20 år, og hvad så?

En ny ting jeg nok begynder på. Det bliver ændret til 21 år engang efter nytår, men indholdet vil nok være det samme. Hvad gør man når man bliver voksen?
Jeg har nået det næstsidste "voksen" jeg kan nå her i landet.
Jeg er konfirmeret, og voksen i kirkens øjne.
Jeg er over 15 og voksen ifølge DSB. Wildcard lader mig dog være ung lidt endnu.
Jeg er over 16 og voksen nok til at købe alkohol.
Jeg er over 18 og voksen nok til at betale skat, få kørekort og få SU.
Jeg er 20 og ikke længere teenager, men voksen.

Hov hov, der mangler det der ung-halløj et sted, tænker de fleste nok. Men for mig at se, så er man stadig voksen selv om man hører til gruppen unge. Man er ung fra 16-26 i følge DSB, og det er nok rigtig nok. Men som ung er man gammel nok til at tage ansvar for sig selv og tænke lidt længere end "Orh hvad man, lad os smadre læskuret!" Man burde være i stand til at tænke frem til fredag, hvor man selv står og fryser, fordi det var sjovt at smadre læskuret i tirsdags. Selvfølgelig skal man ikke kunne klare sig selv 100% økonomisk, boligmæssigt osv. men det skader jo heller ikke at tænke sig lidt om. Jeg mener at unge er gamle nok til at tage ansvar for de konsekvenser deres handlinger medfører, uanset om de har smadret et læskur eller dekoreret deres bord i skolen med sprittusch.

Jeg tilhører den del af ungdommen der stadig ikke helt har styr på det der voksen-pjat. Det er ikke afhængig af alder, men af udvikling. Nogle fortsætter med at være unge hele deres liv, imens andre bliver voksne med det samme og nærmest fornægter ungdommen. Personligt tror jeg aldrig at jeg bliver voksen, og gud ske tak og lov for det! Fordi det virker slet ikke tiltalende for mig at skulle påtage mig så meget ansvar, og leve op til alle de krav der stilles. Jeg kan godt lide at jeg kan beholde mine barnlige idéer, som at have en "gummicelle" af madrasser i mit hus, og visne blade på gulvet jeg kan knase i og rulle på.
Jeg er skoletræt som bare pokker, fordi jeg kan ikke se målet for enden. Heller ikke selv om jeg tager mine briller på. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv kunne leve op til alle de krav der er om at kende teoretikere, reflekterer og ellers altid kunne argumentere hvorfor jeg valgte rød og ikke blå. Fordi jeg er styret at mine lyster. Jeg valgte rød fordi jeg syntes den er pænest, er ikke et godkendt argument når man skal male en væg i en vuggestue f.eks. Næ, man skal kunne sige at det er fordi rød er en varm farve, der symboliserer bla bla bla... FUCK DET!
Jeg kan godt forstå at de rette omgivelser kan hjælpe børn til at få det bedre både fysisk og psykisk. Men hvorfor skal man kunne så mange ting! Jeg kan ikke se hvad det skulle gavne, da jeg gør som jeg har lyst til, eller det jeg har bedst erfaring med når lille Sofie græder. Jeg gider ikke bagefter skulle finde den teoretiker der har fremsagt en påstand om, at små børn skal holdes tæt, fordi de så oplever en samhørighed der stopper gråden, imens større børn bare skal have skyllet riften med en klud og sætningen"Så er du så god som ny!" fordi de er ved at lære at stå på egne ben.

