Bange - et uddannelseseventyr

Som nogle af jer ved, så har mine oplevelser med uddannelser ikke været så voldsomt fascinerende eller vellykkede  Faktisk er det mest gået ned af bakke.
Jeg begyndte på pædagogseminariet helt tilbage i sommeren '09, det er egentlig langt tid siden. Jeg gik i klasse med en masse søde mennesker, og det virkede virkelig som om jeg var kommet til det rigtige sted. Men det var ikke kun liv og glade dage. Jeg havde svært ved at fokusere på undervisningen, og turde ikke altid sige noget. Min lærer sagde flere gange til mig at jeg havde nogle interessante spørgsmål, og at det var en skam at jeg først kom med dem i pausen eller når timen var forbi. Men frygten for at sige noget forkert var der konstant, og den hæmmede mig. Jeg ved ikke præcis hvornår den begyndte at komme, men jeg ved at den var der allerede omkring 5.-6. klasse. Og har været der lige siden, selv om den ikke har lige så stor indflydelse mere.
Nå, men tilbage til skolen. En del af tiden går med praktik, som er noget jeg både elsker og hader. Jeg elsker at være et sted i praktik, fordi jeg føler at jeg lærer så meget mere når jeg gør ting frem for bare at sidde og lytte til en lærer. Misforstå mig ikke, mange af vores lærer var gode til at give og tid til at diskutere i grupper, og arbejde med hinanden. Men ja, praktikken var det jeg så frem til. Det eneste jeg ikke så frem til ved praktikken var læringsmål. De her mål du stille op for dig selv, der skulle opfylde nogle bestemte krav. Måske er det fordi jeg er dårlig til at overholde de mål jeg stiller for mig selv, uanset om det er uddannelse eller derhjemme. Og det havde så sine konsekvenser, jeg blev dumpet. Og dumpet igen, med samme besked "du er virkelig dygtig i praksis, du skaber hurtigt en god kontakt, og du er god til at engagere dig og lege med. Men din teori er ikke-eksisterende." En anden ting jeg slet ikke har noget opfattelse af er teori. Jeg kan godt læse det, men jeg har virkelig svært ved at omsætte det til praksis. Fordi der så sjældent bliver givet eksempler "da den samme teori jo ikke nødvendigvis passer ind i alle ens situationer." Og i hverdagen er teorien så godt som usynlig for mig. Man siger jo ikke "nu bruger jeg Deweys learing by doing." Og hvordan skal jeg kunne vide om du vælger at tegne fordi en teoretiker har sagt at det udvikler finmotorik, eller om det bare er fordi væggene virker lidt tomme? Gør teorien synlig i hverdagen, tak!
Måske man kunne aftale på et møde at man læser en bestemt teori, og så prøver at bruge den i en uge. Giv plads til at man kan notere hvornår man oplever at ens kollegaer benytter teorien, og forklar hvordan man kunne se det. Måske gør man det ubevidst? Gør teorien håndgribelig, i stedet for at folk bare kan sidde og slynge navne af, uden nogle kan se om der er hold i det. Hej, jeg prøver at lære noget, jeg kan det ikke udenad og perfekt. Så lad lige være med at se på mig som om det er synd for mig hvis jeg spørger om du kan uddybe teorien. Du skal heller ikke blive sur, fordi jeg prøver ikke på at udstille din usikkerhed jeg prøver bare at blive klogere. Men hvis du kritiserer mig fordi jeg ikke har styr på teorien, og du kun kan sige den smule jeg ved, så bliver jeg sur. Fordi så handler det pludselig om at du ikke respektere mig, og ikke en skid om teori og undervisning.

Det var lidt af et sidespor. Men ja, jeg blev dumpet af pædagogseminaret, og smidt ud. Og jeg var på bar bund med hvad jeg nu skulle finde på at lave. Jeg faldt over hotelreceptionist, og da det er et job hvor man er i kontakt med mennesker og yder en service, så passede det mig godt. Jeg startede på 5,5 uges grundforløb februar '11 og bestod med glans. At det så var fordi al undervisning var på F-niveau taler vi ikke om, jeg nød at jeg rent faktisk var god til noget, og at forløbet havde været så kort at det blev ved med at være spændende. Men det var ikke til at få praktikplads, uanset hvor i landet jeg søgte. Til sidst virkede det ikke så spænderne mere, og jeg opgav at søge praktikpladser. Hvilket skabte et mindre ramaskrig hjemme, fordi "så måtte jeg jo finde et arbejde, og uddannelse er jo vigtigt." Og ja, det er det. Men det er også trist at føle man for en gangs skyld har klaret noget godt, og så er der ingen der vil have en. Og alt skolen kunne tilbyde var "Du kunne jo blive tjener? Eller måske læse videre til serviceøkonom?" Men det var jo ikke det jeg ville. Jeg har dårlig hofte, så tjener er nok ikke så oplagt, og serviceøkonom er bare langt fra hele arbejde-med-mennesker delen. Igen var jeg på bar bund, men blev reddet af CISV der gav mig noget at lave, og en gruppe dejlige unger. Det blev til en fantastisk børneby på amager, og jeg kunne mærke hvor fedt det var bare at bruge tid sammen med en masse børn, på lege og opgaver. Og i forhold til før, hvor folk ele tiden åndede mig i nakken med teori, fik jeg nu ros for alt mit praktiske arbejde, og fik fortalt hvor glade børnene var for mig og nød mit selskab. Hallo selvtillid hvor har jeg savnet dig!
Da det hele var slut, blev jeg tilbudt nogle faste vikartimer i en lokal daginstistuion hvor jeg har været før. Og det var fantastisk, og jeg kunne mærke hvordan jeg havde længdes efter at være sammen med børn, selv om jeg kun havde været væk fra dem i kort tid. Og jeg besluttede mig for at følge det råd jeg havde fået, og læse til pædagogisk assistent. Jeg har fået fortalt at der skulle være mindre fokus på teori, og det kunne jo være at jeg kun blotlægge min svaghed fra starten, sige jeg stinker til teori og på den måde åbne for muligheden for at arbejde med hele tiden at holde den i fokus.

Men jeg er bange for at starte på et studie igen. Bange for at jeg fejler endnu en gang, og igen må bide skammen i mig over ikke at kunne tage en uddannelse. Bange for at svigte min familie og mine venner, bange for at jeg altid vil være fanget mellem HF og videregående uddannelse, falde fra i systemet og må leve med dårligt betalt arbejde. Ikke fordi jeg regner med at tjene kassen som pædagogisk assistent, for det er langt fra et vellønnet job. Men jeg vil gerne kunne flytte hjemmefra uden konstant at være bange for om jeg ny falder igennem, og må flygte hjem igen. Hvad nu hvis det hele bare går galt? Jeg vil gerne vise at jeg kan tage en uddannelse, at jeg ikke bare er spild af penge og rent faktisk duer til noget.
Bare en lille smule succes? Be' om?