Jeg havde min lillebror med på arbejde for lidt siden, en ganske hyggelig oplevelse, og det var dejligt at have lidt selskab så man ikke bare går helt alene.
Da vi skal sætte stole ud til bordene tager jeg de øverste 3 af stakken, så han ikke risikerer at få 12 stole væltet ned over sig. Vi går og hygger lidt, og jeg skuer ud af min øjenkrog at han tager 2 stole af gangen. Uden at tænke nærmere over det siger jeg til ham at han skal passe på sig selv, og selv om det er hurtigere at tage 2 af gangen, og selv om det er lidt sejt at være stærk, så skal han passe på sig selv. Jeg nævner at jeg selv har fået dårlig ryg og hofte af at slæbe for mange tunge ting, fordi det er altså lidt sejere når man kan bære et helt bord selv, eller tage 4 stole af gangen. Jeg gør det stadigvæk, så jeg er egentlig et dårligt eksempel..
Men lige der slår det mig, at jeg som barn fik af vide af min venindes mor at jeg skulle passe på min ryg, da hun selv havde dårlig ryg og nedsat arbejdstid. Og jeg har nok bare svaret noget i stil med "ja ja, det skal jeg nok" og så glemt alt om det igen.
Så kom jeg til at tænke på om den slags gode råd er mere effektive hvis de kommer fra en ung person, end fra en gammel? Er det nemmere at lytte til hvad en storebror siger, og gøre det, end hvis det er en mor på 40? Eller er det komplet lige meget, fordi det stadig appellerer lidt til ens maskuline side, når man sagtens kan løfte den tunge vogn op af rampen selv, eller bære to plader i stedet for en. Jeg lider under hvor dum jeg har været, men jeg stopper ikke.. Fordi, jeg kan godt lide "Wow, kan du virkelig bære alt det selv?"-kommentaren.. Jeg kan godt lide at få komplimenter, men efter jeg tænker over det, begynder jeg også at overveje om folk i virkeligheden tænker "Du er da lidt for dum når du løfter det hele selv, når alle andre godt kan finde ud af at bede om en hånd." Er jeg så pludselig bare en opmærksomhedeskrævende person, på linje med de pumpede fyre der råber kommentarer efter alt og alle D:
Fair nok dem der finder det fedt, jeg kan bare godt lide at jeg kan vente på mit tog, uden at en fyr jeg ikke kender mener at jeg enten er "satanist!", "uhh, der er nok en der spiller smart!" eller bare mener at jeg kun er der fordi de er de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt.
Og nu hvor vi snakker om at vente på toget, kender I så det når man står i sin egen verden, og pludselig er der en der begynder at tale til en. Det kan sågar ske selv om du har hovedtelefoner på. Eller står på den modsatte perron. Jeg tiltrækker den slags mennesker, der bare begynder at snakke. Nogle af dem vil vide hvilket spor toget går fra, andre hvad klokken er. Nogle snakker jeg lidt med, andre får bare et svar, og så forsvinder jeg igen. En mand begyndte at forklare at Olsen banden på sporet vist nok var optaget derude hvor metroen nu kører, ellers var det en anden. Og man står og ved ikke helt hvad man skal svare, fordi man vil jo nødig virke kold og ligeglad, eller være uhøflig. Heldigvis blev jeg reddet af toget.. Hvor folk er lige så glade for at fortælle om alt muligt. En hus forbi sælger begyndte at fortælle hvordan vaccinen mod svineinfluenza var en ren pengemaskine, fordi USA har lavet svineinfluenza, fordi normalt vil de 3 forskellige atomopbygninger ikke gå sammen, eller noget i den stil. Og snakkede om vaccinen mod livmoderhalskræft, der også var noget galt med. Og da jeg, som testdeltager i et vaccineforsøg med netop den vaccine gjorde det mig ikke just glad at høre. Jeg er også blevet tilbudt slik af en meget beskidt dametaske, skudt ned med en kapsel af en soldat, dog ikke med vilje, og generelt mødt en masse flinke mennesker. Mest når jeg har siddet i midtergangen, det er som om folk er mere frie derude, de snakker mere.
Og tænk nu hvis det er nogle af de eneste samtaler de får med andre mennesker, fordi de fleste undgår dem, og der ikke lige er en familie der kigger forbi hver søndag til kaffe og kage. Tænk hvis du kan ofre lidt af dit liv på at give en anden person rigtig meget glæde i livet. Jeg ved godt det er svært, fordi hvad skal man egentlig sige? Måske trænger man mest af alt bare til fred, men hvis du kan finde overskuddet, så gør et andet menneske glad. Tænk at blive accepteret bare lidt, at folk ikke skifter fortorv når man kommer gående, at der er en der tør fortsætte ligeud, selv om man måske ikke er den reneste eller mest ædru i verden. Særlinge er lidt nogle farlige nogle, sæt nu man opdagede at de også bare er mennesker, og bestemt ikke smitter en med en dødelig sygdom.
Tidligere har jeg nævnt at man skal smile til fremmede man passerer på gaden. Jeg har en på arbejdet der mener at det er dybt mærkeligt. Så måske er jeg den næste særling du ser, lige før du skifter fortorv :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar