Jamen moar! eller Hvorfor må jeg ikke tage til convention?

Snakkede med en yngre veninde her den anden dag, der klagede sin nød over den givne frihed fra forældrenes side. Frihed der gav hende lov til at tage til elevfester og drikke alkohol, men ikke til at tage til convention i udlandet, sammen med en ældre vennegruppe. Jeg har været hjemme hos hende før, så hendes mor ved hvem jeg er, men ligemeget hjalp det. Og så skulle hun jo også have fri fra skole, her i skoleåret der lige er begyndt.

Selvfølgelig skal man ikke bare tage fri for skole i tide og utide, og det er altid en god idé at informere lærer/skole når man holder fri uden for almindelig ferie og fridage. Og gerne i god tid. Min venindes argument var at de lige var startet, og at der ingen termisprøver eller andet lå i perioden.

Jeg vil gerne fortælle hvad conventions betyder for mig, hvad det er der gør at jeg tager afsted år efter år. Det er det fællesskab jeg oplever hos den her store gruppe mennesker, der ikke allesammen kender hinanden fra skole/fritidssysler/ol. Langt de fleste har det til fælles at de kan lide japansk ungdomskultur, og gerne vil mødes med andre ligesindende. For at have det sjovt, for at fremvise det cosplay man har arbejdet på, for at møde nye mennesker. Jeg vil vove den påstand at jeg altid falder i snak med nye mennesker når jeg er afsted. Og så får man lige en sludder for en sladder, og det er sandsynligt at man ikke snakkes ved igen. Jeg har folk jeg lige siger hej til når vi støder på hinanden, og folk jeg lige falder forbi og snakker lidt med om hvad der er sket siden sidst og hvordan det går. Og så har jeg de personer der kommer og går fra den lille gruppe vi er. Der hvor jeg bruger meget af min tid, på at have det sjovt, spille spil og gå rundt for at se hvad der sker. Der hvor jeg virkelig føler mig hjemme.
Når jeg tager afsted til en convention, så er det også en mulighed for at vise hvem jeg faktisk er. Den person jeg ikke kan være 100% i hverdagen, kan jeg slippe løs nu. Folk ved, for det meste, hvad jeg snakker om, og er interesserede i at høre mere og føre en samtale. Det er ikke så let at gøre i en skoleklasse eller på et arbejde, fordi det tit er ret langt fra hvad folk bruger deres tid på. Så jo, de vil måske godt høre lidt om hvad det hele går ud på, men det betyder jo ikke at de hopper med på vognen, og vi sammen kan snakke om hvad der er sket af nye ting. Det er befriende ikke at skulle forklare sig hele tiden, og ikke at føle at folk bare kigger mærkeligt på en.
Selve convention-området er et frirum, fordi selv om man er til convention, så kigger folk altså stadig når man bevæger sig ned i byen. Og det er okay, jeg kan godt forstå at folk kigger. Og det gør mig glad når folk spørger ind til hvad vi laver, i stedet for bare at råbe "det er ikke fastelavn" efter os, eller andre ting. Fordi ja, vi skiller os ud, og vi er svære at undgå. Vi er måske endda lidt højlydte, men vi er hverken fulde eller på stoffer, og ingen af os er ude på ballade. Og derfor er det rart at have vores eget område, hvor vi kan trække os tilbage til hvis vi gerne vil have en pause fra omverdenen.

Conventions er for mig en kæmpe omgang social velvære, jeg møder venner og bekendte, og får "snakket ud" om alt det der Japan. Jeg får et kæmpe skud lykke, fordi jeg har fornemmelsen af at høre til et sted. Jeg slapper af fordi jeg føler mig i trygge rammer, og skal ikke bekymre mig om hvad folk mon tænker. Conventions er guld værd, og jeg vil ikke undvære dem. Og det helt uden at bruge en formue på alkohol ;D

Så send du bare dit barn afsted, eller endnu bedre, kom forbi og få et indblik i hvad det egentlig er vi laver. Langt de fleste conventions har et område der er åbent for folk uden billet, og ellers kan du stadig få en stor bid af det hele udenfor, da vi er lige så glade for frisk luft som alle andre. Og du kan altid finde nogle der gerne vil fortælle hvorfor det vi laver er det fedeste i verden.
Og hvis du er nervøs for hvilke folk det er dit barn render og bliver venner med, så tilbyd at invitere dem alle sammen til noget hygge-komsammen. Vær åben over for dit barn, og se at det går begge veje.

Uvidenhed er en stor kilde til fordomme, så lyt. Ingen forlanger at du skal forstå det hele, men er glæden, entusiasmen og smilet i stemmen ikke det værd?