Jeg kan slet ikke holde fokus i timerne, og jeg føler egentlig bare jeg er til besvær for alle andre. Især læreren, fordi ofte er de så søde mennesker der ikke fortjener at jeg bare sidder ved min skærm og laver alt andet end studier. Derfor går det mig også på når folk hentyder til at jeg er 20 år og voksen, og måske burde overveje at opføre mig mere "voksent og anstændigt". Prøv at se hvor mange sure miner folk sidder med over det hele i landet. Folk der har glemt barndommen og glæden ved at træde uden for normen. Når man vælger at stå op og danse lidt for sig selv, i stedet for bare at sætte sig ned. Når man kommer med vanvittige idéer om at hænge sofaen på væggen, i stedet for bare at lade andre om at planlægge, og så ellers være ligeglad med resultatet.
Kort sagt, alle de voksne voksne, der er så voksne at de ikke husker nogensinde at have været andet. Det syntes jeg er dybt ulykkeligt. Stakkels voksne D:
Inden jeg får malet et kæmpe billede af mig som en useriøs taber, vil jeg gerne understrege at jeg godt kan opføre mig voksent hvis situationen kræver det. Jeg kan bare ikke sidde igennem det i flere timer. Da jeg kørte bil til SVS skulle jeg jo naturligvis køre hensigtsmæssigt, men det betyder da ikke at jeg ikke kan synge med, og danse når vi holder i kø ved Vejle. Fordi alle andre tænkte "Fuck denne her kø, vi går i H&M!" og så vil jeg hellere prøve at få så meget sjov som muligt ud af det.
Jeg kan også være voksen på arbejdet hvis jeg skal være den der bestemmer på arbejdet. Det har bare krævet lidt tilvænning. Jeg har også svært ved det med at skulle bestemme over nogle der er ældre end mig. Jeg ved ikke helt hvad det er, men nok fornemmelsen af at jeg kommer som en lille snotunge og tror jeg ved alt og kan alt.
Der vinder mit ydmyge jeg nok, min indre pleaser kommer lidt op i mig. "Altså, kun hvis det kan lade sig gøre selvfølgelig" og "Men hvis det er for meget kan det også være ligemeget" eller "Det går nok, jeg klarer mig" er meget brugte sætninger. Mit behov for at behage andre spiller en utrolig stor rolle, og det er nok også derfor jeg bliver så trist når jeg føler at jeg bare spilder andre menneskers tid, som f.eks. min læreres.

Jeg er følelsesmæssig ustabil, hurra jeg er lige så unormal som alle andre!


Jeg er heller ikke lavet af regnbuer, sukker og happy-go-lucky essens. Jeg kan føle mig lige så trist, nede og uoplagt som alle andre. Jeg har også dage hvor jeg tænker "gid jeg kunne blive i sengen" og dage hvor jeg må slæbe mig igennem arbejde høj på smertestillende for at kunne gå ordentligt pga. menstruationssmerter. Jeg kan også sidde alene i mørket under dynen og tænke "hvad laver jeg dog her?" Jeg er ganske vist ikke helt så langt ude som jeg var da jeg gik på efterskole/hf, men jeg kan mærke at at kommer snigende. Skoletrætheden fører til triste tanker, triste tanker fører til lavt selvværd og lavt selvværd medfører grimme tanker om mig selv. Jeg er skide usikker på mig selv, jeg skal selv vælge hvornår jeg vil ses og hvornår jeg ikke vil. Jeg bryder mig ikke om fremlæggelser og eksamener, jeg ender altid med at føle mig dum, utilstrækkelig og fuldkommen forkert på den. Fordi jeg ikke rigtig ved hvad der forventes af mig. Jeg kan ikke aflæse hvad det er folk higer after, hvilket svar de vil have, og derfor kan jeg ikke behage dem. Og hvis jeg så godt kender svaret, men bare ikke kan forstå spørgsmålet, så føler jeg mig bare endnu dummere, fordi hvordan kan man misforstå så simpelt et spørgsmål!
Det jeg har manglet er at vide at jeg ikke er den eneste. At alle andre også har noget de ikke vil have at andre skal se, deres sårbare side. Men folk er så god til facader, så det er rigtig svært at se igennem dem. Jeg lader også som om alting er okay hvis folk bekymrer sig om mig, jeg lapper hullet så hurtigt som jeg kan, smiler og siger "Det er ingenting, jeg er okay" Fordi hvorfor skulle andre dog bekymre sig om mig, jeg klarer mig nok.
Og for det meste kommer jeg hel ud af mine triste perioder, ind i mellem må jeg dog læsse lidt af på en ven eller to. Men folk bliver jo triste af at høre på problemerne, så for det meste holder jeg kæft, passer mig selv om hører lidt musik. Eller krammer mine forældre så meget at de bliver trætte af det..

Jeg ved godt at jeg ikke er den eneste i verden der har det hårdt, og jeg er bestemt ikke den der har det værst. (Jeg sammenligner kun med andre med samme type problemer, jeg tæller ikke katastrofer, krig ol. med.) Men ind i mellem er det nu altså rart at finde ud af at andre har det på samme måde som en selv. Man behøver ikke at tage kontakt, man kan f.eks. falde over en blog og læse at "Hey, livet stinker også i Jylland!" Så får jeg lidt en følelse af at jeg skal lade være med at pive over mine småting, og bliver lidt sur på mig selv. Heldigvis tilgiver jeg ofte mig selv, og det gode humør kommer tilbage når jeg tager kontakt til omverdenen igen.
Tusind tak, omverden *hugs*

For inderst inde, så kan jeg godt lide at få et kram og et lille "cheer up!" lods i røven ;)