller tage 4 stole af gangen. Jeg gør det stadigvæk, så jeg er egentlig et dårligt eksempel..
Men lige der slår det mig, at jeg som barn fik af vide af min venindes mor at jeg skulle passe på min ryg, da hun selv havde dårlig ryg og nedsat arbejdstid. Og jeg har nok bare svaret noget i stil med "ja ja, det skal jeg nok" og  så glemt alt om det igen.
Så kom jeg til at tænke på om den slags gode råd er mere effektive hvis de kommer fra en ung person, end fra en gammel? Er det nemmere at lytte til hvad en storebror siger, og gøre det, end hvis det er en mor på 40? Eller er det komplet lige meget, fordi det stadig appellerer lidt til ens maskuline side, når man sagtens kan løfte den tunge vogn op af rampen selv, eller bære to plader i stedet for en. Jeg lider under hvor dum jeg har været, men jeg stopper ikke.. Fordi, jeg kan godt lide "Wow, kan du virkelig bære alt det selv?"-kommentaren.. Jeg kan godt lide at få komplimenter, men efter jeg tænker over det, begynder jeg også at overveje om folk i virkeligheden tænker "Du er da lidt for dum når du løfter det hele selv, når alle andre godt kan finde ud af at bede om en hånd." Er jeg så pludselig bare en opmærksomhedeskrævende person, på linje med de pumpede fyre der råber kommentarer efter alt og alle D:
Fair nok dem der finder det fedt, jeg kan bare godt lide at jeg kan vente på mit tog, uden at en fyr jeg ikke kender mener at jeg enten er "satanist!", "uhh, der er nok en der spiller smart!" eller bare mener at jeg kun er der fordi de er de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt.

Og nu hvor vi snakker om at vente på toget, kender I så det når man står i sin egen verden, og pludselig er der en der begynder at tale til en. Det kan sågar ske selv om du har hovedtelefoner på. Eller står på den modsatte perron. Jeg tiltrækker den slags mennesker, der bare begynder at snakke. Nogle af dem vil vide hvilket spor toget går fra, andre hvad klokken er. Nogle snakker jeg lidt med, andre får bare et svar, og så forsvinder jeg igen. En mand begyndte at forklare at Olsen banden på sporet vist nok var optaget derude hvor metroen nu kører, ellers var det en anden. Og man står og ved ikke helt hvad man skal svare, fordi man vil jo nødig virke kold og ligeglad, eller være uhøflig. Heldigvis blev jeg reddet af toget.. Hvor folk er lige så glade for at fortælle om alt muligt. En hus forbi sælger begyndte at fortælle hvordan vaccinen mod svineinfluenza var en ren pengemaskine, fordi USA har lavet svineinfluenza, fordi normalt vil de 3 forskellige atomopbygninger ikke gå sammen, eller noget i den stil. Og snakkede om vaccinen mod livmoderhalskræft, der også var noget galt med. Og da jeg, som testdeltager i et vaccineforsøg med netop den vaccine gjorde det mig ikke just glad at høre. Jeg er også blevet tilbudt slik af en meget beskidt dametaske, skudt ned med en kapsel af en soldat, dog ikke med vilje, og generelt mødt en masse flinke mennesker. Mest når jeg har siddet i midtergangen, det er som om folk er mere frie derude, de snakker mere.
Og tænk nu hvis det er nogle af de eneste samtaler de får med andre mennesker, fordi de fleste undgår dem, og der ikke lige er en familie der kigger forbi hver søndag til kaffe og kage. Tænk hvis du kan ofre lidt af dit liv på at give en anden person rigtig meget glæde i livet. Jeg ved godt det er svært, fordi hvad skal man egentlig sige? Måske trænger man mest af alt bare til fred, men hvis du kan finde overskuddet, så gør et andet menneske glad. Tænk at blive accepteret bare lidt, at folk ikke skifter fortorv når man kommer gående, at der er en der tør fortsætte ligeud, selv om man måske ikke er den reneste eller mest ædru i verden. Særlinge er lidt nogle farlige nogle, sæt nu man opdagede at de også bare er mennesker, og bestemt ikke smitter en med en dødelig sygdom.

Tidligere har jeg nævnt at man skal smile til fremmede man passerer på gaden. Jeg har en på arbejdet der mener at det er dybt mærkeligt. Så måske er jeg den næste særling du ser, lige før du skifter fortorv :)